Forsidebillede: Papaya på svalegangen

Vi vågner op til endnu en dejlig morgen. Solen skinner, og igen siger vejrudsigten 25-28 grader. Vi nyder morgenmaden på svalegangen og synet af andre fuglearter, end dem vi kender. I dag ser vi lille gærdesmuttelignende fugl med grøn ryg på træet lige under os. Der er mange kohejrer, og i går så vi en lille tyrkis fugl. Der er cirka 900 arter i Nepal, hvis man medregner trækfugle, et paradis for fugleinteresserede.

Så er der tumult. Gokarna råber, at næsehornet har været her i nat. Vi kigger med – på sydsiden af huset har dyret spist eller trampet alle græskarplanterne i stykker. Vi hørte usædvanlig meget og højt hundegalpen i nat, nu ved vi hvorfor. Familien er ærgerlig, al spiseligt tæller. Sidst, der var næsehorn på besøg, røg alle korianderne. Senere i dag hører vi fra andre naboer på stien, at det også har taget for sig af retterne hos dem.

Nå, det lader til at livet må gå videre. Alle har deres gøremål, Gokarna skal deltage i noget frivilligt arbejde, og sønnike er i gang med at vaske familiens tøj. Vi laver blogs, vi er bagud. Nogen har spurgt, om vi stadig har energien til det: Det har vi – og vi synes, at det er meningsfuldt og gør det for vores egen skyld. Til gengæld har vi talt om, hvorvidt andre synes, at det er ensformig/kedelig/.., læsning 🤔?

Så kære læsere, kom gerne med feed-back, forslag og ønsker. Og husk at du kan tilmelde dig til nyhedsbrevet i bunden af siden Om det er ikke farligt og du kan altid afmelde dig igen. Vi må se, om det giver mening at skrive blog, når vi kommer til Thailand, da vi mest holder badeferie.

Vi spørger Gokarna, om vi må købe en papaya til vores frokost. Det må vi ikke! Men vi må få en. Fluks er han hoppet op på en stol og har plukket fire, før vi får set os om. De er bedst, hvis de får lov at ligge og modne et par dage, siger han – men det får de ikke. Eller rettere, den ene pelser vi med det samme, så må vi se med de andre.

Vi går en tur ned i Sauraha og får lidt at spise og god kaffe. Igen er der mange nepalesere og stort set ingen vesterlændinge.

Fire unge mænd opsøger os, de vil SÅ gerne tale med os. De er 16-17 år og kommer fra den sydøstlige del og er på 7 dages tur. De er simpelthen ikke til at stå for, de er bare så positive og venlige – og taknemmelige alene over, at vi vil tale med dem. De spytter det ene danske, aktuelle fodboldnavn ud efter det andet, og jo – det ved godt, hvor Danmark er! De er også benovede, da vi spørger “Biratnagar”?, da de siger, at de kommer fra “far east”.

Og de er ved at falde bagover, da de hører, hvor længe vi har været i landet. De vil meget gerne tage billeder af os og kalder os et “cute couple”.

Vi føler os også meget “couple”- agtige. Denne tur har gjort os godt ❤️

På vejen tilbage ser vi fuglereder. Vi har gået her flere gange før, og hver gang får vi øje på noget nyt, nu disse reder. De er lavet af Baya-væverfugle, som er almindelige på disse egne. Deres reder er to-værelses og flot lavet, synes vi. Vi så dem også ude junglen, men her ses de tæt på og helt tydeligt.

Vi sidder lidt med Gokarna og ser tilbage på turen. Vi er alle meget tilfredse. Vi har set fire af de fem “store”: Næsehorn, bjørn og tiger på selve turen og elefanten på vej ud til tårnet. Derudover vildsvin og et hav af fugle. Vi har set spor af den femte “store”, bisonen, men ikke selve dyret, det har vi til gode.

Faktisk så vi også flodhest nede fra Saurahas promenade – og jo også den vilde elefant. Så ofte behøver man ikke at tage ud i junglen. Vi har som skrevet også set krokodiller derfra.

Det er sidste aften hos familien. Sønnen vil meget gerne lave kartofler, han ser det vist også som en god mulighed for at få dem igen, ingen tvivl om at det er en livret.

Også i dag laves de over ildstedet.

Vi spiser på gulvet i køkkenet, og der er en dejlig stemning. Bagefter kommer kortene frem, og vi spiller whist. Gokarna og Teit er makkere, det er Himali og Anita også. Mutti holder klart med pigerne, det er så sjovt. Især da de vinder 😅

Vi betaler for opholdet. Fra starten er det aftalt, at en overnatning koster 1000 rupees (50 kroner). Vi har også haft spurgt til, hvad vi skal betale for at spise med, og her har svaret været, at vi kan betale, hvad vi synes. Det gør vi så, pengene går videre til Mutti og alle er tilfredse.