Forsidebillede: Bådtur på Cheow Larn Lake, Khao Sok

I går aftes spiste vi på en Restaurant Takiang i Khao Lak, der ligger på en sidegade til hovedvejen, altså ikke særligt attraktivt. Men den har fået rigtigt gode anmeldelser, og Inge fortæller, at hun har læst, at Michelin har den i kikkerten. Vi cykler derop, Inge og Niels er på gå-ben, og Teit er ikke helt frisk. Vi bestiller lidt af hvert, og enten er det helt vildt godt, eller også er det bestemt ikke noget at skrive hjem om, blandt andet en krabbe-ret med lidt for mange skaller i. Men når det er sagt, så vil vi bestemt give den vores bedste anbefalinger.

Tirsdag 9. januar

I dag har vi booket en taxa sammen med Inge og Niels, vi skal alle til Khao Sok. Inden når Anita en længere tur i poolen, igen ikke et øje i sigte. Mega luksus. Vi får afleveret cyklerne efter at morgenbrødet er hentet, der er kun knap 200 meter at gå hjem. Det har været så meningsfuldt og hjælpsomt med de cykler.

Vi bliver hentet klokken 12, og så er det ud ad landevejen det første lange stykke. Igen konstaterer vi, at der køres stærkt. Til tider meget stærkt. Men der er stort set ingen trafik og vejen er god, så langt så godt.

De sidste cirka 30 kilometer er vejen mere smal, der er sving og bakker, der er gode veje, og vi når frem til Khao Sok by i en fart. Vi skal af før Inge og Niels, det volder den stakkels chauffør en del udfordringer, han kan ikke overskue Google Maps, de sidste tre km. er på grusvej. Han får hjælp af Teit, som er ret god til at navigere med sin helt specielle kort-app, det har hjulpet os mange gange. Efterfølgende fortæller Inge, at chaufføren var synligt og hørbart lettet, da de igen kom på asfaltvej. De bor 10 kilometer fra os.

Vi har lejet en bungalow med stor, overdækket terrasse på Khao Sok Hill Top Resort. Der er god plads, men ikke aircondition. Der er en form for affugter og et par blæsere, så det går nok. Fluks benytter vi os af at få frokost i restauranten. Det virker til at være et skønt sted med afslappede gæster. Der er i alt tre bungalows, resten overnatter i fast etablerede telte med platform foran. Det ser hyggeligt ud.

Vi har hørt, at stedet udlejer cykler. Det er ikke helt rigtigt: Man kan gratis låne de to cykler, de har. Det er helt ok mountainbikes, som ingen har lagt beslag på, så vi suser ned i byen og op til Khao Sok Nationalparks informationscenter og billetkontor. Vi spørger til åbningstider, og vi møder en guide der gerne vil sælge ture, hvad vi end måtte ønske. Han gør sig umage med at fortælle om dagsture i parken og om tur med overnatning, men alt i alt må vi konstatere, at der er for store sproglige udfordringer, og alt for meget forbliver forvirrende. Men vi finder da i det mindste ud af, at man må gå to forskellige ture på egen hånd, og at parken åbner klokken 7. Dette viser sig dog at være en forkert oplysning; parken åbner klokken 6. Det har ikke været muligt for os at finde disse oplysninger på nettet, og der er heller ikke skilte ved indgangen til parken, der oplyser om dette.

Prisen for en dagsbillet i parken er 300 bath (60 kroner).

Temmeligt svedige cykler vi hjem igen til kaffe og iskaffe og senere til aftensmad – hyggeligt, billigt og ganske udmærket mad.

Det er utroligt smukt og stille, bortset fra gibbonernes kalden her og der.

Vi kan kigge ud til nogle ret specielt formede bakketoppe, og ved siden af vores bungalow er der gummitræer.

Onsdag 10. januar

Vi har aftalt med Inge og Niels, at vi skal på tur sammen. Vi skal være parat klokken 8, så vil vi blive hentet af en minivan, der skal køres os til den båd, vi skal ud at sejle med.

