Dag 12, torsdag den 9. november

Det er en dejlig, rolig morgen. De tre søde unge nepalesere er taget tidligt af sted, så der er kun os. Det er skyet, solen kan ikke helt få magt, men selv om vi er i ca 2900 m, er her lunt, i hvert fald ikke decideret koldt.
Teit undlader heldigvis at fortælle om omkringløbende dyr før nu. I aftes så han en rotte ude på gangen (bygningen er af blikplader, dørene er tynd krydsfiner, der ikke slutter tæt – og i det hele taget er der masser af huller). Og derudover kunne han høre dyr (læs: Sandsynligvis rotter) futte rundt på taget over os.
Anitas ben er friske, og knæene har det fint, ingen iprener eller andre stimulanser, vi er klar til den store tur ned.

Anita taler lidt med Hem, han er ellers temmelig genert og taler ikke gerne engelsk. Han har to mindre søskende på 5 og 7, et par gifte storesøster, en hjemmeboende bror og en i Saudi Arabien, der arbejder på hotel. Senere fortæller han med Jackey som tolk, at de har stor køkkenhave (som alle i området har) og en Buffalo, en ko, geder og høns.
Vi (Teit og Anita) begynder nedstigningen på egen hånd. Jackey og Hem har ikke fået morgenmad endnu (altid først gæster, så guider og bærere, det skal der vist ikke laves om på). Vi skal som skrevet 1500 højdemeter ned, så det er bare med at komme i gang. Efter et kvarters tid kommer Hem i fuld galop, han er sendt af sted for at passe på os. Og efter endnu 10-15 minutter kommer Jackey væltende ned, godt svedig. Da har vi taget knap 300 højdemeter, vi går i skov, og junglelydene er tydelige. Det er helt vildt, så stor forskel, der på på landskabet efter bare en dags trek. Vi holder den første pause, og da vi skal til at gå, vil Jackey gerne tale med Teit. Det viser sig, at han har tabt vores sorte underlag et eller andet sted på turen ned, muligvis hvor vi overnattede. Hem suser opad, Teit snupper sin rygsæk, og Jackey tager min sorte rygsæk og følger efter Anita, der allerede er gået af sted. Efter nogen tid kommer Hem i fuld galop ned af trapperne med underlaget hævet – stor sejr!

Vi går hurtigt efter danske normer, og der er tid til pause ved 10-tiden. Vi køber tehusets sidste pakke kiks, som vi nyder udenfor uden at fryse.
Det er tydeligt, at turismen op ad trekket er ved at tynde alvorligt ud, vi møder nærmest ingen ud over lokale og enkelte bærere, og der er ingen andre gæster her end os.
Da vi går afsted igen, får Jackey øje på et træ med sjove frugter. De hedder “tomater”, og de bruges fortrinsvis til suppe, men kan også spises rå. De anses som en delikatesse og er dyre. Vi får lov til at plukke to – en til Teit og en til Anita. Det er under stor morskab, at vi spiser dem, for den røde saft får os til at ligne vampyrer. Frugterne smager dejligt, sødt og syrligt, en mellemting mellem tomater og granatæbler.

I det hele taget er landskabet frodigt nu. Der er bananer, ris (som er stort set er høstet), hirse, store “kartofler” (to meter høje rødblomstrede planter), kardemomme, bønner og kæmpe græskar. Mænd kæmper med plov og Yak her og der, det er tydeligvis hårdt arbejde.

Jackey fortæller, at nogle af de høstede rismarker bruges til at sætte små fisk ud i. Når de så har vokset sig lidt større, sættes net foran hul, der åbnes i stendiget, vandet løber ud – og vups, så er der fanget fisk.

Vi spiser frokost ved den store “købmand”, hvor vi får meget olierede tibetanske brød. Anita deler gladeligt ud til Hem, der klart har mere glæde af kalorierne.
Anita har for første gang netforbindelse og kan lave et Facebookopslag og skrive, at vi har det godt. Desuden føles det godt at få tjekket mailboksen.
Vi er nu meget lavt i kassebeholdning. Vi kunne som tidligere skrevet ikke nå at få hævet helt så mange penge som ønsket. Faktisk kunne vi godt se, at vi ikke kunne betale for de sidste par dage. Jackey har sagt, at han har lidt rupees og 50$, og desuden regner han med at kunne få kredit og efterfølgende betale med mobile pay. Nu er endnu en mulighed opstået: Hem tilbyder de kontanter, han har fået efter turen til Basecamp, så kan Jackey overføre på mobile pay bagtefter. Det er virkelig rørende – og et skønt rolleskift, som vi alle griner ad, især da vi taler om (for sjov), at Hem nu er banken, og det bliver spændende at se, hvilke renter der løber på. Hem er nu klar i mælet; ingen renter, han er glad for at kunne hjælpe.

Vi kommer forbi kæmpe bambus. De er meget høje – og diameter i røre-højde er de cirka 20 cm, og de er meget bastante. Forståeligt at de bliver brugt til byggerier, stilladser, indhegninger og meget andet. De bliver også brugt til at lave kurve, som bærerne bruger til at læsse med tasker, sække, rygsække og hvad der ellers kan læsses på. Vi spørger flere gange Jackey, hvad der sker, hvis man kommer til skade og ikke kan gå, og hver gang siger han, at man vil blive placeret i en stor kurv og båret til nærmeste sted, hvor en helikopter kan lande. Hver gang tror vi, at han laver fis, men det gør han ikke. Vi spørger igen: Hvad så hvis man vejer 100 kilo? Svaret er det samme . Det er noget med kurve, muligvis med to bærere. Det er ikke noget, vi får set, men vi danner ikke gode billeder af den mulige seance.

Vi nærmer os Seduwa (ca 1500moh), som er dagens slutdestination. På lang afstand kan vi høre høje speakerstemmer. Der er gang i Tihar, og volley og badminton-kampe er almindelige aktiviteter, dette for fællesskabet. Der er en del tilskuere og området rundt omkring i landsbyen syder af liv.

Vi kan ikke genkende byen, for da vi var her sidst, skete der ikke ret meget.
Der er mange små butikker – købmænd, skræddere, lille apotek samt pool. Alle i byen ser ud til at tage del i løjerne.
Vi bliver ledt frem til vores tehus, som Hem anbefaler. Der er høns, ænder og en lille sort gris, der får nogle slag, fordi den ikke vil holde sig væk fra ændernes mad. Der er et leben ved det udendørs område, en kvinde er ved at ordne de før omtalte kartofler, mænd er i gang i køkkenet, andre kvinder er i gang med at pakke en af de store kurve, der skal bæres opad stien, der tales højt og der grines.
En af kvinderne kommer med en god håndfuld appelsiner til os. Hvilken nydelse. Appelsinerne er på størrelse med clementiner og er grønne, og de smager lidt hen i retning af tangerine.
Vi nyder at følge med, men telefon med god netforbindelse trækker også. Godt at være i kontakt med dem derhjemme igen.
Det er sidste aften på trek. Det er vemodigt! Alle dage har været intensive – og nu er det næsten slut. I morgen skal vi besøge Hems familie, som bor en halv times gang her fra. Det bliver spændende. Men ellers går det 750 højdemeter ned og det samme op – så er vi tilbage i Num, hvor vi startede. Vi kan faktisk se derover – Num ligger lige derovre på den anden side af dalen.
Sidst på dagen kommer en gruppe unge, festglade fyre, der spiller amerikansk pop på deres iPhones, de synger med (de synger godt) og drikker tongba (hirseøl).