Forsidebillede: Madpakker til turen til vagttårnet.
Vi har en halv fridag, inden der igen er program. Ikke dårligt, vi trænger til at lave ingenting og blogs selvfølgelig. Gokarna derimod er tydeligt stresset, i morgen skal han høste sin honning, i den forbindelse er der et utal af gøremål.
Vi køber lidt ind til næste og sidste del af jungleturen, pakker sammen igen og er klar til roti’es klokken 14 som aftalt. Gokarnas kone, Anita, steger dem over det lille ildsted under halvtaget. Dejen er lavet af ris, de selv kværner til mel samt sukker og vand. Den flydende dej hældes i en tragt og derefter i cirkel på pande, der har en toppet midte. Vi har smagt dem før her og der, men har ikke været vilde med dem, de har været noget tørre, men disse smager dejligt, sprøde udenpå og bløde indeni.
Nu er det så slut med lediggang for i dag, jungleturens sidste mål skal nås. Vi skal overnatte i et vagttårn i nationalparkens bufferzone, og hvordan forholdene er, står temmeligt utydeligt for os. Vi starter et lille stykke uden for byen, hvor vi går over en lang hængebro fuld af nepalesiske skolebørn og andre lokale, der skal hen og se “Elefant Breeding Center”, blandt andet er der flere elefantunger. Og så bliver Teit kapret, der er en gruppe lokale unge, der er meget optaget af at han skal tages billeder af.
Gumar er stødt til, det er ikke meningen, at han skal med, men der er plads, og han vil meget gerne. Vi skal vente på alle de andre, der også skal med, vi er spændte på, om det er et større cirkus. Det er nu på ingen måde tilfældet: Eneste anden, der skal med, er en yngre walisisk kvinde, Vanessa, med sin guide.
Vi er klar til at gå ind i bufferzonen, og vi går stærkt. Igen er vores rygsække toppakket, vi skal ikke mangle noget, og vi skal ikke fryse. Og vi har lovet at tage kage med. De andre har diminutive sække 🤔😬.
Det går stærkt, fordi der inde i Elefantcentret på venstre hånd er kommet en vild han-elefant på uønsket besøg i håb om at finde en hun. Der bliver råbt og skreget for at skræmme den væk, hvilket gør, at vores guider og turføreren (som har ansvaret og som er ansat af den lokale bufferzoneforening) speeder op og får øjne i nakken. Vi går gennem kapok-skov i en lille times tid, hvor vi passerer et vagttårn – men nej – ikke vores, det ville ellers ikke gøre noget. Kort efter dukker vores tårn op, det ligger ud til floden, der hvor vi så mange krokodiller, da vi sejlede i kano for flere dage siden. Der er stadig rigtigt mange af begge slags, kan vi se.
Vi kommer op i tårnet, vi skal sove på øverste etage, hvor der er to værelser, et til Vanessa og et til os. Det er rigtige senge og dyner, der er rent og tilmed et håndklæde nydeligt placeret på sengen. Ikke dårligt!
Vi går ned til flodbredden og nyder den smukkeste solnedgang. Et par næsehorn kommer op at slås på den anden side af floden, de er højlydte og fortsætter skærmydslerne ud i floden og op ad skrænten på den anden side.
Oppe i tårnet igen får vi medbragt aftensmad på nederste etage, hvor udsigten ikke fejler noget. Påfugle flyver op i træerne, og vi nyder alle lydene fra cikader og fugle.
Vi får at vide at der er syv tårne ialt. Vi ser tre på turen. Det ene er uden rum på de øverste etager. Kun nepalesere overnatter der angiveligt. Vi er nysgerrige på det, fordi vi har set en dansk produceret serie på Viaplay, The Journey , hvor danske kendisser tager samme tur og overnatter i et tårn. Serien kan iøvrigt anbefales.
Det er nu mørkt, en af guiderne lyser ud i vandet, der er mange lysende krokodille-øjne.
Vi kryber tidligt i seng, det er totalt luksus! Næsten ikke til at fatte, faktisk.
