Forsidebillede: Stenhugger butik

Dagens første (og eneste 😅) aftale er klokken 8.30 på Pumpernickel, hvor vi skal spise morgenmad med Michael. Godt at se ham igen – og herligt at han vil mødes med os for at dele ud af de erfaringer, han har fået på sin tur til Chitwan. Vi taler også om Annapurna selvfølgelig – og om at være i Katmandu. Vi taler om det underlige i at opleve en form for hverdagsliv, som på en måde ligner hverdagsliv i Danmark, ikke bare for os, men tilsyneladende også for de lokale. Men hverdagslivet for nepaleserne er så meget anderledes, statistisk set. Hvis man har fast arbejde på hoteller og restauranter, er det almindeligt at have 10-12 timers arbejdsdag, og ugentlige fridage er ikke en selvfølge. Det gælder i øvrigt for de fleste jobs. Hvis man har arbejde i byggeriet, som ofte er farligt arbejde, er man uden indkomst, hvis man kommer til skade. Michael samler på billeder af (set med danske øjne) vanvittige arbejdsforhold på byggepladser (han er tømrer), og der skal man ikke kigge sig langt omkring for at få øje på det.
Mindstelønnen i Kathmandu-dalen er knap 900 kroner om måneden, og mange vi har hørt om, får 1000 kr om måneden.
25 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, deraf 11 procent i ekstrem fattigdom.

(Imorgen (hvor denne dags blog skrives) bliver vi faktisk vidne til en ulykke. Vi går på gaden og hører et hult drøn, kort tid efter bliver der råbt og skreget og to forbrændte nepaleserne med tøjet i laser bliver hjulpet ud i en taxi. Teit ser ingen tegn på afkøling eller vand. Stakkels dem, det er tilsyneladende en gas ulykke.)

Som turist er det umuligt at redde alle. Vi har valgt at give gode drikkepenge og give lidt til folk helt uden indkomst (gamle og handikappede mennesker, der tigger). Og så har vi valgt at sørge for, at guide og bærer på vores ture får en rimelig hyre.
Vi kan forstå, at de ikke nødvendigvis får ret mange rupees, hvis de er hyret gennem et firma, heller ikke selv om det er gennem anerkendte (danske) rejsebureauer. Her er det nemlig ofte nepalesiske firmaer, der hyrer guider og bærere – så de høje beløb, turene koster, går til rejsebureauet og det lokale trekkingfirma – til og overnatning og mad mv selvfølgelig.

Tilbage til Michael; Han tænker bestemt at komme tilbage og håber, at kæresten kan være med næste gang.
Vi skal ses igen i morgen, hvor vi skal spise middag med Jackey. Det er Michaels sidste aften, inden han flyver tilbage til Danmark, så fedt at vi kan ses alle fire. Eller fem rettere sagt. Jackey har en kæreste, der bor og arbejder i Belgien, og den første dag i Annapurna fortalte han, at det nu er lykkedes, at de kan blive gift. Noget vi taler meget om på resten af turen. Vi bliver inviteret med til brylluppet, som er på fredag, hun hedder Sabina og er kommet til landet, så hun skal selvfølgelig også med i morgen aften.

Vi er derfor også en del dage her i Katmandu, da vi gerne vil med til brylluppet før vi skal til Chitwan. Vi har på en måde haft god tid, men vi har mentalt og lidt praktisk skullet forberede Chitwan, men også forberede, hvad der skal ske derefter. Vores 90 dages visum udløber 1. januar, så vi har skullet finde ud af, hvor vi skal tage hen – og helst inden afgang til Chitwan, hvis vi skal købe flybilletter.

Vi sidder så nu i solen på vores hotel – og vi får lagt os fast på at tage til Thailand. Vi køber flybilletter og booker hoteller – det føles godt at få gjort. Vi overvejer, om der kan blive tid til et fjerde, lille trek efter Chitwan, men nej – det bliver for presset.

Der sker ikke meget i øvrigt, ud over alle de ting, det konstant sker i gadebilledet, som man nok aldrig ville se noget sted i Danmark. Der er for eksempel ham, der handler med stenplader og selv banker dem ud. Der er rotten i rendestenen (nåhh nej, det ses nok også i Danmark 🤔), der er fyren på ladcyklen foran hotellet. Det er en skraldecykel, han håndsorterer affaldet i to: Plastik og ikke plastik.

Nåhh ja – vi får tanket vores SIM kort op til de sidste uger, vi er her.