Dag 15, søndag den 12. november

Biratnagar- Katmandu

Vi har god tid, så vi starter med at trave en tur op ad boulevarden, der går oppe fra den store landevej og ned til lufthavnen og dermed lige forbi hotellet. Vi skal minde os selv om, at vi er i Nepal, for dette sted ligner i høj grad, der hvor vi har været i Indien. Varmt, fugtigt og rigtigt jungleagtigt. Også måden, der bygges på, affaldet overalt, og måden folk ser ud på. Men der er jo heller ikke langt til grænsen. Vi opdager, at der ligger et billetkontor 50 meter fra hotellet, hvor vi kunne have købt billetter i går. Så meget for det! Nå, men i hvert fald ved Teit og Jackye vejen til lufthavnen.
Vi får en rimelig morgenmad, selv om det er lidt svært at forklare, at vi gerne vil have kold mælk til cornflakesene og ikke kogt mælk. Det er ikke kun her – generelt serveres kogt mælk, i hvert fald hvor vi har været.

Vi begiver os af sted, det er en mindre lufthavn og der er ikke mange mennesker. Alt går efter planen, og i flyet er der virkelig god plads, det er højst 1/2 fyldt. Vi har fået vinduespladser ud til Himalaya, og Anitas næse er klistret til ruden hele vejen. Vi tager billeder, men flyruder og afstand gør ikke noget godt for kvaliteten. Vi ser vist Everest og Lohtse, og ikke mindst er der den flotteste indflyvning over dalen og byen.

Jackeys ven er her for at hente Jackey – og os. Vi bliver sat af på vores hotel, som vi boede på, før vi tog af sted, og vi har booket 4 dage ind til videre. Vi afleverer nøglen, som har været en tur omkring Basecamp, det griner vi lidt af – og så er de parate til at give os samme værelse som sidst. Anita spørger, om det er muligt at få et værelse, der ikke ligger ud til den lille tilkørsel, da der ofte er nogen, der står derude og snakker højt meget tidligt om morgenen. Det tygges der lidt på, og vi vises op til et værelse, der er så fint. Masser af lys, dejligt og stort bad, der er skrivebord og stort skab. Vi føler os så opkvalificerede, ha ha 🙂
Vi tager bad, pakker ud og er så klar til at tage ud i byen.
Vi køber ind til gaver, hæver penge ikke mindst og spiser dejlig aftensmad.
Anita hoster stadig og er lidt flad, men det skal nu nok blive bedre hurtigt.

Det var så det trek

17 dage har vi været på tur, inklusiv i går, som måske ikke tæller med, da vi ikke gik (bortset fra den lille tur til lufthavnen). Det gør de to første dage heller ikke, det var udelukkende transport. Så 14 dage har vi gået uden hviledage. Det har fungeret godt, vi har ikke savnet hviledage, og vi har kompenseret ved at have et par kortere dage. Hviledage er ikke særligt attraktive efter vores mening på dette trek, der er for lidt at lave, det er for koldt – og værelserne egner sig ikke på nogen måde til hvile eller læsning i længere tid.
Inden vi tog af sted var planen, at vi skulle være væk cirka 12 dage. Det viste sig jo så at vare 5 dage mere. Men hvis man læser om trekket i “The longest Way home”, står der, at det tager 18 dage plus – så vi har været ret hurtige trods alt (de 18 dage er inklusiv transport til og fra Katmandu). Vi valgte ikke at læse om trekket før vi tog af sted, for vi havde tanken om, at vi kunne komme til at bekymre os over det ene og det andet. Alt i alt var det nok en god beslutning. Det er i hvert fald overvejende sandsynligt, at Anita ikke var taget med, hvis hun havde læst om turen på forhånd.

I aftes til aftensmaden sad vi og talte om turen (hvad var det bedste, hvad ville vi gøre anderledes, hvad var det dummeste, vi gjorde, hvad var den bedste beslutning mm). Jackey sagde, at den bedste dag, var dén, hvor han kunne mærke sine ben, fordi han var træt i dem 🙂
Det bedste – og det var vi ret enige om – var at ruten var så øde. Og vi var glade for at erfare, at turen ned var det smukkeste! Der lærte vi noget nyt, vi havde klart forventet at turen op ville være smukkest, alene fordi man ser det hele for første gang.

Vi var dem på trekket (som vi mødte), der havde mindst udstyr med. Det gik, men en anden gang ville det være fedt at have en mere kompetent dunjakke med og varmere sokker til aftenbrug. Anita havde helt tynde Asivik uldstrømper med, som er fantastiske at gå med, men lige så snart man sidder eller står, og det er så koldt og fødder og sko er lidt våde af sved, så er det godt nok koldt. En varmere sovepose end vores sommer-dunsoveposer ville heller ikke have været tosset – men igen, varmere soveposer fylder og vejer. Og det gik jo.

