Lørdag den 14. oktober

Vi har aftalt at komme ekstra tidligt af sted – det lykkes en halv time tidligere – og vi går afsted med udsigt direkte op til de høje bjerge.

I går mødte vi de første muldyr, lastet med ris, kartofler, vandflasker og al verdens sager. Alt bliver transporteret op i dalen på den måde. Eller ved menneskekraft. Også byggematerialer! Ingenting transporteres ved motorkraft, og de helikoptere, vi ser, transporterer mennesker, der enten ikke selv kan gå ned eller er blevet syge.

Vi bliver tilbudt havtorn af nepalesiske vandrere der kommer imod os, de har en gren med bær. Længere oppe i dalen serveres havtornejuice, det smager som vi kender det, lidt sødere måske.
Dagens mål er landsbyen Langtang Valley.
Før vi kommer dertil stopper vi op ved et thehus, fordi næseborene vibrerer – der er kanel- og nybagt brødduft i luften. Det er den første cafe med “rigtig” kaffe, og ganske rigtigt nybagte kanelboller. Det er så lækkert – om end gjort for turister.

Jackie fortæller om det store jordskælv i 2015. Han er tydeligt berørt. En af det store tragedier er lige uden for vinduet. Hele byen forsvandt, huse, mennesker og dyr. De fleste stadig begravet under det store område med stenbrokker. De overlevende har fået tildelt nye jordlodder i den nye Langtang, som er dagens destination. Det er vildt, at det så hurtigt er lykkedes at bygge en ny by, især når alt er båret op, bortset fra sten og sand der findes i rigelige mængder lokalt.
Vi skal overnatte på Memorial Guesthouse, hvor vi får et værelse med store senge og eget bad og toilet. På ingen måde danske forhold, men så luksus!
Vi går en aftentur videre op, og vi taler om den lokale historie, bogen “Syv år i Tibet”, som vi må læse – og vi hører historien om de lokale Mani Walls – buddhistiske monumenter af sten. De er heldigvis uberørt af jordskælvet. Stort set alle sten, der vender udad, har sirlige inskriptioner.
Når man passerer dem, skal man gå venstre rundt om dem.
Vi spiser aftensmad, det foregår som alle andre dage. Det er utroligt hyggeligt, nepaleserne er så rare at høre på, når de sidder på små taburetter rundt om brændeovnen i bare tæer og dynejakker.
Igen møder vi den svenske fyr, der er født i Brasilien. Hans guide virker meget ung og det viser sig også, at det er hans første tur hertil.
Planen for i morgen er, at vi går videre op, det vil sige at vi stiger fra 3500 moh, som der er her, til 3800 i morgen.

Søndag den 15. oktober

Anita har igen haft svært ved at falde i søvn, har sovet let og vågnet 3.30 uden at kunne sove mere. Desuden lidt tør hoste, hovedpine og oplevelsen af hårde hjerteslag ind i mellem, efterfulgt af at blive forpustet. Lette men tydelige tegn på højdesyge, så vi bliver enige om at blive her en dag mere. Vi giver Jackie en fridag, og han bliver overrasket og glad. Han synes ellers, at hans opgave er at passe på os og servere for os. Vi går igen op til Mani Wall og lidt videre op for at nyde de smukke bjerge og solen, der skinner på dem, de lyser kridhvidt op mod den blå himmel.

Jackie har sagt de foregående dage, at vi ikke må sove om dagen, det øger risikoen for højdesyge. Men i dag får Anita lov til at sove en time, hvilket er tiltrængt. Det er dog stadig ikke let at falde i søvn, og der må tys til hovedpinepiller.

Vi læser os til, at vi skal drikke mindst 3 liter om dagen, det har vi ikke fået gjort de foregående dage, så i dag måler vi, hvad vi drikker for at være sikre. Kaffe og særligt alkohol frarådes. Vi har ikke behov for alkohol overhovedet, men den gode kaffe er lidt fristende. Anita springer over og Teit nyder en god Americano.
I morges tog vi afsked med vores svenske følgesvend. Han har taget piller mod højdesyge og han gav Anita to. De er dog blevet i blisterpakken, for det er ikke entydigt en god ide.
Heldigvis ser det ud til, at højdesygen er på retur, så vi kan nyde en super aftensmad og vi får gjort bloggen op to date.
Lige nu er der kinesisk kvidren, der er lige kommet en gruppe på 4. Vi andre sveder efter at brændeovnen nu er godt hed, men de fryser og er ikke vilde med forslaget om en lille lufter. Og de to kvindelige kokke og ejere af stedet har taget sig en pause og sidder ved brændeovnen. Teit var med ude og hugge brænde tidligere, og den 13 årige søn er en stærk knægt, der kan svinge øksen, foruden han serverer, rydder af, skræller kartofler og alt muligt andet.

Mandag den 16. oktober

Vi skal frem til den endelige destination for turen, hvor vi skal overnatte de sidste gange før vi går ned. Som alle andre dage er turen utrolig smuk. Der er et utal af køer og senere er der flere og flere yakokser, der er ved at blive drevet længere ned i dalen for vinteren.

Da vi tager af sted, er det sammen med den lille kinesiske gruppe, som viser sig ikke at være kinesisk, men fra Thailand. Vi taler lidt med dem, og de er utroligt venlige, og vi håber at møde dem igen.
Til morgenmaden sidder der en ældre kvinde, og da hun sidder alene og også gjorde det aftenen inden, går Anita hen for at hilse. Det viser sig, at hun kommer fra Tyskland, er 83 år og er på trek i Nepal for 16. gang. Hun siger, at denne gang er sidste gang, for benene er ikke så sikre, som de plejer at være. Hun går med guide, som bærer lidt af hendes ting, men hun går selv med 7 kilo. Vi kommer nærmest til at gå parallelt med hende hele vejen op til Kyanjin Gompa Det er simpelthen så imponerende! Hun går uden rygsæk, for hun skal tilbage til hotellet i Langtang, hvor hun har tre overnatninger inden hun skal gå tilbage.
Vi møder også en schweizisk, ældre kvinde, der stopper os for at vise os, at der er edelweis blomster. Så vi får kigget og får taget billeder. Det er en meget lille og uanseelig blomst.

Vi ankommer til Kyanjin Gompa ved frokosttid – Anita er helt høj – det lykkedes at komme op i 3875 moh. Vi får os installeret, får frokost, og så er beskeden fra Jackie, at vi skal af sted på tur op til sø – en del afklimatiseringen: “Walk high, sleep low”. Så afsted med os. Vi tænkte ellers mest på kaffebar. Men opad af smalle og lidt mere stejle stier, og vi kommer op i 3992 meter til en sø, som bliver fotograferet – og Jackie laver en opstilling, hvor vi holder banner med firmanavnet på trekkingfirmaet.

Anita er så glad, tænk at det kunne lade sig gøre, så den første selfie må tages.

Vi kommer tilbage til hotellet i aftenmørke, og alle er glade og sultne. Vi får vegge-momo og stegte kartofler med grønsager. Skønt.