
Vi – Teit og Anita – bor syd for Roskilde og har gjort det siden 1988. Vi er begge i starten af 60’erne og vi har tre voksne børn. Vores liv har i store træk bestået af arbejde, familieliv og bygge til efterhånden som behovene opstod. For cirka 4-5 år siden flyttede vi til en mindre og mere vedligeholdelsesfri bolig, som vi indrettede til – om nødvendigt – at kunne leje ud, hvis/når rejselysten skulle melde sig.
Teit har arbejdet med software og Anita som fysioterapeut. Og nu har vi begge sagt vores jobs op, så må vi se, hvad arbejdslivet bringer senere.
Vi har altid interresseret os for friluftsliv, har f.eks. i vores ungdom været på flere lange cykelture i Sverige, Norge og Frankrig.

I 2010 tog vi det første skridt udi vandring med rygsæk og telt. Med gængs udstyr fra de danske butikker tog vi på tur i Dovrefjell. Teit havde 25 kg og Anita 18 kg. Vi måtte erkende at det var noget i overkanten. Meget lang historie gjort kort, så vendte vi blikket mod erfaringer primært fra amerikanske langtursvandrere. Vi solgte stortset det meste og købte nyt og lettere udstyr.
Vi har siden været på mange ture med dette udstyr i f.eks. Sverige, Norge, Frankrig, Tyrkiet, USA, Australien, og når dette skrives er vi i Nepal.
