Forsidebillede: Kajak tur Tonsai Beach

Lørdag 13. januar

Det er sidste morgen på vores lille sted lidt uden for Khao Sok by, på kanten af junglen. Gibbonerne er meget tæt på, deres kalden er høj og tydelig. Vi spejder ud til alle sider, men kan desværre ikke se nogen. Der er en edderkop, der har lavet det fineste spind, nu sidder den bare og venter på en gevinst. Den er ret stor, diameter 12-13 cm som den sidder her med bøjede ben.

Klokken 8.30 bliver vi hentet som aftalt. Det er en pick-up truck, som kun skal bringe os ned til mini-van-stationen. Vi bliver nærmest kapret ind på den tilhørende café, hvor Mutti med hård hånd styrer såvel kørsler som kaffe. Vi kan forstå, at vi skal af sted om en halv times tid, så vi overgiver os og bestiller kaffe. Vi når knap at nippe til den, så er bilen klar, den bliver fyldt op, så af sted mod Krabi med to-go-kaffen i hånden som nu viser sig at være gratis.

Turen til Krabi tager et par timer (betalingen tog vores hotel-ejer sig af, så vi aner ikke, hvad det koster, men det må være billigt, den samlede pris taget i betragtning, se evt forrige blog). Vi har booket et hotel med god pool og med air-kondition, så er tanken, at vi lever Krabi-livet ind til vi skal videre og krydser fingre for, at Teits øre-tilstand bedres.

Vi køres direkte til hotellet, som er et stort kursus- og konferencehotel ved den sydlige havnefront og med et par kilometer til centrum.

Centrum viser sig at være en halvkedelig affære. Det er ikke en turistfælde som sådan, mere en by, der er kedeligt opført med lange lige gader. Det er nok en by, som turisterne er i kortvarigt som et nødvendigt stop for at komme videre ud til de mange gode strande og nærliggende øer.

Poolen afprøves med hovedet ovenvande for Teits vedkommende. Og heldigvis er fitnessrummet rimeligt ok og med aircondition – en nødvendighed synes vi, udendørs er det 30-35 grader i skyggen. Vi træner konstruktivt – noget vi kan mærke de næste dage 🙂

Søndag 14. januar

Der sker ikke meget – morgenmad på hotellet og dernæst gåtur op i byen, hvor vi ser stort marked for de lokale. Der er et stort fiske, skaldyrs- og blækspruttemarked og ved siden af frugt og grønt. Mange af sagerne har vi ikke set før, så bestemt værd at gå efter, men tidligt på dagen, de lukker ned ved lige før frokosttid.

Der er et hav af cannabis-butikker og -kaféer. Lidt overraskende, vi troede, at det var max ulovligt. Men det må være legaliseret. Vi afleverer vores ene store duffelbag på det hotel, vi skal overnatte på, inden vi skal flyve til Islamabad om en uge. Eneste betingelse er, at der ikke er “sjove ting i”, som den unge kvinde bag disken siger, grinende. Så lidt ulovligt er det måske?

Mandag 15. januar.

Der er god tid, inden vi skal tjekke ud, så vi når både fitness og Anita en svømmetur i poolen.

Her tidligt på formiddagen er der ingen i selve poolen, men rundt om på liggestolene er der unge englændere og russere. De har godt gang i øl og joints, vi bliver igen lidt gamle, det stinker og de har en adfærd, som er en lille smule anstrengende, synes vi. Men pyt, vi skal ikke være der hele dagen 🙂

Vi tjekker ud og med taxa bliver vi kørt ud til Ao Nang (22 km), hvorfra vi skal sejle med båd til Tonsai Beach. Her sal vi være de næste 6 dage. Ao Nang ser ud til at være vældig turistet og en ikke helt lille by. Vi nøjes med frokost og kaffe, så er vi klar til en tur i long tail boat. Man går bare ned til stranden, der ligger en hel parade af både, og billetsalget foregår i små boder, ikke svært, det er bare at spørge sig for. Vi venter kun få minutter, så bliver vi anvist en båd med en ret så stresset chauffør. Han kommanderer rundt, lidt ubehageligt, når vi har to store rygsække og løsøre med. Vi skal ud i vandet, sandaler i hænderne, han vifter og peger – vi skal dyppe dem i vandet, han vil ikke have sand i sin båd. Så ombord via stige, lidt udfordrende faktisk.

