Forsidebillede: Cykeltur forbi et tempel med en stor port og en Stor hvid buddha.

Nytårsaftensdag

Det er tredje gang, at vi skal tilbringe nytårsaften og nytårsnat i et fly, så vi kan vel næsten påstå, at vi er vant til det. Men inden vi når så langt, er der meget at gøre.

Først og fremmest skal vi sende det, vi pakkede sammen i går. Vi har 16 kilo fordelt på en stor rød duffelbag og Anitas lille rygsæk. Der foregår alt muligt på pakkekontoret, og det er ikke helt til at gennemskue, om de ansatte har bemærket, at vi er til stede. Efter ti minutters tid inviteres vi imidlertid til at sætte os i sofaen, og manden bag disken vinker lidt undskyldende til telefonen, som han er travlt optaget af. Da det bliver vores tur, spørger han grinende, hvilken pris han gav os pr. kilo, da vi var forbi for et par dage siden. Okay – fair nok, han kan huske, at vi har været der 😅. Vi siger, hvad vi kan huske, og sådan bliver det.

Han peger os ud ad døren til de to ansatte, der lægger ting i kasser, og da er det da godt, at vi kigger med, for før end vi kan nå at blinke, har de gang i at tømme den store røde taske over i en papkasse. Vi får forklaret, at tingene skal blive i tasken – og i rygsækken. I et snuptag lægges den røde taske op i en papkasse, hvor der tydeligvis ikke er plads til rygsækken. Vi vil gerne have det hele i én pakke, og så findes ny og meget passende kasse frem. Vi ser, at kassen tapes godt til, dernæst til betalingen. Her kommer vi på overarbejde, for nu skal vi godtgøre, hvor mange og hvilke enkeltstykker, der er i kassen. Hmmm, tjo – vel et sted mellem 80 og 200…. Og vi skal oplyse, hvad enkeltdelene består af. Den rare mand bag disken foreslår, at vi åbner kassen igen og pakker alt ud, men da han ser vores trætte ansigter, forsøger vi at genskabe, hvad vi lige kan huske. Han bliver heldigvis hurtigt træt i masken, og så afsluttes listen. Pris for 16 kilo: Ca 1000 kroner.

Vi har forsøgt at finde ud af hvordan en pakke med private ejendele fortoldes, men uden held. Teit har skrevet til told og skat, den eneste afdeling han kunne finde med kontakt i julen, og de hjælper ikke private. Vi ved at det kan være meget besværligt, vi hjalp vores datter Mette, da hun flyttede tilbage til Danmark fra Australien og sendte nogle kasser hjem 😶

Lettede går vi tilbage til hotellet, hvor vi har fået lov til at vente med tjek ud til klokken 13. Vi smutter ud til en sidste frokost hos Rosemary´s, og da vi kommer tilbage, inviteres vi til drinks i hotellets have – de vil gerne sidde lidt sammen med os. De er i det hele meget venlige og hjælpsomme og siger, at vi er velkomne til at hænge ud så længe, vi vil.

Vi skal mødes med Jackey og Sabina, inden vi tager i lufthavnen, vi har aftalt, at vi skal spise lidt tidlig aftensmad. Jackey har imidlertid helt andre planer, han spørger os, om vi vil med til Loshar, som er Gurung nytårsfestival. Senere finder vi ud af, at den tilfældigvis falder sammen med “vores” nytår. Gurung er den kaste og det område, Jackey kommer fra, men Gurung er opdelt i flere under-kaster, og det er en af disse, der fejrer Loshar i en park ikke så langt fra, hvor vi bor.

Jackey ankommer i taxi med mor, tante og Sabina til vores hotel. Vi kan ikke alle være i en lille Alto, så der bliver bestilt een mere. Anita hopper ind i den udslidte taxa sammen med de to kvinder, og Teit, Sabina og Jackey tager den anden. Af sted gennem byen, som nu har udviklet sig til et sandt trafikkaos. Vi overvejede at gå derhen, da Jackey kom med forslaget, og det har vi nu fortrudt, at vi ikke gjorde.

Men efter 45 minutters kørsel kommer vi frem (det tager en halv time at gå), og Anita er lidt svimmel efter turen, men også ved tanken om, at vi skal nå tilbage – og nå i lufthavnen. Så da Sabina spørger, om vi er ok, vælger Anita at være hudløst ærlig og sige, at det føles temmeligt stressfyldt. Ikke bare på grund af køreturen, men også fordi parken er top-proppet, bare at komme ind kræver lidt arbejde for ikke at blive klemt og skubbet. Det får os mest af alt til at tænke på Roskilde Festivalen. Vi arbejder på at tage det som en oplevelse, men er klare i mælet: Senest klokken 17 tager vi tilbage til hotellet på gåben. Vi går en tur på pladsen, og det er helt klart en stor oplevelse for Sabina, der ikke har været det før – og for de tre andre, fordi det er en vigtig festival for dem.

