Forsidebillede: Honningnydelse

Vi har sovet godt og vågner i tårnet ved vækkeuret. Vi skal ekstra tidligt af sted her fra, da Gokarna skal tilbage for at høste honning idag.

Det er som altid tåget, vi kan ikke en gang se floden. Vi spiser ikke morgenmad, men sidder lidt og får en appelsin og nyder udsigten, der bliver lidt længere, inden vi skal gå klokken 7. Teit når også at lave en lille tår kaffe til Gokarna og en af de andre guider. Guiden var meget interesseret i Jetboil’eren og fik en demonstration i går aftes. At blusset kan tændes, bare ved at trykke på en knap, var overraskende for ham.

Gokarna fortæller, at han synes, at vi har haft nogle rigtigt gode dage sammen, fordi vi har været tålmodige. Han oplever sjældent at have god tid med sine gæster, langt de fleste kommer for en halv dag, andre for en hel dag – men aldrig fem dage som os. Det er faktisk 4 år siden, han sidst var i dette tårn med gæster, for Gumar er det et år siden. Derfor er det også noget særligt for dem. Det undrer os, at der ikke er flere, der gør brug af muligheden. Vi ved ikke, hvad vi har betalt for at komme ud i tårnet og overnatte, men vi ved, hvad vi har betalt for hele turen med guider, indgang 5 dage til Nationalparken, jeepkørsel, overnatninger og mad, og du fra dette kan vi ikke forestille os, at prisen for overnatning er overvældende.

Vi går en anden tur tilbage. Den er kortere, og vi går langsommere – vi har åbenbart gået en “omvej” i går for at se mere jungle. Den unge turfører taler i telefon og kan fortælle, at den vilde han-elefant er lige omkring det tårn, vi kom forbi i går, og dem, der overnatter der, må derfor vente med at gå derfra.

Morgenmaden får vi hos Gokarna, som tonser rundt, der er meget, der skal være klart før afgang. Vi skal af sted kokken 10, han kører af sted før og siger, at der kommer en jeep for at hente os.

Jeepen er en tuk-tuk med lastvogns-lad med jerngitter, honningslyngen er allerede på ladet og Gokarnas søn og datter hjælper med at læsse alt det andet, der står klart. Vi hjælper også til, selvfølgelig.

Vi skal også være på ladet. Der er kun en lav afskærmning bagud, så vi står og holder godt fast i rækværket til siden og håber på det bedste, da vi hopper og danser hen ad den lille sti, ud på vejen og blander os med den øvrige trafik. Vi stopper op, vi skal også have to kvinder med, så nu er der absolut heller ikke mere plads. Vi kører 10-12 kilometer, Anita mener, at det ikke nødvendigvis behøver at gentage sig, mens Teit griner og holder fast om livet på hende med den ene arm og i rækværket med den anden.

Der er ankommet en del medhjælpere og tilskuere. Vi har ikke styr på, hvem der er hvem. Een er igang med at sætte ild i røgpusterne. Der bliver også uddelt net til hovedet, der er måske seks, der har net på. Der er ingen, der bruger handsker. Honningslyngen står under et stort net i skyggen af nogle træer.

Vi har selv meget lidt viden om honning produktion. Teit undrer sig dog over, at der kan åbnes flere bistader på en gang, uden at bierne måske bliver forstyrret for meget.

Mens alle er travlt optaget, ankommer en vestligt udseende mand og begynder at forklare og gestikulere overfor Gokarna. Vi snakker senere med ham. Han er schweizer og indehaver af en lokal biskole, og både Gokarna og Anita kommer på hans skole. Han er meget entusiastisk og beklager sig over at det er svært at få folk her til at forstå, hvordan biavl skal gribes an. Vi fornemmer at en del af problemet er hans kommunikation. Vi spørger f.eks. flere gange ind til, hvad han mener med et og to kamre til bierne, uden at vi forstår det.

Vi sidder lidt i skyggen og kigger på hele. De lokale får små bikager og specielt børnene ser ud til at nyde det.

Vi er ved at være sultne og trænger til at hvile vores hoveder, dels oven på mødet med den schweiziske mand, dels oven på dagen i dag (der jo startede i junglen i et vagttårn) og dels efter fem meget intense dage. Så vi takker af, går op til den større vej og finder en tuk-tuk tilbage til Sauraha. Vi sætter os på en cafe ved floden, hvor vi kan sidde i skygge på roof-top og få lidt at spise og bagefter kaffe med pandekage til deling. Det er max nydelse.

Da vi kommer tilbage til huset, er familien også lige kommet. Alle er trætte. Vi spørger, hvordan dagen har været, og alle er glade og synes, at det har været en fin dag. Gokarna havde dog troet og håbet på en langt større høst, da han gerne ville have “vundet”. Med det mener han, at han gerne ville have fået større udbytte end andre med samme antal stader. “Aha”, siger Anita, “Så der er konkurrence inde i billedet?”. Det er der bestemt, siger Gokarna og vi griner forstående sammen.