Dag 14, lørdag den 11. november

Mellem Num og Khadbari – Biratnagar lufthavn

(Forside billede fra næste morgen, inden flyafgang)

Vi pakker sammen for sidste gang på dette trek. Anita er glad for at vi skal gå – og ikke ud i flere kvalme Jeep-ture. Vi er spændt på regningen efter at have deltaget i det store festmåltid, pludselige behov for overnatning og morgenmad. Det viser sig at blive historisk billigt: 75 kroner for alt – for alle tre! Det er mere end Anita synes er anstændigt og giver procentvis højeste drikkepenge til den glade og stolte ejer. Af sted med os, og hurtigt opdager vi, at det ville have været virkeligt ærgerligt at have undværet denne del af turen. Vi går langs huse og haver, børn på vej i skole, kvinder og mænd bærende på små børn og pakkenelliker i rask fart -,og høns og hunde alle vegne. Senere finder vi ud af, at der er markedsdag i Khadbari, derfor denne ekstraordinære trafik af gående. Her og der krydser vi vejen, hvor jeeps kommer kørende både op og ned, fulde af lokale. Vi ser ingen turister. I det hele taget bliver vi kigget på, vi er de eneste ikke-nepalesere, dette gælder for hele dagen, som skal vise sig ikke helt at gå som planlagt.
Vi holder en pause ved en meget lille vej-biks, men der er bænk og skygge. Vi deler en kold kola alle tre og får en lille pose chips og nogle bolcher til Anita, der hoster noget. Den ældre herre, der ejer stedet, er glad for selskab, og han fortæller stolt, at hans søn underviser på IT-universitet. Han spørger, om vi vil købe en pose jordnødder, de er høstet i nærheden. Anslået er der 300 gram, en ret stor pose – det vil vi gerne, faktisk lige hvad vi trænger til. Den koster 100 rp (5 kroner). De smager godt, de er mindre og meget mere smagfulde end dem, vi kan købe i Danmark. Vi spiser og spiser og alligevel er der en god portion tilbage, som vi kan nyde senere.

Vi stopper flere gange på turen, for der er den ene smukke udsigt efter den anden. Vi kan kun se toppene af bakkerne og ikke ned i bunden af dalen, der ligger det sædvanlige skylag, som i løbet af dagen kravler op og giver regn i højderne.
Vi når frem til Khadbari, og ingen tvivl om, at det er markedsdag. Det vrimler med småhandlende og lokale på udkig efter gode tilbud. Der sidder en dreng på 6-7 år med sin egen lille biks, der er 3 bunker med 6-8 nepalesiske appelsiner i hver. Jackey spørger hvad en bunke koster: 200 rp svares genert – Anita betaler og drengen ved ikke helt, hvor han skal kigge hen. 10 kroner – ingen tvivl om, at han har gjort dagens handel – og skillingerne faldt vist på et tørt sted.

Vi ser et ok sted at få frokost, og vi skal også toilettet. Jackey er konstant fokuseret på, hvad der skal ske, hvad der skal gøres, hvem der skal kontaktes, således også nu, hvor vi nærmer os at skulle flyve fra Tumlingtar, gerne i morgen. Han taler i telefon flere gange og vender slukøret tilbage; der er ingen billetter at få de næste 5 dage, heller ikke gennem det kinesiske firma, han af og til arbejder for. Vi kan tage ud til lufthavnen og henvende os i skranken og håbe på afbestillingsbilletter. Men der er vist kun en afgang om dagen, så det er måske lidt optimistisk at håbe på. Et alternativ kan være at køre til næste lufthavn, Biratnagar, en tur på 4-6 timer, fortrinsvis hårnålesving gennem bjergene ned til grænsen til Indien. Anita er ikke helt glad, der er stadig en rest af svimmelhed fra i går, og med mindre at vi kommer af sted fluks, vil den sidste del af turen foregå i mørke. Ikke nemt! Nå, men nysgerrige og hjælpsomme lokale fremtryller køresygepiller og taxa – 13.000 rupees (680kr), klart overkommeligt, så vi takker ja.
Fem minutter senere ankommer køretøjet, en godt og grundigt udslidt Suzuki Alto, den ene siderude mangler bagved og den foran ved passagersiden kan ikke rulles op. Ingen duelige støddæmpere kan vi se, da chaufføren vender rundt.
Nå, men ind i bilen under lovning af, at ruderne, i hvert fald den ene vil blive fikset på et værksted undervejs. Anita er ikke ret positiv for ideen, heller ikke Teit og Jackey, og derfor må vi sige, at vi gerne vil stoppe kørsel og aftale. Chaufføren virker lettet, heldigvis. Teit siger, at det nok ikke nytter noget at ditche Altoen, da det nok er det eneste at få ud over Jeeps. Men hokus pokus – lokale kræfter og Jackeys forhandlingsevner, en nyere Ford Scorpio er fremtryllet! Elruder, aircon, fed kørekomfort og en super chauffør. Alle er lettede for at sige det mildt. Pris: 15000 rp (100kr mere end Altoen).

Hårnålesving på hårnålesving i godt tre timer uden den mindste kvalme, faktisk ret gode veje – og udsigten er så smuk. Dybe floder, skove så langt øjet rækker og farverige landsbyer. Vi holder et par korte pauser, men ellers køres der. Vi når ned i det flade område nær grænsen, her er der gode asfalterede veje, der er bare en lille times kørsel til lufthavnen. Vi slår et smut ind til dæk-shoppen, dette er det nærmeste sted, chaufføren kan købe dæk til sin Scorpio, så han er godt tilfreds.
Teit finder hotel i gåafstand fra lufthavnen, chaufføren får en tusind-rupee-seddel ekstra med forslag om overnatning inden han kører hjem. Han har en ven i nærheden, som han vil sove hos, det lyder godt. Vi bliver installeret og glæder os til varmt bad og aftensmad. Teit og Jackey smider det lange ben foran og skridter ud til lufthavnen og køber billetter til i morgen, afgang klokken 10.30. Det tager dem alt i alt en halv time godt og vel. Alle er glade. Måske lige bortset fra personalets evne til at fremtrylle aftensmad og varmt badevand, men det er en helt anden historie.