Forsidebillede: Gruppe i lokal dragt på vej til juleopvisning for turisterne, såvidt vi forstår.

Det er juleaftensdag. Familien har de foregående dage spurgt interesseret ind til, hvordan vi holder jul og vil gerne høre, om der er noget, de kan gøre. De har også hørt, at vi bager, så en julekage vil ikke være af vejen. Anita tænker noget over dette og kommer frem til at havregrynskugler kan være en mulighed (her er ikke ovn).

Vi har flere gange hørt, at man kan købe alt på ‘markedet’. Så vi kører med tuk-tuk for at købe ind til julen. Vi har spurgt Himali om hun vil med, og om hun kan finde vej, da vi ikke helt kan greje, hvor det er. Vi kører 5-6 kilometer, og inde i den nærmeste lidt større by gemmer der sig et supermarked, næsten som vi kender det fra hjemmefra. Det er nok ikke det omtalte ‘marked’, men vi finder alle ingredienserne og lidt til. Det er hyggeligt at være sammen med Himali om dette, hun er meget interesseret, og hendes generthed forsvinder på turen.

Hjemme igen går Anita og Himali med det samme i gang med fremstillingen. Vi står under halvtaget i solen og håber på, at den kan smelte den mørke chokolade og kokusolien til en ensartet masse. Det eneste, vi ikke kunne finde, var cacao-pulver, så vi forlader os på chokoladen alene. Der må dog vandbad til, og vi er klar til at supplere med flormelis og havregryn. Flormelissen (iced sugar) er mere sukker-agtig end i Danmark og kræver noget arbejde at få opløst. Himali arbejder grundigt, hun spørger interesseret, vi smager undervejs og taler om, hvordan man kan gøre det, så eget spyt ikke kommer med ned i massen. Vi laver prøver, der kommer en tur i køleskabet for at se, om fastheden bliver tilfredsstillende. Så er vi klar til at forme kuglerne. Anita har flere gange i processen sagt, at hun nu vil vaske fingre, Himali gør det samme og er helt med på hvorfor.

Vi bruger vores egne madbøtter med låg til at putte dem ned i, så de ikke tager smag af andet, der kan være i køleskabet. Himali griner, da vi taler om, hvordan lugten af løg kan smitte til alt andet.

Med de nu færdige havregrynskugler i køleskab er vi klar til at gå en tur ned i byen og få lidt frokost. Der er mange nepalesiske turister på strandpromenaden ved floden, hvor der i dag er god udsigt til gavialer. Senere ser vi folkene fra Elefant Breeding Center ovre på den anden flodbred, ridende på dyrene, og ved siden af traver tre små unger, den ene er meget ny. Pludselig er der tumult. Den for tiden hærgende vilde han-elefant er kommet til og vil gerne i kontakt med hunnerne. Alle mand omkring får den skræmt væk, og to små traktorer bliver startet og kørt hen i nærheden af flokken for at beskytte den, ser det ud til. Tjenerne her på caféen følger meget opmærksomt med. De har tydeligvis stor respekt for denne han, som de lokale kalder Ronaldo, fordi den kan løbe meget hurtigt. Han viser os et billede fra sidste uge, hvor den var kommet helt op på strandpromenaden i aftenmørket. Alle havde råbt og kastet sten, og til sidst var den smuttet af sted.

Vi går tilbage, og på vej ser vi flere grupper af udklædte kvinder. Hjemme igen sidder hele familien under halvtaget sammen med en af mændene fra honningprojektet i går. Vi bliver enige om, at det er en oplagt stund til at smage på havregrynskuglerne, som er en succes. Kort tid efter kommer endnu en mand til, han har hørt, at der kunne være mulighed for at smage på sagerne, så han kommer i rette tid. Vi spiser chips og drikker øl og sodavand og taler om jul og traditioner. Blandt andet er de udklædte kvinder, vi mødte, på vej til byen for at underholde turisterne i anledning af julen.

Aftensmaden er i dagens anledning kartofler. Sønnen, Himalaya, er meget glad, det er hans livret, og det er ikke noget, de får så tit. Kartoflerne har vi købt med fra supermarkedet, og Anita og Himali går i gang med at skrælle og skære. Inden vi har set os om, har Himalaya gang i det lille ildsted og den rund-bundede gryde med olie. Med stor omhu friture-steges de, lidt ad gangen, de bliver SÅ gode!!! Han har også været hurtigt af sted på scooteren og har købt kylling, som efter at den overskydende olie er taget op til senere brug, bliver stegt efter kartoflerne. De bliver ligeledes intet mindre end perfekte. Det er julemad, de gør det for vores skyld tydeligvis. Rørende. “To day we can have it” siger Gokarna mest henvendt til sine to børn, “Tomorrow again dal bath”.

Det er blevet køligt, så vi spiser inde i køkkenet som de andre dage. Vi sidder på gulvet, men inden vi går i gang, så skal vi have en gave. Det har Himali bestemt, fortæller Gokarna, så de har været ude at købe en T-shirt til os hver med næsehorn på. Det er simpelthen så rørende.

Vi spiser og spiser, der er tilberedt 3 kilo kartofler, kylling, de lokale kæmperadisser (25 cm lange, helt hvide) og gulerødder. Desuden har de selv lavet ketchup, tre tomater er kommet hele ind i gløderne, indmaden er derefter moset sammen med olie, salt, peber og lidt chili. Kan godt anbefales. Da vi så har spist, skal vi have dal bath. Sådan er det alle steder, vi har spist. Uanset hvad der tilberedes, serveres der dal bath bagefter.

Vi har også forberedt julegaver til familien. Mutti får en stor pose mandler, børnene får penge til biograf eller andet, de har lyst til (de kan godt lide at gå i bio med vennerne har de fortalt, når vi har spurgt). Gokarna får dels to små poser instant kaffe, som måske kan bruges til den jetboiler, han har bestilt gennem venner fra Holland. Han har været guide for dem flere gange, de kommer til februar. Dels får han Anitas vandrehåndklæde. Det gør han, fordi han har sagt, at han ALDRIG køber nyt tøj af princip, han vil helst have brugte sager, så dette siger vi, da vi giver ham det. Men også fordi han har haft meget lange øjne til det på turen. Han kender kun til almindelige bomuldshåndklæder, og de er for tunge og fylder for meget at have med.

Alt i alt er det en meget dejlig aften.

Og den er ikke slut, vi skal på facetime med børnene, der sidder klar. Det er mindst lige så rørende, de er samlet og kan tilsyneladende fint klare mad og gaver uden os 😉. Det er dejligt at se.