Cheow Larn Lake er en kæmpestor inddæmmet sø, skabt for at producere elektricitet. Hoveddæmningen blev bygget i 1982 og 10 små landsbyer blev oversvømmet frem til 1986. Søen dækker 185 kvadratkilometer og er en del af Khao Sok nationalpark.

Vi er klar, det er chaufføren vist ikke helt, han dukker op 20 minutter senere. Vi er de første i bilen. Det viser sig, at vi i alt skal hente 10 andre, Inge og Niels til sidst. Det tager en mindre krig at komme rundt i Khao Sok og hente de 8 andre gæster og guiden, klokken bliver 9.20 før vi henter Niels og Inge. Vi prøver at arbejde med vores mindset, speeded op af guiden, som minder os om, at vi nu alle er famile og deler alt. Vi stopper ved et marked et kvarters tid inden, vi når frem til søen, her kan vi proviantere. Så efter to en halv time er vi klar til at hoppe i langbåden, og endelig er vi på vej ud i denne helt uimodståeligt smukke sø. Der bliver gasset op, og i en halv times tid går det bare derud af.

Første stop er er en drypstenshule. Der ligger tre-fire andre både ved den lille anløbsbro, og alle hjælper hinanden med at komme fra borde. Der er mange mennesker ved indgangen til hulen, og vi får at vide, at vi skal se os godt for, for der er smattet og glat, og der hænger drypstensformationer ned i lav højde mange steder. Det er begge dele helt rigtigt. Det er faktisk ret fedt, for vejen rundt er ikke banet, det er faktisk lidt udfordrende. Vi ser en stor edderkop, og der er mange flagermus – foruden at drypstenene er flotte.

Næste stop er en lille gåtur i junglen. Vi ser kapok-træer og andre store træer, og guiden svarer beredvilligt på alle spørgsmål. Han viser, hvordan de lokale har brugt grene med pigge til at fiske, han bruger hele kroppen i fortællingerne, han er tydelig og sjov.

Vi sejler en kort tur, så er det frokost. Hvert bord med plads til fire får en helstegt fisk til deling samt lækkert grønt og ris, til dessert ananas. Det hele ganske fint, synes vi. Derefter kan vi enten bade eller sejle i plastic-kajakker. Vi gør nu ingen af delene, for hvis man skal bade, er det et krav, at man skal have sin redningsvest på, som er store og uregerlige. Dels opdager vi menneskelorte i vandet. Kajak er til at starte med ikke en mulighed, da de alle er optaget, der bliver vist nogen ledige senere, men da har vi forlængst besluttet os til at slappe af og drikke kaffe. Vi ser også på alle de mange fisk, der svømmer rundt, nogle af dem er meget store. De bliver sandsynligvis fodret, siden de holder til i så store antal. Vi er en tur rundt og se på de små bådhuse, man kan leje for kortere eller længere tid. Vi spørger en del ind til det med “længere tid” og til mulighed for at have kajak med eller leje kajak – og om man må sejle rundt på egen hånd. Det forbliver meget uklart for os. Måske noget med, at det kan lade sig gøre, hvis man laver research i området.

Nå, men vi skal snart om bord igen, vi skal sejle klokken 15. På vejen tilbage sejler vi inden om de tre høje øer, der er vartegnet for søen, det er tid til at tage billeder, hvilket vi også gør, der er meget smukt. Turen tilbage foregår som turen derud, godt med fart og skumsprøjt, og den høje forstavn peger højt op i himlen.

Vi er tilbage på den travle turisthavn klokken vist nok lidt i fire, så skal alle sættes af, og vi er hjemme lidt i seks, klar til at få lidt aftensmad.

Vi er på nuværende tidspunkt temmeligt optaget af Teits helbred, som ikke er helt godt. Han har vældigt ondt i det ene øre, og han kan ikke høre på det. Han skyller øregangen med klorhexidinsæbe-opløsning, det er tydeligvis i det ydre øre den er gal. Hvis det ikke er blevet bedre imorgen, må vi nok hellere finde en læge.

