5-8. oktober

Det er nu lørdag morgen, den tredje hele dag på turen. Vi er så fyldt med indtryk, at det allerede er svært at huske, hvad vi har gjort og set. Vi har valgt at give os selv tid til at lande, ikke forcere og gøre os mentalt klar til at skulle på trek. Vi har også villet give os tid til at være turister, og vi kastede os direkte ud i at se Pashupati Nath templet første hele dag i byen (torsdag). Det ligger 4 kilometer fra vores hotel. Vi bestemte os for at gå – det er bare med at holde gang i fysikken – og det lykkedes også fint at finde vej ved hjælp af offline kort (vi havde endnu ikke lokalt sim-kort – mere om dette senere).

Pashupati er ikke kun et tempel, men et stort område med mange hindu helligdomme. Det største og vigtigste i Nepal. Som ikke indfødt turist skal man betale for at få adgang, hvilket giver super god mening. Man får så adgang til området, men ikke til selve templet, som kun er for hinduer. Dejligt at turister ikke har adgang til alt. Vi ser dog de rituelle ligafbrændinger, som sker ved floden. Vi har set det på Tines billeder (vores datter) og fra venner og på TV flere gange, men at stå der selv er bestemt en kæmpe oplevelse. Det er smukt, anderledes, rørende og farverigt.

Fredag besøgte vi Swayambhunath, som er en over 2000 år gammel helligdom, et religiøst kompleks. Det kaldes også for Abetemplet, og det udmærker sig ved at have en meget lang trappe, velegnet som dagens træning. Også her gik vi turen til og fra hotellet – en tur, som tildels blev tilbagelagt i mørke og halvskumle mudrede gader. Eller rettere, de var nok ikke skumle, det føltes bare sådan.

Trekking

Vi har forsøgt at få fat i en fyr, som var med i taxaen fra lufthavnen. Han var med for at gøre reklame for sit trekkingbureau. Det skal selvfølgelig gøre én forbeholden fra en start, og turen endte da også blot med en web-adresse på hans firma. Vi syntes dog, at han lød ret kompetent, der var god karma, han forstod med det samme, hvad vi gerne ville – og ikke vllle (blandt andet træffe hurtige beslutninger).

I dag har vi så fået en aftale med ham, og vi havde på forhånd besluttet os for at spørge mere ind til Langtang Valley af flere grunde:

1. Anitas kollega, Kirsten, har gået en del af den i 2019 og havde en rigtig god tur, trods det at hun stod for at skulle have kunstig hofte = “Når Kirsten kunne dette, så har jeg (Anita) nok en chance for i hvert fald at kunne klare den del af den”.
2. Langtang Valley udmærker sig ved at kunne nås direkte fra Katmandu, dog ved en del timers hårnålesving og enkelte jordskred her og der.
3. Der er stort set ingen super stejle steder, der kan give visse personer med højdeskræk for store udfordringer.
4. Turen kan tilpasses, hvis der indtræder højdesyge eller andet, så vi alligevel i alt får en tur på 12 dage inklusiv to dages transport.

Vi fik et tilbud af Giri, som ejeren af bureauet hedder. Tilbuddet indeholder transport sammen med guide fra og til Kathmandu, alle overnatninger (lidt over middel standard), tre måltider mad dagligt, og ikke mindst har vi egen guide, som indretter turen efter vores behov. Dog skal vi selv gå, ha ha.

Vi har ikke valgt at have bærer med, Teit klarer det meste.

Vi aftalte, at vi ville tænke over tilbuddet, og planen var, at vi ville indhente endnu et tilbud. Men følgende gjorde, at vi efter nogle timer svarede ja tak:

A. Teit har læst bogen “The longest Way Home” – og ud fra de erfaringer, som forfatteren har gjort sig, lød tilbuddet fint.

B. Teit har tjekket priser, og prisen for denne tur lød måske i den svagt høje ende, men bestemt ikke ved siden af, hvad man må forvente.

C. Vi havde virkelig en god fornemmelse af ham. Han talte os ikke efter munden, men var informativ, også vedørende dét, som vi måske ikke ville høre. Han lyttede efter vores behov og kom med gode refleksioner.

D. Vi havde ikke troen på, at vi ville finde et bedre tilbud, som vi følte, vi kunne stole på, hvis vi besøgte andre bureauer.

Om et par uger er vi klogere på, om vi har taget fejl.

Garden of Dreams og The Living Goddess

Vi besøgte derefter “The Garden of Dreams”, igen var det Tines fine fortælleringer om hendes besøg i haven, der fik os af sted. Haven var godt besøgt af lokale familier, teenagere der tog et utal af selfies og ret få turister som os.

Giri fortalte, at vi kunne se The living Godess, Kumari. Således af sted på gåben, men da kom vi for alvor på en trafikal prøve. Vi syntes ellers at have prøvet en del allerede. Det kan ikke beskrives – se billedet – men hold da maule, det var vildt.

Vi havde fået at vide, at vi kunne se Gudinden klokken 17 ved Durbar Square, og som ved Pashupati var der betaling for turister. Vi blev beriget med stort blåt skilt om halsen, der gav adgang til diverse bygninger og turisttoilet! Nå, men vi kom i god tid, satte os til at vente på den store begivenhed, men ingenting skete. Vi spurgte nogle lokale, og de sagde, at Gudinden ikke kunne ses. Klokken fem droppede vi at vente mere og ville som det sidste gå ind i det hus, hun bor i. Vi blev da noget overraskede, for derinde var der en lille gård, hvor andre med blå skilte ventede på at se Gudinden. Vi nåede det lige, godt formanet om at der IKKE måtte tages billeder eller video. Stående i Namaste- position så vi hende så i cirka 10 sekunder. Stakkels pige kan vi ikke lade være med at tænke. Men hvert land sine skikke.

Vejret

Vi har holdt øje med vejrudsigten for Katmandu uger før afrejse og har været lidt spændte, for der har været daglig regn i store mængder. Og vejrudsigten på ankomstdagen var da bestemt også våd. Det silede ned. Men siden har der ikke været regn trods tunge skyer fra morgenstunden, men op ad dagen har det klaret op, og der har været blå himmel og udsigt til bakkerne uden for byen.

Vi har læst den lokale hjemmeside “Katmandu Post” de sidste par måneder, og menneskeskabte klimaforandringer har ramt Nepal hårdt. En af konsekvenserne er, at monsunen mærkbart har forandret sig på meget kort tid. Den plejede at stoppe ret præcist 2. oktober, men de senere år sker det først cirka 14. oktober. Vi kan da også læse i Facebook-grupper for trekking i Nepal, at det er et issue, og at trekking nu anses som bedst fra sidst i oktober.

Vi nyder dog det skønne vejr. Det er varmt som den bedste danske sommerdag, og vi kan sidde på hotellets tagterrasse og spise morgenmad iført let sommertøj.