Forsidebillede: Stegte trætomater til pickles i Coffeeshoppen på vej til udsigtstårnet.

Vejret har indtil videre været til den kedelige side her i Nagarkot. Vi vågner og taler om bare at tage en taxa eller bussen til Baktapur eller Katmandu. Det er lige indtil vi kigger ud ad vinduet. Himlen er skyfri og blå, og nede i dalen er det let diset. Udsigten er rosa.

Overraskende viser det sig, at der kan fremtrylles toast og kaffe på hotellet, kokken må dog lige en smuttur i byen først. Mens vi spiser, taler vi om at blive til i morgen, vi spørger om vi kan beholde værelset en nat mere, men fuldstændigt overraskende kan det ikke lade sig gøre. Alt er fuldt booket. Det går op for os, at det er fredag i dag, fredag og lørdag er weekend for nepalesere. Det er populært at tage her til inde fra byen på weekendtur – så nej, desværre. Hotelfyren siger, at vi kan blive, hvis der kommer et afbud, så nu tager vi på gåtur op til et udsigtstårn. Vi skal være tilbage senest 11.30 i fald, vi skal tømme værelset. Der er små 4km og 250 højdemeter derop.

Bortset fra den støvede vej ud ad byen er der fin og ny asfalt, der er meget lidt trafik, og der er skov det meste af vejen. Meget skønt, vi kan trave derudaf, der dufter af fyrretræer og citrus, eneste selskab er vilde hunde, der ser noget mølædte ud. Der er en del hun-hunde, der tydeligvis har hvalpe et eller andet sted. Blandt andet ser vi nogen smutte ind under vejen i en form for kloakrør.

Flere kvinder er her og der i gang med at skære grene og kviste med segl inde i buskadset. Det ser ud til at være hårdt arbejde, og så vidt vi kan se er der torne på mange af planterne. Vi gætter på, at det er til geder og kvæg til vinter.

Vejen ender blindt, der er et par små boder med chips, slik og vand, dog ingen kunder så tidligt ser det ud til.

Så er der kun en trappe op til plateauet med udsigtstårnet, lavet af metal og næsten rustet igennem i nogle af trinnene bemærker Teit fluks. Udsigten i jordhøjde fejler imidlertid ingenting – vi kan se fine hvide bjerge, særligt Langtang ses tydeligt. En 19-årig lokal fyr fortæller, at Everest ikke kan ses i dag, i østlig retning er der for diset. Anita har glæde af sin kikkert mens Teit lidt bævrende er klatret op i tårnet. En gruppe nytilkomne kvinder låner kikkerten, og de er meget opsat på at tage billeder, hvor Anita figurerer sammen med dem alle. Deres mænd kommer til, det viser sig, at de kommer fra Bangladesh – og fra hovedstaden Dhaka. De er fløjet hertil, de er på ferie og har en uge i Nepal. Vi taler om situationen i Bangladesh, og de fortæller at landet er ret sikkert at opholde sig i, også Dhaka – også hvis man kommer fra vesten. De er tydeligvis stolte og beærede over at tale med os, blandt andet sker afskeden højtideligt med at give hånd. Det er i øvrigt gensidigt, selv om mødet er kort, er det rørende.

På vej tilbage ser vi store rovfugle lige over os. Det tætteste på, vi endnu har oplevet. Vi mangler en fuglekender – gad vide om det er glenter?

På vejen op øjnede Anita et skilt med Coffee Shop halvvejs, så øjnene er på stilke på vej ned, da stedet ikke er nemt at se fra vejen. Heldigvis finder vi det, wauww et dejligt sted. Vi bliver varmet af solen mens vi får den bedste pandekage – og udsynet op til Himalaya er så fint, også selv om disen spærrer for Everest.

Nu skal vi have det meget lange ben foran, klokken er blevet mange, vi skal være tilbage ved hotellet senest klokken 11.30. Vi når det lige – og heldigvis er der kommet et afbud, vi kan blive her til i morgen.

For første gang sidder vi på hotellets veranda, det har været for koldt de andre dage, men solen skinner og skolebørnene har idrætstime nedenfor, de går til makronerne i en form for rugby. Banen har de tegnet op i gruset, der er så vidt vi kan se aldeles lige vinkler.

For tredje gang går vi til samme frokoststed, vi kigger ind et par andre steder, men der er ikke gang i madlavningen. Vi spørger hvorfor hanen er i snor: Ejeren er bange for at den skal løbe ud på vejen og blive kørt over, det går ikke, det er en meget dyr hane, 7000 rupees. Bestemt en formue, det svarer til 350 kroner!

Mens vi venter på maden kigger vi på tre mænd, der er ved at fikse noget el på den anden side af gaden.

Der er en kaffebar i byen. Kaffen er super, indtil videre har vi ikke set andre gæster. Der er montre til kager, den er ret tom, måske der kommer mere i morgen.

Hen på eftermiddagen går vi endnu en slentretur ned ad gaden og ud på en lille flad bakketop, hvorfra der er en god udsigt. En lidt ældre (end os) mand vil gerne snakke. Han er god til engelsk og tydeligvis vidende. Han er lærer, har vist været en form for chef for flere skoler og gik på pension som 60-årig. Derefter blev han folkevalgt i en af Baktapurs 10 distrikter, og hans seneste “job” er, at han næsten har færdigrenoveret en bungalow, som skal bruges til udlejning. Og stolt fortæller han om sine voksne børn – og at hans svigersøn ejer hotellet “The End of the Universe”, som ligger lidt længere oppe ad vejen, vi så det igår.

Aftenrøden farver bjergtoppene lyserøde, vi køber frugt og junk, som vi tager med tilbage på hotelværelset. Så vidt vi kan se er her mange ledige værelser, men måske gæsterne ankommer sent 🤔