Torsdag 11. januar

Teit har sovet godt, men han har en klar fornemmelse af, at der er noget, der fylder inde i øret. Vi finder frem til klinik, der kan tage i mod i eftermiddag, det er i samme by, som vi stoppede ved i går på vej til søen. Vi spørger kvinden, der ejer hotellet om, hvilken form for transport, der er dertil. Hun anbefaler i stedet at tage til et hospital, der ligger en times kørsel tilbage mod Khao Lak, for der er de gode til den slags problemer, man kan komme til samme dag, og de taler ok engelsk. Hun vil gerne bestille kørsel, vi takker ja til et tilbud på 1400 bath (280 kr), så vil chaufføren hjælpe med, at Teit kommer til det rigtige sted og vil også køre os hjem igen. Det viser sig at være en ung kvinde på 30 år med en søn på godt og vel 2,5 år.

Hun har en Isuzu truck med lad, der er læsset med kolaflasker til ejeren af stedet her, så ind med os – og af sted på raske fjed, mildest talt. Hun kører meget stærkt, 120 km i timen meget af vejen, alt imens knægten hopper rundt på forsædet med sin sutteflaske. Ingen af den bruger sikkerhedssele. I øvrigt er affjedringen stenhård i sådan en pickup, så hver gang, vi kører over et bump, er det noget af en fysisk oplevelse. Well, well, vi når frem, og med sønnen på armen guider hun os behændigt til den rigtige indgang. Teit skal vise pas, og han og hans helbredsproblemer bliver registreret.

Derefter skal han gå et nyt sted hen, han bliver igen guidet, og efter at have ventet i kort tid, får han at vide, at han skal være tilbage klokken 13 (om en time). Den unge kvinde viser nu hjemmevant vej gennem hospitalets gange hen til, hvad der viser sig at være et kantineområde for både patienter og personale. Der er 4-5 madboder med forskellige retter, og der er pænt besøgt her i frokostpausen. Vi vælger ikke at købe noget, hygiejnen er ikke noget at skrive hjem om.

Dog køber vi noget at drikke og nogle bolcher i lukket pose. Den unge kvinde køber frokost til hende og sønnen. Vi får tid til at snakke lidt: Hun har en datter, der går i skole, og hun og manden har lige åbnet en thai-restaurant. Hun skulle have åbnet i dag som vanligt klokken 14 cirka, men ikke i dag, for da kører hun for os. Hun har været på hospitalet før, for de bruger det også som ambulant hjælp ved behov, det svarer til praktiserende læger derhjemme. Vi ser også, at der er et dengue-ambulatorium, der sidder 8-10 mennesker og venter. Vi er lige pludselige meget glade for vores (i øvrigt temmeligt dyre) vaccination.

Nå, men nu er klokken 13, så vi tager plads på de anviste sæder. Der går nogen tid, så skal Teit hen til en lille samtale-boks, hvor der sidder en sygeplejerske på den anden side. Han bliver spurgt om generelle helbredsting og øreproblemet, og så skal han have målt blodtryk.

Nu skal han igen tage plads samme sted som før, på de blå stole. Det går igen ret kort tid, så skal han rykke 5 meter hen til de orange stole, som er ved siden af undersøgelsesrummene. Man skal sætte sig længst væk fra døren, og når døren går op, og der er plads til ny patient, så er det dén, der sidder tættest på døren, der står for tur. Så rykker alle en plads til højre, og således bliver det også Teits tur. Inde venter en yngre kvinde i meget smuk, flødefarvet, kort kjole. Hun går straks i gang med undersøgelsen, det vil sige kikkertkig i øret, som vi kender det i Danmark og konstaterer lynhurtigt, at der er en infektion, der skal behandles med penicillintabletter. Vi har selv nogle med hjemmefra, hun slår dem op og siger, at de er fine at bruge og fortæller omhyggeligt dosering – præcist som det ville foregå derhjemme. I øvrigt ingen svømning den første uge – og kom igen om tre dage, hvis det ikke er blevet bedre.

