Torsdag den 19. Oktober

Natten er kold igen, 7 graders frost, det er skønt at have 2 dyner på (Anita) eller to soveposer (Teit). Jackie sover i fællesrummet. Det betyder, at han først kan lægge sig, når alle er gået i seng – og han må op før de første gæster skal have morgenmad.
Det går op for os, at den 13 årige dreng ikke er søn af en af kvinderne i køkkenet, han er ansat og langt væk fra sin familie. Det samme er en af kvinderne, som vi havde troet var en voksen datter. Men også hun er ansat, hun er 17 år og er også langt hjemmefra. De ser nu ud til at trives, de bliver behandlet godt ser det ud til, men det er alligevel meget anderledes end det vi kender til. Jackey spørger, om han må købe et par gulerødder med til turen, og drengen følger os ned til køkkenhaven, hvor han trækket nogle heftige gulerødder op. Ret vildt, når vi befinder os i 3400 m højde. Der er også store kålhoveder, kinaradiser og kartofler, som der er er gravet solide kuler til.

Vi starter turen ned i dalen i dejligt vejr, men det blæser, så vi har hue, dunjakke og det hele på. Vi passerer hurtigt den cafe, vi fik americano på, da vi gik op, og vi gentager succesen. Og ikke længe efter kommer vi forbi stedet, hvor vi fik havtornejuice, også dette gentages. Vi ser flere havtornetræer. Her er det mere træer end buske, de breder sig ikke, som vi kender det i Danmark.

Frokosten indtager vi et af de steder, hvor vi overnattede på turen op. Der er mange gæster, og de unge mænd i køkkenet har travlt. Der er to familier med små børn, og da den ene familie går videre opad, sker det ved hjælp af bærere, der har hver deres barn i bærestol. Den ene bærer er en kvinde på ca 50 år så vidt vi kan se. Vi er ret enige om, at vi nok ikke selv ville have energien til at have så små børn med på en tur som denne.
Det går nedad. Det er lidt en udfordring for benene – det er klart hårdere at gå opad – men sandelig også hårdt at gå ned. Vi er kommet ned i jungleområdet (den kolde jungle bliver den kaldt), og vi spejder efter aberne, som vi desværre ikke så på vejen op – og pludselig er vi heldige, vi ser to aber, og de sidder stille, så vi kan nyde synet af dem længe.

Jackey synes ikke, at vi skal overnatte på dét, der hedder Lama Hotel, da de har så travlt, at de ikke får gjort rent. Dette bekræftes også af vores svenske ven Anderson, som skriver en mail til os, hvor han fraråder stedet. Vi går til Rimche, hvor vi får et fint lille rum, og igen er skillevæggene papirtynde samlingerne er ikke fuldkomne, så lyset fra naboværelset siver igennem. Det er nu ikke noget problem, alle er meget stille og går tidligt til ro.

Fredag den 20. Oktober

Vi kan tydeligt mærke, at vi er kommet langt længere ned i dalen, det er lunere, og vi kan igen nøjes med en dyne hver.
En af de unge drenge, der er ansat som opvasker, har fået et dybt sår på foden. En af de andre hikere træder til, der renses, der bliver forbundet med det rigtige grej, og han får rene sokker. Vi bidrager med klorhexidinsæbe til de næste dage.
Og så er vi klar til at gå ned. Vi skal helt ned til Syabru Bensi, hvor vi skal med bussen hjem i morgen. Vi får følgeskab af en fyr fra Barcelona, som kom op i går, han har overnattet samme sted som os. Han er her med sin søster og hendes kæreste. Han går tilbage, fordi han har store problemer med det ene knæ. Han nyder Jackeys selskab, og vi hører, at han kører ambulance i Barcelona. Det foregår i 24 timers vagter uden pauser, så er der 4 dage fri. Han er glad for at rejse langsomt og mindfull, så vores tempo passer ham rigtigt godt.

Vi kommer over hængebro nummer – ja vi ved snart ikke hvor mange – men denne er noget højere oppe end dem, vi er gået over før, og Anita må tage tilløb, og også Teit synes at det gynger lidt.
Vi ser aber igen, og junglen er tæt og dejlig. Der er mange mennesker på sporet, både op og ned, men det er okay. Sporet er svært gået, da der er stejlt, der er trapper, de er høje, trinnene korte, og det hele var noget mudret. Trætheden sidder i benene fra de forrige dage, og vi tager da også 1000 højdemeter ned.
Vi kommer ud på grusvej, og vi kan se, at der bygges nyt vandkraftværk. Det er noget af et skift, også fordi det er første gang, vi ser noget med motor i 9 dage.