Samme manageri, da vi skal af, chaufføren vil have os smidt af i en fart, så han snupper den ene rygsæk og har smidt den op på stranden, før vi har blinket med øjnene, så er han af sted med resten af gæsterne til næste strand. Lidt forvirrede står vi så der som to aldrende rygsækrejsende (!) og spejder efter, hvor vi skal gå hen for at komme op til hotellet. Teit bruger sin app, og vi ender med at skulle kravle over en meget interimistisk hjemmebygget stige over en mur. Alt det viser sig senere helt uden grund, der er fine stier op i begge ender af den meget lille bugt, ha ha 🙂

Nå, men vi får anvist vores store og fine bungalow, alt er luksus (2000kr for 6 overnatninger).

Der er ingen veje ind til denne bugt, alt bliver sejlet herud. Strømmen laves af stor generator, og for at spare på energien, bliver der “kun” lavet strøm mellem klokken 5 om eftermiddagen og 10 om formiddagen. Fedt nok – vi kan få aircondition om natten, hvor temperaturen ikke kommer under 25 grader.

Vi går en tur til stranden, vi bader i det klare vand, og vi er ret imponerede over alle de unge mennesker, der er her for at klatre. Der er vist også de bedste muligheder, ser det ud til.

Vi går en aftentur, nu er det blevet lavvande, og hele bugten ligger nu med krøllet bund. Nogle klatrere er stadig aktive, de har lygter og pandelamper med.

Tirsdag 16. januar

Vi har sovet godt, men Teit har igen fået ondt i øret. Ikke så godt, lidt stressende ikke at kunne være sikker på, om alt er som det skal være. Vi går til stranden efter morgenmaden, hvor det er lavvande igen, og hvor de unge klatrere benytter sig af, at solen endnu ikke skinner på klippevæggen. Vi ser aber, de samme som i junglen – de er ved caféerne ved stranden. En hel flok, de er ikke bange, så vi tager billeder, de er vildt nuttede.

Anita får sig en god svømmetur i den store pool, og igen uden at der er andre.

Eftermiddagen foregår på en cafe på stranden med at skrive denne blog og nyde, at vejret er skønt og udsigten formidabel.

Vi går en tur over på nabostranden ad en en kort, kuperet sti, og som kortet har antydet, er der en hel gade med spisesteder, cafeeer, forretninger til tilmed ATM. Det har vi ikke “hos os”. Vores strand og bugt har nogle få resorts og få meget afslappede små barer og spisesteder.

Men også her på Raily Beach, som dette sted heder, skal alt skal alt sejles til, så ø-stemning også her. Stranden er noget bredere, og der er betydeligt flere mennesker. Vi får en is, inden vi tøffer tilbage igen. Anitas kollega, Susan, var her for nogle år siden og har anbefalet stedet, det er derfor, at vi er her. Tak for det 🙂

Her til aften hænger Teit stadig lidt med ørene, Anita svømmer i poolen og ved stranden – og vi krydser fingre for, at helbredet er bedre i morgen, ellers må vi finde ud af at komme til læge eller hospital igen.

Onsdag 17. januar

Heldigvis har Teit fået det bedre. Puha, det er godt! Vi starter dagen med en god tur i poolen, Teit nu med svømmeørepropper, der gerne skal forhindre, at der kommer vand i øret. Det virker, dejligt! Igen er der ikke et øje, det er så underligt, for det er et større resort med mange hytter, bungalows og lejligheder. Anita søger på Booking.com for at se, hvor let det er at få overnatning, men der er ingenting at få her før om 3-4 dage. Vi kan se, at meget står tomt, mon de også mangler arbejdskraft her?

På stranden beundrer vi de mange fortrinsvis unge klatrere. Der er enkelte, som ser ud til at være i halvtredserne, de ser super fitte ud og ser ud som om, at de har klatret hele livet. Vi tror, at de kommer fra Japan, men ellers er her mange franskmænd, amerikanere, nordmænd, russere og hollændere. I det hele taget er stort set alle her super, super fitte. Der er få turister som os, der bare kommer for at bade. Meget få soler sig på stranden, det er ikke dét, folk kommer her for. Vi tænker, at man skal finde en idrætshøjskole for at se så mange veltrænede unge mennesker på ét sted. Der er heller ingen barer, hvor der er gang i den. De få steder, der er, lukker alle klokken 22. Til gengæld åbner restauranterne meget tidligt servering af morgenmad.

