Torsdag den 12. oktober

Vi starter dagen klokken 7 med morgenmad, der allerede er bestilt aftenen inden, noget der kommer til at gentage sig. Vi er klar til at gå klokken 8, og det går opad. Nogen har arbejdet hårdt på at anlægge stier, som er beklædt med et utal af trappetrin i varierende størrelser, men ofte er de så ikke ikke dybe nok til en sko, så vi kæmper lidt. Stien går ofte langs kanter med stejle sider mange meter ned, og Anitas højdeskræk ville normalt blive ret udfordret, men helt magisk er den forsvundet.

Vi ser landsbyer – det er en landsby, hvis der er mere end et hus siger Jackey – og det er flot, farverigt og de små haver rundt om er grønne og frodige.

Vi får en lille snack hos en ung familie med helt små børn. Kvinden er i original klædedragt og manden er hele tiden omkring børnene – det virker utroligt roligt og idyllisk.

Vi ankommer til den lille landsby Sherpagoun, hvor vi får frokost hos et ældre ægtepar, som går ud og plukker det, der skal bruges til de stegte ris, mens en nysgerrig høne flere gange får sneget sig med ind i køkkenet.

Det er meningen at vi skal gå til Lama Hotel, men det viser sig, at der ikke er plads og derfor bliver vi i Sherpagoun på hotellet Namaste Guesthouse.

Vi får et fint værelse med bad og skøn udsigt.

Vand

Bortset fra den første dag har vi filtreret vores drikkevand selv. Vi har læst at køb og brug af engangsvandflasker skulle være på retur, i forsøg på at mindske plasticforureningen. Her i Langtang Valley ser vi dog at de fleste stadig køber vand på flaske. Man kan også få kogt vand og det er almindeligt at få en kop varmt vand. Det er faktiske meget rart.

De første par dage var vi usikre på om vandet nu var rigtigt kogt, men indtil videre ser det ud til at gå fint.

Det vækker om ikke opsigt, så dog opmærksomhed at vi filtrerer vores eget vand. Jackey er meget imponeret og også vores vært hvor vi bor, som det ses på billedet.

Vores filter er et Sawyer Squeeze som vi har brugt i mange år og vi er 7-9-13 aldrig blevet syge. Det tager mellem 1 og 5 minutter at lave 2 liter vand afhængigt af hvor beskidt det er. Vi laver også vand til Jackey, det er han meget tilfreds med. Ellers plejer han at bruge piller, men dem har han glemt til denne tur (!)

Familien har den fineste køkkenhave, og kålhovederne står klar til høst. Igen tilberedes maden over åben ild og Jackie hjælper til med at ordne grøntsagerne.

Der fyres op i ovnen i fællesrummet, og der bliver noget røget. Tågen kommer rullende ind over området, og det håndvaskede tøj hænger vi op foran ovnen hvor der er plads, og noget på en snor i loftet. Således hænger BH, trusser, Teits underbukser og strømper nu rundt omkring og over guiderne og bærerne, der sidder rundt om ovnen.

Vi får en skøn røglugt med som deo.

Fredag den 13. oktober

Vi kommer af sted klokken 8 og det er klart vejr, solen er endnu ikke op over bakketoppene, så det er køligt. Lige så snart solen rammer, er det T-shirtvejr. Vi taler om de planter vi ser, Jackey nyder at der er tid til at fortælle om det, vi ser. Han siger, at de fleste ture, han er guide for, foregår i højt tempo, det handler om at komme frem til destinationen, tage billeder – og så tilbage igen.

Vi skal gå meget op i dag, der er mindre hårnålesving på stierne, og der bliver længere og længere ned ad de stejle sider. Godt at Anitas højdeskræk er ikke eksistererende.

En del af turen er også langs Langtang River, som er brusende og hurtigflydende og dermed også larmende. Ikke noget vi registrerer, bortset fra når stien tager et sving væk og længere ind i skoven.

Vi ankommer til det legendariske Lama Hotel, hvor vi skal have frokost.

Det er et populært sted, fordi der er en række stier, der mødes her. De har da også taget telte i brug, da ikke alle kunne huses indendørs. Vi tror dog at der altid kan findes plads, hvis folk er i nød. De fælles opholdsrum er alle indrettet ens, der er bænke hele rummet rundt, og de tages også i brug, hvis der ikke er flere ledige værelser, det er bærere og guider, der sover der i så tilfælde.

Jackey fortæller at der er er Langurer-aber i området. Vi kigger og kigger, kikkerten er i brug, men desværre ser vi ikke nogen. Og hele vejen videre op holder vi øje, men desværre. Vi håber at se dem på vejen ned. De skulle være meget nuttede.

Vi spiser frokost ved floden. Vi møder et ungarsk par, der går uden guide, vi har mødt dem flere gange. Pludseligt kalder de på os, de vil vise os de hvide skyer, der ikke er skyer, men første gang, at vi kan se de høje, sneklædte bjerge. Der går kun få minutter, så er de indhyllet i skyer. Vi hygger os med at fotografere, og der er små blå fugle med røde haler, der vimser omkring.

Skyer og tåge ruller ind over området, og da vi når frem til “Lovely Guest House” er alt gråt i gråt. Der er kun mænd i køkkenet, de er unge, de knokler, alt bliver vasket udenfor under rindende slange. Vandet er iskoldt. Sådan foregår det overalt, også ved tøjvask. Den rindende slange er derudover samlingspunkt for tandbørstning og håndvask.

Lovely Guest House huser en lang række små værelser med smalle senge, de er adskildt en tynd lag krydsfiner og det fælles pedaltoilet er for enden af gangen. Vi bestemmer os for at sidde ude så længe, vi kan holde det ud, for optændingen i brændeovnen i fællesrummet oser noget. Anita startede turen med ondt i halsen, nu er det Teit, der døjer lidt. Vi spiser indendørs, de unge mænd er fantastiske kokke, og deres køkken er samlingspunkt for guider og bærere.

Da vi kommer ud igen er det helt mørkt, og der er den vildeste stjernehimmel.