Der er i øjeblikket 228 vandkraftværker under konstruktion i Nepal. Dette, som sikkert mange andre, bygges af et Kinesisk firma. Det kan yde 201MW og skulle angiveligt have den største faldhøjde for et vandkraftværk i Asien.

Jackey er frustreret og synes at kraftværket ødelægger naturen, isoleret set kan vi kun give ham ret. (Vi har på turen set mange andre tunnel projekter med tilhørende veje som vi ikke ved hvad er.)

Vi kommer frem til byen og bliver indkvarteret på sammen hotel, igen i penthouselejligheden. Vi nyder et varmt bad, det er mange dage siden, vi sidst har nydt den luksus.
Bagefter går vi længere op i byen hvor vi ved, at der er en ATM. Vi hæver penge, så vi kan give Jackey drikkepenge, som han seriøst har fortjent. Drikkepenge er et dårligt ord i denne sammenhæng, han drikker ikke og går meget op i sundhed.

Lørdag den 21. Oktober

Vi er klar til morgenmad klokken 6.15. Det er køkkenet ikke helt, men vi når at få pandekagerne tidsnok. Bussen kører klokken 7 præcist. Der kommer kommer en fyr til hotellet og sørger for at vi kommer ud af døren, og bliver fulgt til bussen(!)

Bussen stopper flere gange på vej igennem byen for at samle folk op og først 20 minutter senere er vi på vej. Vi kender jo turen, det er faktisk fuldstændigt vanvittigt. Vi skrev ikke så meget på vej op, for ikke at gøre de nære derhjemme bekymrede. “Vejen” er smal, det er jordvej, og der er KÆMPE huller og store stenblokke. Bussen hopper og danser, alle griner, for hvad skal man ellers gøre? Og alle holder fast i håndtaget på sædet foran. Anita holder også lidt fast i Teit. Igen og igen er bussens side helt uden i kanten af vejen, og der er bare stejlt og lodret ned. Det er fuldstændig som at se YouTube videoer med farlig bjergkørsel, hvor man da – hvis man var ved sine fulde fem – selvfølgelig aldrig kunne drømme om at køre i bus dér. F.eks. film fra denne rute: https://m.youtube.com/watch?v=ZsFv5OeHbAU

På vej over store sten og dybe huller lyder der pludseligt en høj metallisk klonk. Vi håber at hjul og bremser er OK. Senere standser vi ved et værksted i vejkanten det viser sig at forhjulsophænget lige skal strammes lidt.

Af sted igen, og da vi holder ind i Namche for at få frokost kommer nye passagerne ombord: 3 geder, som vist nok skal slagtes til den igangværende festival. Frokost-stedet er vildt hektisk, men Jackey kan trylle. Han fikser en nøgle til det ovenforliggende hotel, så vi kan låse os ind og bruge toilettet. Og han sørger for, at vi får mad i en fart. “Vi” er i denne sammenhæng også en canadier og hans guide. Guiden kommer fra den varme del af junglen, Chitwan, han er født der og laver ture i området, til fods, i kano og i jeep. Vi får hans kontaktadresse, da vi har en ret god fornemmelse af ham.

Beriget med chips, appelsiner og bananer, som Jackey også har nået at købe, går turen videre ned mod Katmandu. Trafikken tager til, da folk fra Katmandu i stor grad søger ud til de landsbyer, de kommer fra for at fejre Dashian festival med deres familie. Busserne er topproppede, små lastbiler med lad er pyntet med majsplanter, og på ladet er står folk. På taget af flere minivans er geder fortøjret, og underligt nok ser de helt rolige ud. Flere geder kommer også med på vores bus, så der til sidst befinder sig 6 i bagagerummet.

De sidste par timer mod Katmandu er ikke decideret halsbrækkende, da de dybe, stejle sider er overstået, men der bliver kørt stærkt og tæt. Vi ser to ulykker, hvor jeeps er væltet rundt, og tilkaldte kraner er ved at få dem på højkant, mens chokerede implicerede ser til.
Vi er faktisk ikke bange, mærkeligt nok – og vi sover også begge lidt i løbet af de 8 timer, turen tager. Men når vi tænker efter, var det en halsbrækkende tur.

Vel tilbage på busholdepladsen – som på ingen måde ligner en busholdeplads, men mere en støvet mark, tager vi en taxi til et hotel, som Jackey kender, der er skulle være godt og billigt.

Der er desværre ikke plads på hotellet, men stedet har en meget hyggelig café og bar, hvor vi sidder et par timer og runder turen af. Jackeys ven kommer forbi, og han kører os til et hotel, som vores svensk/brasilianske ven har anbefalet, da der er stille og stor lukket have. Begge dele viser sig at være rigtigt – skønt! Vi er hurtigt uden igen, vi skal have noget at spise og drikke. Meget underligt med så store skift af scenarier på én og samme dag.