Torsdag 18. januar.

Vi har lejet single plastik-kajakker klokken 9 til 10. Det er rigeligt, solen bager, og vi kæmper lidt med retningsstabiliteten i de flade fartøjer, og pagajerne er ikke til meget hjælp. Men der er vildt smukt.

Klippeformationerne og det blå-turkise vand er som taget ud af en rejse-reklame, og vandet er totalt klart. Vi belønner os straks derefter med americano på strandcafeén med udsigt over bugten. Vi har fået billeder fra datteren hjemmefra, Fælledparken er ikke til at få øje på for sne. Vi elsker sne, men vi nyder også alt det, vi kan her. For eksempel spise tidlig morgenmad udenfor i bare tæer og t-shirt. I det hele taget har vi ikke haft mere tøj på end shorts og kortærmet trøje og bare tæer på noget tidspunkt i Thailand, temperaturen har vist ikke været under 24 grader.

Fredag 19. januar

Vi har fulgt med i nyhederne stort set dagligt på hele turen. Således også i dag, hvor vi nu læser om, at Pakistan har angrebet Iran og omvendt. Derfor tjekker Anita Udenrigsministeriets hjemmeside, hvor der står:

“Vi fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Pakistan, herunder Islamabad Capital Territory og provinserne Punjab, Sindh og Gilgit-Baltistan, fordi der er risiko for terrorangreb, kidnapninger og voldelige uroligheder overalt i landet. Risiciene er så alvorlige, at du bør have helt særlige grunde til at besøge landet.”

Hmmm, for syv søren! Vi vågner da lige op og er i syv sind. Planen er, at vi skal flyve til Islamabad den 22. januar for at besøge vores datter, der også skal dertil. Vi skriver sammen, vi undersøger, hvad vi kan gøre med vores billetter mm. Vi bliver helt rundtossede og beslutter at sove på det.

Lørdag 20. januar

Vores datter Mette og hendes mand Zaki er ankommet til Islamabad. Ikke helt uden tumult dog. Mette kom igennem paskontrollen, men ikke Zaki. Han fik at vide, at hans visum ikke var det rigtige, og at han derfor skulle tilbage til Dubai (hvor de havde mellemlandet). Det var ret nervepirrende, det lykkedes dog at slippe igennem. Mette skriver senere:

“En sjov detalje hvis i vil skrive om visa historien – Zaki begyndte at snakke urdu med dem i lufthavnen og så ændrede tonen sig straks. Han blev tilbudt te og dal, mens han ventede på en visabeslutning. Så fandt han ud af at en havde gået på samme skole som han, og de snakkede om en lærer fra skolen som havde været begges yndlingslærer. Så ringede han (altså lufthavnsmedarbejderen) til en han kendte for at få visaet igennem”.

Det er ikke på grund af denne historie, men fordi vores forsikring ikke dækker, at vi vælger at lade være med at tage til Islamabad. Vores forsikringsselskab har skrevet således til os:

“… Da Udenrigsministeriet fraråder alle ikke nødvendige rejser vil vi kraftigt anbefale, at I ikke tager afsted da I kan risikere at rejseforsikringen ikke omfatter rejsen. Sker der en skade som følge af det, der er årsag til at UM fraråder alle ikke nødvendige rejser vil dette ikke være omfattet af jeres rejseforsikring.”

Selv om den omfatter nogle ting, synes vi alligevel, at det er for usikkert.

Så vi går i gang med at finde ud af, hvornår vi skal rejse hjem (vi skal være i DK senest 31/1, da gælder vores forsikring ikke længere). Og hvor fra.

Vi leder efter billige billetter og prøver at finde ud af, om vores andre billetter kan ombookes. Det kan de ikke, finder vi ud af. Et af problemerne er bagagen på ruten til Bangkok er meget dyr eller noget steder begrænset til 10 kg., hvilket er for lidt.

Vi finder en god billet fra fra Bangkok direkte til København den 25. januar, og beslutter at vi vil tage en bus til Bangkok istedet for fly. Vi har ikke nogen stor trang til at se Bangkok, men det er den billigste måde at komme hjem på.

Vi bader, vandet er meget klart som det plejer, og det er varmt. Meget smukt og dejligt at svømme i det rolige vand med udsigt ud i bugten og op på de høje klipper på land.

