5.30 er pænt tidligt efter en sen aften, men op med os, bussen venter ikke. Eller det er nu ikke helt rigtigt, hvis man ikke er der et kvarter før, ringer chaufføren til den, der har købt billetten. På busholdepladsen render chauffør og hjælper rundt og kalder til afkørsel.
Vi kommer ikke så tidligt fra hotellet som planlagt, det tager tid at betale, ejeren bliver ringet op og bedt om at komme, for nattevagten må ikke tage imod penge. Husker til os selv næste gang: Betal i bedre tid. Det lange ben må foran, for kaffen før turen er vigtig. Lige da vi runder hjørnet til busholdepladsen er der den fineste lille cafe med bord til fire udenfor, og ejeren har selv bagt og kaffen er fortrinlig. Vi har igen lavet et personligt brev til Jackey med tak for alt og en kuvert med hans løn. Godt at vi ved, at vi skal ses igen.

Således klar til mange timer i bussen, som viser sig at være rigtig god. Sæderne virker, vinduer sidder lavt, så man kan kigge ud, der er ikke pladser ved siden af chaufføren, der kan spærre for udsynet, og der er meget rent og fint. Turen koster 1500 rp (77 kroner) for hver, det er en luksusbus, og turen kan helt sikkert fås billigere, hvis man vælger den almindelige lokalbus, for os er den ekstra slat givet godt ud.

Bussen kører til tiden, og chaufføren med meget lange, velplejede negle på venstre hånd kører godt til. Vi husker vejen som rimelig, men altså, hold da maule, hvor er der meget vejarbejde. Der er måske 10 km i alt ud af de godt og vel 140 km, der ikke er grus, vejarbejde, hullet eller andet, der påvirker kørsel og trafik.

Da vi har kørt et par timer, finder chaufførens medhjælper fjernbetjeningen til storskærmen, vi har allerede fundet ørepropper frem, men heldigvis vises kun dyrefilm og drageflyvning uden lyd 🍀😅

Der holdes de sædvanlige korte tissepauser samt en lille halv times frokostpause halvvejs. Anita sover det meste af vejen, Teit sover slet ikke. Han har fuldt udsyn til et hav af mere eller mindre hasarderede overhalinger, som alle går godt. På rekordtid når vi Katmandu, 8 timer helt præcist.

Jackey hopper ud ved et stoppested før endestationen og vi siger hastigt på gensyn. Der opstår et mindre drama, da vi forsøger at komme ud af bussen. En større gruppe af taxachauffører vil kapre os, og Anita følger med én, men en anden mener at være først i køen til os som kunder. Tumult opstår, så Anita vil gå, men så ordner det hele sig, og vi bliver kørt til vores hotel i en helt aldeles udslidt Alto.

I receptionen bliver vi straks genkendt, og vi spørger om vi kan få et værelse. Vi har med vilje ikke booket denne gang, da de tjener lidt mere, end hvis vi booker gennem Booking.com. Inden vi tog af sted sagde de, at vi bare kunne dukke op, da der på denne tid er et begrænset antal turister. Men mod forventning er der ingen ledige værelser. Vi kigger lidt på hinanden og siger “okay så, ud at finde et andet hotel”. Dette udløser et skraldgrin bag skranken, han tager pis på os, og vi får vores “gamle” værelse. Meget dejligt.

Vi sidder i haven og får kaffe, vi laver blogs og et par timer går let. Vi går op til Thamel (byens turistcentrum), vi ved, hvor vi vil spise. Men hold da maule, hvor er der sindssyg trafik. Tihar og ferie er slut, det er igen hverdag og åbenbart rushhour, det er næsten skræmmende. Trafikken er lige så tæt som da vi kom for to måneder siden.

Vi kommer frem uden åbne benbrud eller andre skrammer. Thamel er noget mere affolket, og vi finder restauranten og sætter os på første sal. Og hvem kommer så lige gående forbi? Anna! Hun og Dan sidder nedenfor på anden restaurant, hun var bare deroppe for at låne toilettet. Vi hyggede en times tid og fik udvekslet gode råd, blandt andet er vi inspireret af deres tur til Indien, så måske tager vi til Inden efter Chitwan. Vi må se.
Vi er alle lidt trætte, Annas og Dans bustur varede 10 timer, så de ankom sent i eftermiddags. Vi følges lidt af vejen og tager endelig afsked, men tænker at vi ses i Bruxelles på et tidspunkt.