Jackey og Sabina spørger, om vi er sultne, og om vi vil have noget fra en af de utallige boder med lokale retter, men vi tør ikke risikere dårlig mave på nattens flyture, og vi har også dårlig tid.

Vi følges tilbage til hotellet – tanten bliver på festivalpladsen, men Mutti vil med i lufthavnen. Sabina siger det simpelthen så hjerteligt: Hun vil være med hvert minut muligt, mens vi er her. Vi kommer af sted i en ny Scorpio, som Jackey sørger for, så er der plads til alle. Trafikken er ikke blevet bedre, vi sidder nærmest fast med det samme, så vi må en omvej for at komme løs. Vi er dog i god tid og når frem som planlagt. Vi siger farvel mange gange, knuser, vinker og ved, at vi kommer til at ses, her eller der.

Vi havde en ide om, at det ville være det rene kaos at komme gennem indtjekning og Security, men det går så fint. I afgangshallen er der én butik, som har meget dyr chokolade, chips, vand og kaffe og færdigpakkede sandwich. Det havde vi fået at vide på forhånd, men for andre med få rupees tilbage, kan det være godt at vide; køb det med, du gerne vil fortære, på forhånd. Her går det i øvrigt godt, at have drikkevarer med gennem Security.

Flyet afgår til tiden – klokken 21.40 – og lander til tiden i New Dehli halvanden time efter. Der er lidt tidsforskel, og i Dehli har vi ikke meget tid, heldigvis, det passer super med, at vi kan gå direkte hen til gaten. Flyet letter til tiden klokken et, så nytårsaften tilbringes således i fly og lufthavn, hvor alt går smooth.

Mandag 1. jan. 2024

Vi lander som planlagt tidligt første nytårsdag, vi finder taxiholdepladsen og før vi ved af det, sidder vi i en ny bil, lækre sæder og aircondition på vej til Khao Lak. Ingen af os ser noget, vi sover hele vejen og vågner først op, da chaufføren drejer fra, for at køre ned mod havet. Vi finder vores lille hotel, klokken er kun 8, det kunne vi jo godt have regnet ud og have gjort brug af at skrive dertil for at høre, om vi kunne få lov at tjekke tidligere ind.

De er meget imødekommende; de har ikke rummet klart, men det vil de have klokken 12. Så fint. Vi går ned og ser den dejlige strand, den er lige rundt om hjørnet. Og vi finder en restaurant, hvor vi med lidt god vilje kan få musli med frugt. Og derfra lidt længere hen ad vejen et noget mere luksus-sted, hvor vi kan få latte og americano. Det er faktisk halvdyrt, kan vi konstatere (knap 50 kroner), vi må hellere overveje, hvor vi fremover køber vores kaffe. Frokosten – stegte grøntsager og papayasalat- får vi et tredje sted, også ved stranden og tæt ved vores lille hotel. Hvor mange chillier spørger den slagfærdige kvinde i biksen, en, to, tre, fire eller fem?, og peger på sine fingre. Een siger vi, vi må nok starte forsigtigt ud. Det viser sig at være en god ide. Særligt salaten har god smag.

Området er helt klart turistområde. Det er dog ikke kompakt, slet ikke. Det er lave bebyggelser i et plan, og her og der er der hoteller i to og tre plan. Så vidt vi har kunnet læse os til, var dette område særdeles hårdt ramt af tsunamien, og vi mener at kunne se tydelige spor derfra mange steder.

Vi får vores værelse og er med det samme overordentligt godt tilfredse. Der er en lille terrasse i skygge af store træer. Her midt på dagen er det nu bare hot. Værelset er super fint og så dejligt rent. Der er køleskab, der er aircondition, der er stor og god seng, skab, fine sengemøbler og rigtigt fint badeværelse. Pris for 5 overnatninger 4185 bath (832 kroner). Der er 200 meter til stranden, og den gør vi da også straks brug af, på med badetøj og vi kaster os i de varme bølger.

Når vi søger på nettet, kan vi læse os til, at vandet er 28-29 grader, det føles også sådan. Det er så godt. Der er sandbund, og da sandet hvirvles lidt op, er det ikke glasklart, så ikke velegnet til snorkling, kun badning. Det er vi nu også meget godt tilfredse med.

Vi går en tur op i byen, der er noget mere turistet. Alle butikker er målrettet fremmede. Der er massage- og neglebutikker i en lind strøm, restauranter og caféer, og der er enkelte små supermarkeder.

Vi hæver penge i en ATM, og som vanligt skal der nogle forsøg til. Vi kan max. hæve 9000 bath, små 2000 danske kroner. Sikkerhed eller ej, vi undres stadig over, at beløbet er så lavt.

