Dag 11, onsdag den 8. november

Natten med os fire sammen i rummet er forløbet fint, vi har sovet godt. Det er Jackeys fødselsdag, så vi synger for ham. Vi har gemt et stykke papir, og på det har vi skrevet et fødseldagsbrev, hvor vi blandt andet inviterer på kage og kaffe i Kathmandu.
Vi arbejder på at komme tidligt af sted, for dels er der faldet sne, dels er der hundekoldt, så vi kan ikke holde varmen, hvis vi ikke bevæger os, og dels er der tunge skyer på vej, der kan indikere mere sne.
Vi forlader de 3900 moh og skal op gennem tre pas, det højeste er over 4250 moh. Vi går hurtigt gennem sneen og når frem til tehuset på to timer (vi havde estimeret 3). Vi skal arbejde noget for at komme opad i den tynde luft, men det går fint, og vi nyder udsigten – også over søerne.

Tehuset bemandes af et ægtepar på ca 35. Kvinden er i gang med madlavning og manden med risvinen. Yakokse er under tilberedelse, og vi tilbydes at smage. Det er lidt Beef-jerky agtigt og smager dejligt.

Ude igen er det nu helt gråt og tåget, og vi begynder nedstigningen. Hele turen fra 8 til 16 vil vise sig kun at foregå på trapper bortset fra nogle meget korte stykker.
Vi møder en engelsk kvinde, Tessa, iført shorts, vandrestøvler og stor men velpakket rygsæk. Hun har gået i en månedstid – det er godt nok sejt! Hun er nummer to, vi møder på hele trekket, der går alene (og uden guide), der ikke er fra Nepal. Vi har dog ikke selv trang til at være på trek her alene. Teit drømmer om langtur i Sverige alene, men det er noget helt andet.

Vi kommer frem til frokoststedet, og vi holder en kort og tiltrængt pause efter dal-bathen, som i dag serveres med små bitte tørrede fisk fra en vaccumpakket pose. De smager godt, dog noget spicey.
De andre vandrere, vi overnattede med i nat, bliver her. Selv den reducerede tyske gruppe, måske har de lært af erfaring at tage det lidt mere roligt?
Den spanske gruppe når frem, lige som vi skal til at gå. Der er igen talt trapper (fra Basecamp): 15000 trappetrin. Det vil sige, at vi har taget godt og vel 6000 trapper i dag – indtil videre.
Jackey ser, at han har internet, og både Mutti og kæresten er bekymrede, da de ikke har hørt fra ham i over en uge pga manglende net. Han får kontakt til begge, det er meget rørende. Senere i dag får vi også skrevet til børnene , som vist ikke har været bekymrede. Det er der imidlertid andre, der har.

Vi kaster os ud i endnu en etape: Vi skal endnu 3-400 højdemeter ned, kun stejle og meget ujævne trapper. Anita piver lidt, i dag svider knæene. Men ned kommer vi, og vi skal overnatte samme sted, som der hvor et par høner måtte lade livet, sidst vi var her. Vi er nu nede i 2927 moh, og her er helt lunt (ca 3-5 grader). Vi kaster os for første gang i rigtigt mange dage ud i at vaske tæer, sokker og underbukser. Vi er helt nye mennesker. Og vi nyder, at der er få gæster, sidst var her overfyldt. Her er nu kun 3 unge studerende her fra den østlige del af Nepal, foruden os.
Da vi har spist, finder Jackey sit kort frem. Planen er, at vi skal 1500 højdemeter ned, så det kræver måske de første iprener, Anitas knæ er noget trætte.
Han finder også sin bog frem, hvor han tegner turen frem til Basecamp – Anita supplerer med tegninger af opkastning efter Jeepturen og med piv lige før Basecamp.