Bustur

Vi bliver hentet af vores guide Jackie kl. 7:00 på vores hotel i Katmandu. Vi har pakket alt overskydende grej i to tasker, som vi får opbevaret. Tilbage har vi vores to rygsække til turen. Vi kører en kort tur med taxi til busholdepladsen og efter en halv times tid kører vi ud af Katmandu mod byen SyabruBensi, hvor vi skal overnatte inden trekket starter. Det er en tur på ca. 8-9 timer. Første halvdel at turen går rimeligt, der er indlagt en formiddags tissepause, en kort frokost, samt et eftermiddagsstop. Den sidste del af turen er rimelig skrumlet, der er mange steder jord/grusvej med store sten og huller. Indimellem må bussen stoppe og bakke lidt så en lastbil kan passere. Chaufføren ser meget afslappet ud, så vi prøver også at tage det roligt. Alle busser har en konduktøragtigt ekstra person med, der sidder med hovedet ud af vinduet og holder øje med, om der skal passagerer med. Når chaufføren nu bakker på den smalle vej, sidder konduktøren nede ved det bageste vindue som bakkamera. For at lette stemningen bliver der spillet musikvideoer meget højt og med masser af bas og skrigende kvindesang.

Jeg (Teit) tænker lidt på hvordan det ville være at køre herop på motorcykel, nok lidt for udfordrende. Som Lasse (vores søn) kommenterede tidligere: Hvis du skal udfordres i Nepal så kør på MC eller bliv elektriker.

Hotellet er superfint, vi får penthouse lejligheden med direkte udsigt til floden.

Der kommer flere vandrere til, de kommer fra Frankrig, Østrig og Ungarn, det er hyggeligt.

Første dag på trek

Vi starter let ud med at gå langs vejen. Jackie har glemt noget registrering, så han må tilbage og ordne det. Der er mere kontrol her tæt på den Kinesiske grænse. Vi har planlangt turen så den er så let gået som muligt, da let gået under alle omstændigheder er udfordrende (for Anita). Vi starter således med at gå på en vej langs floden. hvor der af og til kommer lastbiler eller motorcykler, efter sigende på vej til eller fra Tibet. Floden bruser kraftigt, og cikaderne er højlydte. Endelig ude i naturen. Efter 7 kilometer drejer vi fra og går op ad en stejl stentrappe, og inden længe når vi frem til der, hvor vi skal spise forkost. Et rent paradis. Vi holder en meget lang pause, og vores guide og Teit udveksler erfaringer med fotografering. Jackie har medbragt overraskende meget udstyr, blandt andet et stativ.

Vi går nu stejlt op og det er hårdt. Vi går langstomt, men alligevel må vi holde mange små pauser, også så der er lidt ben tilbage til imorgen. Der er skov, det er smukt og varmt. Vi sveder – og så Jackie.

Jackie fortæller, at han er kæmpe fan af Jackie Chan og at mange i hans familie er uddannede soldater. Han regner med at kunne klare alle udfordringer, vi måtte møde siger han og griner.

Vi ankommer til den lille landsby, hvor vi skal overnatte. Her er ingen biler, ingen motorcykler, der er små spredte huse og små haver rundt omkring. Vi overnatter hos “Pema”  og flere af dem, vi tidligere har mødt er her også. Flere af bærererne hygger sig med at spille en slags bob. Hold da op, hvor er det vildt, hvor meget de slæber.

Vi får anvist et værelse, der er fint og primitivt. Soveposerne skal i brug for første gang.