Vi nyder lyset, at vi kan være ude hele dagen og at gå i bare tæer. Det kommer vi til at savne.

Vi glæder os til at se vores børn, vores venner og familie. Det bliver godt ❤️.

Vi glæder os også til at lave vores egen mad, og vi glæder os til alle de små ting, hverdagen kan 😊

Efter aftensmaden på strandrestauranten får Anita stærk trang til at bade, dels er det højvande, dels er det ved at være sidste chance, og i hvert fald vil det være første, sidste og eneste badetur i mørke. Vandet er spejlblankt, der er dårlig en krusning, så i baljen i undertøj. Meget, meget skønt. Turen tilbage til bungalowen er således iført t-shirt over våd badedragt og shorts. Det er ikke muligt at fryse, temperaturen må være tæt på 30 grader.

Søndag 21. januar

Vi vågnede i nat ved den vildeste larm. Heftig regn stod ned på bliktaget, vi måtte ud og kigge. Måske er det den slags regnskyl, der holder alt grønt og frodigt. Det gælder især træer og andre planter op ad klippesiderne – ikke kun det, der er plantet mellem de små spisesteder og de få hoteller.

Som i aftes tager vi igen en “sidste tur”. Denne gang er det en svømmetur i havet før morgenmaden. Vi har haft stor glæde af svømmebrillerne, her i bugten fordi vandet er så klart og alt kan ses på flere meter. Der er fisk, de er små og forskelligartede. Vi har haft snorkel og maske med, men har faktisk ikke brugt det.

Vejret er skønt og friskt, det er let skyet og der er ingen vind. Blandt andet derfor vælger vi at blive sejlet direkte fra bugten og ind til Krabi by, lidt luksus. En tur, hvor vi er de eneste i longtailbåden, det er alle pengene værd, det er en meget smuk tur (pris 2200 bath = 425kr), det tager cirka en time.

Vi bliver sejlet ind, så tæt ved centrum som muligt, dermed ikke langt at gå til hotellet, som vi skal være på til i morgen.

Vi får opbevaret vores rygsække, som nu står sammen med vores røde taske, som har været opbevaret en uge.

Det er frokost-tid, og vi vælger den cafe, vi fandt den første dag, vi kom til Krabi. Den er dyr, men har de bedste salater.

Mandag 22. januar

Mette har suppleret med lidt mere nyt fra Islamabad (der skulle vi jo være fløjet til i dag). Hun skriver, at de ikke har mødt en eneste vestligt udseende person endnu, men at folk er afslappede, og de føler sig ikke kigget efter. Som skrevet i går, har vi fået billetter hjem fra Bangkok den 25. januar (3500 for to billetter non stop med SAS inklusiv bagage). Desværre var det ikke muligt at ombooke vores andre billetter, men sådan er det bare. Pyt pyt.
Vi er lidt rejsetrætte nu, og udsigten til at få tiden til at gå, fra vi skal være ude fra hotellet klokken 12, til vi skal være ved busterminalen kl 16, er ikke vildt opløftende. Krabi er ikke særligt interessant, og vi gider egentligt heller ikke se mere. Når vi kommer til Bangkok, må vi oppe os, så vi får et par gode dage.

Anita er ikke blevet klippet siden Pokhara, og det er på tide. Hun har set en hip herrefrisør ved navn Crazy Cuts. Den må prøves! De må kunne noget med kort hår, så med en tid klokken 12 er det bare at kaste sig ud i det. Det er en meget grundig affære, blandt andet tages mindst tre barbermaskiner i brug, før den unge mand griber saksen for resten. En for landet høj pris er forventeligt, men det er ikke tilfældet – 60 kroner – og så gik der tid med det.

Så er der kun to timer mere, der skal slås ihjel, lige nu med iskaffe og Americano. Der er nogle vaner, vi skal have lagt af meget snart!
Vi er noget spændte på den 13 timer lange bustur til Bangkok (450 kr for os begge). Og på, hvordan det går med at komme fra busterminalen i den vestlige bydel og indtil hotellet i centrum. Mere om det i næste og nok sidste blog.
I øvrigt fik vi lige en reminder om at være påpasselig. Vi fik besked fra hotellet i booking.com-appen om at verificere visakortet. Teit syntes, at det kunne se suspekt ud, så vi spurgte booking.com
Kort tid efter fik vi nyt svar fra hotelllet; det var scam 🤔 direkte i booking.com appen.