Vi får os en lur, og aftensmaden spises ved stranden. Vi får fisk, det smager bare godt.

Da vi skal krybe til køjs, er vi vældigt tilfredse med, at der er aircondition.

Tirsdag 2. januar

Vi er begge blevet for tykke og slappe af livet i Katmandu, og fra i dag skal piben have en anden lyd. Vi er enige om, at vi skal stå tidligt op og udnytte den kølige morgen (24 grader) til hurtig gang og løb, efterfulgt af styrke/funktionel træning og yoga på stranden – for til sidst at tage en svømmetur. Der er lavvande, og havoverfladen er total blik, så velegnet til decideret svømning. Vi har kun et par svømmebriller med, vi skal huske at købe endnu et par senere i dag. Der er ikke et øje på stranden og heller ikke i vandet.

Dette er ikke vandretur, det er ikke natur-tur, men det er fedt. I Danmark har Dronning Margrethe meldt sin tilbagetrækning, og vejret er vådt, koldt og blæsende. Vi har ikke planlagt Thailand hjemmefra, slet ikke.

Overordnet har vi tænkt vandring oppe nord på, og så badeferie til sidst. Med tre uger i landet i alt må vi se. Vi ender nok mest på badeferie, i hvert fald tager vi ikke nord på.

Morgenmaden får vi på terrassen. I et af supermarkederne i går fandt vi fuldkornsbrød og dansk ost. En venlig dansktalende herre hjalp os lidt på vej, det viste sig, at han ejer butikken sammen med sin kone.

Men vi kan jo ikke sidde her hele dagen, så af sted ned ad vejen, hvor Anita har øjnet en cykeludlejning. Vi får to fine cykler med lys, vi lejer dem for en uge, samlet pris 1200 bath (knap 240 kroner). Vi futter op til den store vej (landevejen) og kører derudaf for at se, hvad man kan der. Vi finder frugt- og grønthandel, køber flotte gulerødder, agurk, lime (til den kolde danskvand, som venter i køleskabet), tomater og appelsiner. Hjem igen på raske fjed, vi kan nærmest ikke vente med frokosten på terrassen.

Eftermiddagen går med badning, det er blæst lidt op, så svømningen er lidt mere besværet, men sjov. Vi er i vandet flere gange og tilbringer tiden ind imellem i skygge under en lejet parasol.

Vi kører igen af sted på cyklerne, op på den store vej, hvor vi efter lang tid finder en butik med et skærebræt. Og til det “danske” supermarked på vej tilbage bestiller vi et friskbagt rugbrød, bagt med mel fra Danmark, som vi kan hente i morgen. Vi er lidt flove – vi tænker kun på dansk brød og dansk ost – og vi er i et mad-mekka med thai mad i alle afskygninger. Men med tre måneder uden disse skønne, basale ting som groft brød, rugbrød og ost, er trangen til dette åbenbart meget stor. Tilmed aftensmaden kommer til at foregå på terrassen, og igen er det bare nydelse.

I mørket går vi en tur ved stranden. Langt uden på vandet kan vi se kraftigt lys som perler på en snor. Vi tror, at det er fisketrawlere, der er vist for langt ud til de øer, der også er der ude et sted, de ligger vist flere hundrede kilometer væk. Stranden er øde, der er ikke et øje, og selv på den lille strandbiks er der kun ejeren, der må drikke sine øl selv.

Onsdag 3. januar

Planen var at stå op klokken 6 for at få endnu mere kølighed end i går til dagens motion, men ingen af os har sat vækkeuret. Vi vågner klokken halv otte, så er det med at komme af sted, det er allerede varmt. Men vi gør som i går, også i dag er der blik, og med nu to par svømmebriller og tilmed et lille skumbrædt, kan vi svømme og træne ben. Og ikke et øje i vandet ud over os.

Som i går er værelset undergået den vildeste rengøring, mens vi har været ude.

Med fare for at gentage os selv: Morgenmaden er en stor nydelse, nu suppleret med yoghurt og musli. Op på cyklerne – hente rugbrød – spise madder på terrassen – og nu i skyggen ved vandet på restaurant, hvor vi laver denne blog.

Som nogen har bemærket: Ja, det er en kærlighedstur. Vi har formået at styrke vores bånd og blive meget bedre til at kommunikere og række ud. Vi er blevet så meget bedre til at være med det, der er – og stå ved ønsker og behov. Vi læser en bog, skrevet af en psykolog, som vi har fine samtaler om.

I dag flyver Anitas eks-kollega, Inge og hendes mand, Niels, til Phuket, hvor de bliver til i morgen. De kommer så hertil i morgen på et eller andet tidspunkt. Inge har haft skrevet til Anita for nogle uger siden og foreslået at mødes her. Det glæder vi os til.