Dag 10, tirsdag den 7. november

Vi har sovet godt, soveposer, et lag tæppe og alt tøjet på bortset fra vandrebukser har givet en fin temperatur. Det er frostvejr men dog ikke 15 minusgrader.
Vores thermerest-madresser er guld værd, sengene er stenhårde.
Som skrevet i går skal vi gå ca 700 højdemeter op i dag fra 3200 til 3900 moh, og selv om vi nu får båret Teits rygsæk, får vi helt sikkert sved på panden og trætte ben.
Vi synes ikke, at den tynde luft generer os væsentligt, men ingen tvivl om, at turen op bliver hård, set i forhold til kondition.
Klokken er nu 6 om morgenen, vi skal op snart, pakke sammen, vi kan høre at mange af de andre allerede er godt i gang. Morgenmad ca klokken 7, som vanligt har vi bestilt havregrød, men i dag også en pandekage til deling, da der er mange timer, til vi når frokoststedet.
Vi kommer af sted klokken ca 8.30 efter at have taget afsked med den australske gruppe. Vi har udvekslet e-mail adresser, vi håber at se dem igen – og vi tager billeder.

Vi hører, at den tyske gruppe bliver endnu mere reduceret. To mænd fra gruppen havde så svært ved at komme ned i går, at de først kom noget efter, at mørket havde indfundet sig. Og da var de så brugte og havde problemer med benene, at de vil blive hentet af helikopter i løbet af dagen. Senere ser vi den komme flyvende op gennem dalen, og efter kort tid tilbage igen.

Floden, snoede vandløb, efterårsfarver og skove – igen er vi så taknemmelige over, at vi har fået turen ned med i købet. Vi nærmer os det store stenfald, dagens frygtede udfordring (for Anita). Men det går derudaf – vi tager tid fra start til slut, 45 minutter tager det. Et par gange får Anita en hånd, og turen tages uden stave, som her også bare er i vejen. Også den første del af turen blev taget uden stave – det går bedre og bedre.

Vi går endnu et stykke inden vi skal op ad den vilde trappe. Vi starter opstigningen, den er stejl og uendelig. Vi holder et par pauser undervejs, vi spiser lidt snacks – og vores generte 21 årige bærer, Hem, deler dels ud af saltkiks, dels af en plade chokolade. Temmeligt overraskende at se en plade chokolade – det kan man ikke købe undervejs. Hem har fået den af vores schweiziske ven (Hem var bærer for ham), vi er meget rørte over, at han deler med os.
Vi kommer de 700 højdemeter op ad trapperne.

Endelig når vi op til frokoststedet, som også er overnatningssted, da de sidste dage har været udfordrende. Det er nu helt overskyet og det hagler. Vi får tildelt et rum med fire senge, de to med madrasser, de andre uden. Jackey spørger, om han og Hem må sove på de to træsenge, da de ellers skal sove på det nøgne trægulv – og selvfølgelig må de det. Han fortæller, at han aldrig nogensinde før har overnattet så primitivt som på denne tur, og han ser det som guld, fordi trekket er så uspoleret.
Efter en times tid kommer den nu stærkt reducerede gruppe. Der er også ankommet en spansk gruppe på fire, herunder to kvinder (dem, som også befandt sig i Basecamp, da vi var der). Den ene har talt alle trinene fra Basecamp og her til – der er 8452 trin. Og langt de fleste er taget i dag.
En af de tyske mænd er meget nysgerrig, og vi taler længe med ham. Han har været på mange ture i Nepal, og han siger, at denne er den sværeste. Ikke at den er den sværeste at gå, men på grund af de få og meget primitive overnatningssteder, så det er svært at holde varmen om eftermiddagen og ikke mindst om natten. Dermed ikke rigtig mulighed for afslapning og opladning.
Han fortæller også, at en af deres bærere blev sendt at sted klokken 5 i morges for at nå frem hertil for at bestille overnatning for at sikre sig pladser til alle.
Og der er lidt hårdt at ankomme tidligt, som vi gjorde i dag, og ikke kunne gøre andet end at sidde foran brændeovnen og blive svedet på den ene side og iskold på den anden. Snakken er højlydt, især en af de spanske mænd er højrøstet. At fortrække til sit rum er nærmest ikke en mulighed, det er alt, alt for koldt. Det vil kræve, at man kryber ned i soveposen med tæpper over sig, og så vil man (i hvert fald vi) falde i søvn, og det går ikke.
Vi skal stadig spare på strømmen til vores telefoner (hvor vi kan skrive denne blog eller læse downloadede bøger). Og på vi ved ikke hvilken dag, er vi stadig uden netforbindelse. Vi har endnu tre dages vandring tilbage til Num og to mere, hvis vi vælger at gå helt til Tumlingtar. Det bliver dejligt med et varmt bad.

Klokken er godt og vel 17, og mændene i køkkenet er godt i gang. Der spilles høj nepalesisk musik, det lyder faktisk godt. De danser omkring og synger med. Teit bydes op, men takker dog nej.
Vandet fra kæmpekedlen hældes på lige så kæmpe termokander, så er der til the, varmt vand (som drikkes i rigelige mængder) og andre formål.