Nu går turen ud til disken med et stykke papir, som bliver stemplet, og nu til sidste lokation: Betalingslugen, meget spændende. Noget chokeret ser Teit, at regningen er på 240 bath, han dobbeltchecker, det lyder underligt, men den er god nok: 48 kroner. Tak for god behandling siger vi bare!

Turen tilbage igen går igen med højhastighedstempo, nu har hun dog selv taget sele på (vi har ikke sagt noget om hverken seler eller andet). Vi bliver sat af i byen, dels bliver hun fri for de 7 km på grusvej, dels trænger vi til frokost og en rask gåtur hjem. Teit spørger sin læge i Danmark, om hun mener, at det er rigtigt at tage penicillin – han får hurtigt svar: Ja, det skal han gøre efter hendes mening.

Vi går hjem, det er en dejlig tur. Også selv om der er plantager med palmeolie-palmer, som jo ikke er godt for naturen, deres kæmpe palmeblade skygger, så intet andet kan gro. Vi går i skygge det meste af vejen, vi nyder lydene og alt, hvad der ellers gror.

Vi tilbringer igen aftenen i den lille restaurant og får fin mad og kolde øl.

Fredag 12. januar

Vi har bestilt yoghurt med musli og frugt klokken 6.30, da vi gerne vil cykle hen til Nationalparken i den kølighed, som morgenstunden byder på (25 grader). Igen må vi gerne lægge beslag på cyklerne, også selv om det bliver hele dagen. De har ikke låse til cyklerne, men det gør ikke noget, får vi at vide, bare sæt dem ved Nationalparken. Vi kører af sted, før solen er synlig, og det er dejligt køligt. Teit har stadig ondt i øret, men det er måske blevet lidt bedre, heldigvis. Da vi har betalt indgangen, skal vi registrere os med navn, tidspunkt vi er gået ind i parken, hvilket land vi er fra mv. Her kan vi så se, at der kun er kommet to ind før os, to 27-årige mænd fra Frankrig. Vi vælger den ene af de to mulige ruter – vi vælger simpelthed den, vi kan få øje på, vi kan ikke gennemskue, hvor den anden starter. Vi nyder det, så meget. Vi er helt alene, og der er meget at kigge på. Godt og vel halvvejs ser vi dem så, de to franskmænd. De står helt stille, de peger op i træerne, de er ved at filme og tage billeder af de aber, vi nu også får øje på.

De ser meget nuttede ud, området rundt om øjnene er lyst, og de har meget lange haler. De to unge fyre er meget begejstrede, da den ene vender sig og kigger, de får åbenbart et godt billede. Det er taget på stativ, så forhåbentligt også meget skarpt.

Vi går videre og lader de unge mænd være tilbage. Vi kan regne ud, at der nu ikke er nogen foran os, og det benytter vi os af, da vi når frem til floden, dér hvor vi ikke må gå videre uden guide. Der er en lille kiosk, hvor vi køber kiks og overvejer om vi gider det samlede bøvl ved at bade. Det gider vi så og får den dejligste badetur, Teit med hovedet ovenvande. De to unge fyre når frem til kiosken, men er ikke interesserede i badning og floden, så vi har det hele for os selv. Aldeles magisk. Der er masser af fisk i vandet, sugemaller og haletudser i flok. De store er ret store, vi har aldrig før set nogen på den størrelse.

