Forsidebillede: Frokost i Nagarkot

I aftes spiste vi for anden gang på Mitho Cafe Restro, og bagefter gik vi ind på rejsebureauet ved siden af og købte en busbillet til Chitwan. Vi har besluttet at tage afsted d. 17. dec., vi skal først en lille tur til Nagarkot og vi har også nogle andre gøremål i Katmandu, herom senere.

Ekspedienten på den anden side af det store bord ville gerne sælge selve Chitwanturen,  heldigvis var han hurtigt med på, at vi faktisk kun ville købe busbillet, og servicen var i top. Han præciserede, hvornår vi skulle være ved bussen, hvilket nummer bussen har, hvad der står uden på bussen – og vi fik de to forreste sæder. Afgang klokken 7 søndag den 17. December, ankomst klokken 14-ish…

Vi skal så ikke klage. Vi har skrevet lidt med Jackey siden vi kom tilbage fra ABC og Pokhara. Han har været en tur hjemme i sin landsby: Først næsten helt til Pokhara i bus, så en del andre busser for til sidst at slutte af med 6 timer bag på motorcykel. Holy-moly. Mindst 12 timer tænker vi, det må vi spørge ham om.

Klokken 10 kan vi hente vasketøjet, så der er god tid til morgenmad inden da. Planen er at pakke sammen endnu en gang, for derefter at tage til Nargakot. Flere har spurgt, hvordan vejret er. Det er blevet vinter, så vi er nu nede på tyve grader om dagen og ret køligt morgen og aften – og nat. Vi sidder for eksempel lige nu med morgenmaden lige inden for den åbne dør, og vi har dunjakker på. Vejrudsigten siger, at det er 13 grader, men solstrålerne har lige ramt os og luner godt.

Vi havde oprindeligt besluttet at tage til Nargakot som noget af det første i Nepal. Vi har hørt om stedet fra Nanna, en af Anitas venner, det er tæt på Katmandu, men med udsigt og mulighed for dagsture og lidt smag af trekking. Så bedre sent end aldrig.

Lige før middag har vi fået pakket sammen. Vi afleverer vores to tasker til opbevaring i receptionen og betaler regningen. Teit har for anden gang stoppet hotelnøglen i baglommen og glemt alt om den. Denne gang kommer vores ven i receptionen dog styrtende efter os ude på gaden…

Vi prøver for første gang selv taxi-appen  InDrive, som Jackey har anbefalet os. Man indtaster start og destination og får straks en liste med flere tilbud på kørsel med pris og køretøjstype. Vi vælger et tilbud i appen på ca. 1600 rupees. Vi finder ud af, at chaufføren typisk ringer tilbage bagefter for at bekræfte og forhandle prisen. Måske fordi han kan se at vi har et udenlandsk navn. Den første chaffør ringer tilbage og siger 3000 rupees, “prisen er en anden når vi ikke er Nepalesere” siger han. Teit siger nej tak, vi er ikke helt sikre på tilbuddet, selvom det er almindeligt og sikkert også rimeligt at vi betaler lidt mere.

Vi spørger en taxi oppe på gaden, han siger 6000, men slår straks af, da vi ikke er interesseret.  Teit prøver igen appen, denne gang ringer chaufføren tilbage og siger 2000 rupees. Den tager vi, endnu bedre er det, at det er en Hyundai Eon, luksus i forhold til de mange Altoer. Turen går fint og roligt, det tager halvanden times tid. Vi tanker undervejs og bliver bekræftet i, at folks likviditet her ikke er super god, blot 5,87 liter bliver der tanket.

Vel fremme betaler vi 3000 for turen.

Hotelværelset er fint og vi tager en tur op og ned af hovedgaden, får en sen frokost og forhører os om det “berømte” udsigtspunkt, da vi ikke lige kan finde det på kortet. Det er bare lige ud ad vejen, får vi at vide 🙂

Om aftenen fornemmer vi, at sæsonen er ovre, vi er nok de eneste fremmede her. Mystisk nok er der mange små forsamlinger og bål rundt omkring. Alle de mange hoteller er gabende tomme.