Smerter, skader og vabler

Vabler var der ingen af. Ellers noget, som til tider har generet Anita (bag på hæl).
Det, der synes at gøre, at vabler ikke opstår for Anitas vedkommende er:
Gå med ret korte skridt de første dage. Det provokerer vabler lige med det samme, hvis der skridtes godt der udad med lange og hurtige skridt, især op ad bakke.
Hvis det regner fra turens start, har det været forebyggende at tage compeed vabelplaster på inden turen overhovedet påbegyndes. På denne tur har vi ikke brugt et eneste plaster. OBS -tag det med fra Danmark, vi har ikke set det i Nepal. Anita har lige været i Istandbul, da var vi i overordentlig mange butikker for at finde det, og der var kun kopiprodukter.
Inden trekket påbegyndes (uger før) smøres og masseres med fed creme, så huden er glat og smidig.
Hvis der er det mindste anstrøg til, at en vabel kunne være på vej: På med Compeed, huden skal være tør og fri for nuller fra strømper. Lad plastret sidde så længe, det overhovedet kan hænge på. Sørg for at fjerne alle klister-rester fra hud og sokker, sov så gerne en nat uden plaster, så huden kan tørre.
Men for andre kan det være meget anderledes.

Skader

Dem har vi ikke haft nogen af – men vi tonser heller ikke derudaf, og vi passer på. Det kan let ske, at man vrider rundt på anklen, det var vi tæt på mange gange.

Smerter

Som skrevet havde Anita en dag med lidt irriterede knæ/knæskaller på turen ned, men allerede dagen efter var det væk igen.
Anita havde smerter inde i anklerne efter nogle dage af at bøje anklerne bagud både på vej op og på vej ned ad trapper, men lidt ændring af teknik gjorde, at det stort set forsvandt.
Jackey har vist os, hvordan man går på trapper, hvis man vil undgå smerter: Set fra oven går man i S-form. Det vil sige, at over 4, 5, 6 trin en blød bue til den ene side, så bue rundt den anden vej. Det virker ret godt. Da vi blev gode og hurtige til at suse ned ad trapperne, gik vi lige ned. Teknikken er at få foden frem på trinnets kant og vippe foden fremefter samtidigt med at trinnet tages. Desuden skal man være lynhurtig til at få løftet benene. MEN det kræver øvelse! Og man skal stadig passe på løse trin, mudder og muldyrsbæ. Og nogle trin er så smalle og skæve, at vi kun tør gå i roligt tempo. Og vi kommer aldrig til at kunne suse i galop som nepaleserne.
Bortset fra, at Teit blev højdesyg ved Basecamp, har vi ikke været syge. Dog blev Anita ramt af nogen hosten til allersidst, det begyndte i kulden om aftenen, hvor især bagsiden f kroppen blev iskold, mens vi sad foran brændeovnen.

Guide

Vi kan kun på det varmeste anbefale Jackey, hvis nogen skulle få behov for en guide i Nepal. Vi tænker, at det vi har skrevet i bloggen i sig selv er en uforbeholden anbefaling.
Vi har altid selv førhen stået for at planlægge og gennemføre vandreture uden hjælp fra nogen. Af og til har det været lidt udfordrende, fordi vi ikke kunne regne ud, om stien videre frem var mulig for Anita (pga højdeskræk). Det pres er næsten taget ud af ligningen og har haft kæmpe værdi for os begge. Vi har nu gået steder, hvor Anita før ville være gået i panik – og når vi har spurgt Jackey, om han mente at Anita vil kunne klare en given del af trekket, har han været klar i mælet, især ved Langtangtrekket, som han kender ind og ud. På dette trek til Makalu, som han ikke kendte på forhånd, har han spurgt sig for og kigget på kort. Jordskreddet var mere udfordrende, end han havde forestillet sig, men han var fysisk og mentalt en super guide på stykket.
Han er også god til at oversætte, når de lokale taler sammen, hvis det har betydning for os. Og han har været virkelig god til at lave nogle dagsruter, der har været i balance med de fysiske evner, symptomer på højdesyge og vejrlig. Og han har trådt i karakter, når han mente, at vi drak for lidt og har holdt fast i, at vi skulle drikke varmt vand frem for koldt vand (og kaffe 😅). Og absolut ingen øl 😅😅
Og så er han sjov, hyggelig, let at være sammen med, han er vellidt alle steder, og han er altid aftenens lyspunkt i de tehuse, vi er kommet til.
Han er virkelig god til at få arrangeret overnatning, transport og alt hvad der skal til.
Det er ikke altid, at man er så heldig, som vi har været. Det er heller ikke givet, at der er så god kemi, og det er heller ikke altid, at guiden taler lige så godt engelsk.
Som person er han ærlig, også omkring ting han har svært ved eller har glemt – der bliver ikke fejet noget ind under gulvtæppet.

Mountain Mate trek and tour

https://www.mountainmatetrek.com/

Vores første trek til Langtang Valley købte vi af Giri i Mountain Mate trek and tour. Med trekket til Makalu Base Camp var Giri behjælpelig med fly billetter og tilladelser. Vi kan kun anbefale firmaet. Mange tak for god service.