Vi sidder på en stor sten og nyder synet af det hele. Anita vender sig for at gå hen til rygsækken efter et eller andet og bliver noget overrasket. En meter fra rygsækken sidder en abe og ser hende meget bestemt lige i øjnene. Anita råber op og fægter med arme og ben, men det er den helt og aldeles ligeglad med, den går resolut hen til rygsækken, åbner den med et snuptag og tyvstjæler kiksepakken. Teit er nu kommet til, og resten af flokken kommer tæt på, så i en fart får vi smidt ting og sager i sækken og går. De er stadig for tæt på, så Teit samler en sten op, og det får dem til at trække sig lidt tilbage. Der er et par unger, de er nuttede, men nu holder vi os på afstand. Vi er ikke vilde med at risikere et bid, selv om vi har fået rabiesvaccine. Hvis man bliver bidt, skal man – på trods af vaccinen – straks opsøge hospital og komme i behandling inden for 24 timer. Noget med ting, der skal gøres nede i såret 😬. Og én behandling er ikke nok – det skal gentages efter syv dage.

Vi får lidt koldt at drikke, og så er vi på vej samme vej tilbage. Vi møder et hav af turister på vej imod os, mange af dem med guider. Vi er vældig tilfredse med at have været tidligt på færde.

Tilbage ved indgangen til Nationalparken, spørger vi om vej til den anden sti som vi må gå uden guide. Vi har halvanden time, til vi skal mødes med Inge og Niels, så vi beslutter at gå så langt, som vi kan. Det viser sig, at stien ikke er sti, men betontrapper, og vi får flash back til trekkene i Nepal. Det går opad og opad i godt en halv time, vi herre-sveder, det er 35 grader i skyggen og 100% luftfugtighed, så går turen nedad lige så længe. En god times trappetræning bliver et til – vi møder kun to mennesker, ret vildt her i højsæsonen. Men stien er heller ikke let at finde og heller ikke let gået.

Vi spiser frokost med Inge og Niels, det er vældigt hyggeligt at se dem igen og blive opdateret. Vi tager afsked, næste gang vi ser dem, bliver det i Danmark. Bagefter ser vi dem hoppe i gummibåde, som de skal på en eftermiddagstur i. Det viser sig at blive en rigtig god og anbefaledes-værdig tur, blandt andet ser de slanger i træerne og en varan.

Vi snupper cyklerne hjem igen og ser også en øgle på en halv meters penge. Vi kan høre gibbonerne, de er i familie med menneskeaber og ikke lette at få at se, har vi læst os til.

Tilbage igen får vi kaffe og beslutter os for, hvad vi skal de næste dage. Vi må nok sande, at vi ikke trives super godt i disse høje temperaturer og høj fugtighed, og slet ikke hvis vi skal gå med rygsæk som i dag. Vi overvejer en tur i junglen med guide og overnatning i hængekøjer fra i morgen til i overmorgen, men vi gider ikke. Vi gider ikke varmen, men vi gider heller ikke at være styret af en guide, der måske ikke taler vildt godt engelsk, og vi gider faktisk heller ikke være sammen med en gruppe andre mennesker lige nu. Så nej, men hvad så? Teit må ikke bade og svømme, i hvert fald må han ikke få vand i øret, så lidt svært. Vi finder dog en god løsning og glæder os. Vi glæder os også over, at det er lykkedes os at bestille, hvad der skal bestilles, for eftermiddagen har været en larmende affære. Der er ankommet en hollandsk familie, som er meget støjende. Bedstemor er storryger og der ryger også noget vin indenbords, imens hun synger højlydt. De voksne børn er også meget talende, og det cirka treårige barn er passende støjende og grædende i varmen. Vi føler os som et surt, gammelt ægtepar. Teit bliver træt og får sig en god lur, mens Anita skriver denne blog. Hotellets hund er også nærmest bevidstløs 😅

Aftensmaden nydes, og vi afregner med Mutti, også for morgenmaden i morgen: Vi betaler for al mad, de fire dag, vi har været her, kaffe, øl (helt præcist 11 stk 🤔), juicer, en ekstra overnatning i bungalowen samt transport til Krabi i morgen: 5200 bath (1010 kroner). Imens får vi også fjerne skyer af den fede, som nogle af de unge nytilkomne nyder ved nabobordet.