Dag 9, mandag den 6. november

Makalu Base Camp – Yangla Kharka

Vi er tidligt oppe og får hurtigt pakket sammen. Det er fuldstændigt klart vejr, og Makula ligger kæmpestor og nu med de første solstråler på toppen. Vi tager en del billeder, også af vores hotelnøgle foran Makalu-skiltet – vi glemte at aflevere den, da vi tog af sted. Det er ret underligt og surrealistisk – nu er vi her ved turens mål – og så er det hele pludseligt slut. Vi glæder os til ikke at fryse, vi glæder os til stille aftener, og vi glæder os til brød og kaffe.

Det er syret, at vi har overnattet i 4850 meters højde i et blikskur. Alt vand er frosset; vandet i vores flasker, vandet i tønden ved toilettet, og vandet til køkkenet, så der hentes vand i floden.
Nå, vi sidder i solen, som nu varmer dejligt og venter på helikopteren. Vores tyske ven har termometer med, og her til morgen frøs det 15 grader. Ikke underligt at selv hunden gik rystende omkring.

Da vi har ventet godt en times tid, får vi at vide, at vi ikke kan komme med (besked over satellit telefon), da vores navne ikke er opgivet til selskabet, og derfor ikke er forsikret. Vi var forberedt på, at noget kunne spolere planen, så vi er hurtige til at pakke om og i stedet for gøre os klar til at gå. Vores tyske og schweiziske venner har haft to bærere, som nu er ledige, og vi har talt med dem om at blive bærer for os, hvis vi skulle gå ned igen. Vi har kun brug for en bærer, men det gør dem ikke noget, alternativet er, at de skal gå ned tomhændet. De er klar, og vi er på vej nedad lidt over 9. Det er kun Teits stolthed, der lider.

Vejret er forrygende, og udsigten er mageløs. Vi havde tænkt, at turen ned på en måde skulle overstås, men det er den smukkeste dag af alle. Vi hører og ser flere laviner, tempoet er højt, og Anita er glad for, at den udfordrende del ved Basecamp klares ret fint. Jackey og bærerne sludrer, det er simpelthen så hyggeligt.
Vi passerer det hellige bjerg, som ingen må bestige og som det ikke er tilladt at flyve over. Vi synes, at det er smukkere end Makalu.

Vi spiser hurtigt frokost, vejret er som vanligt ved at skifte. Bærerne går i forvejen, dels så deres hurtige tempo kan holde dem varme, dels så de kan bestille værelser til os. Vi går to dagsture ned, sammenlignet ned op, og vi går i snevejr de sidste par timer. Vi snakker om, at det er en kæmpe nydelse at have gået i nu 8 dage uden at høre motorstøj overhovedet. Ikke en gang fra et fly. Ingen kædesave, ingen motorcykler, ingen jeeps. Der er ikke stille, vi kan hele tiden høre floden bruse, så skønt.

På vejen møder vi igen den canadiske gruppe med den nepalesiske kvinde. De er på vej op til Basecamp. Det viser sig, at hun er forfatter og har skrevet bogen “Forget Katmandu”, så den vil vi læse på et tidspunkt.
Den ene bærer har forladt os, han har fået et læs kartofler, der skal ned i dalen. Så nu følges vi fire, Teit bærer Anitas rygsæk, Hem går med Teits – og så selvfølgelig Jackey.

Vi kommer igen forbi de hellige huler, Shiva Dhara and Psrbati Cave – de er meget vigtige for buddhister. Vi tør ikke at tage den lodrette tur derop (heldagstur), men Jackey vil gerne derop på et tidspunkt – måske næste gang. I aftes så vi en video, som en af de andre gæster havde taget på turen derop – meget, meget scary – man går på tynde metalrør, der er stukket ind i klippen, samtidig med at man holder i reb.
Nedenfor hulerne finder Jackie en lille sten i en kilde. Den er sort og har et rødt mineral i. Han giver den til Anita – den vil få en særlig plads. Han har stort kendskab til sten og har en lille sidegeschæft med smykkesten.

På vej nedover møder vi en gruppe unge nepalesere på vej op. De er unge, de er 4-5 par, og de er fuldstændigt udmattede. Kvinderne kan nærmest ikke holde sig oprejst, deres ben ekser, og de bliver støttet, skubbet og trukket af deres kærester. Der er langt til næste overnatningssted, og der er kun 3 timer til det bliver mørkt. Vi håber, at de når frem uden skader.

Da vi spiste frokost, kom der besked via walkie talkie, at de to venner fra Schweiz og Tyskland) ikke er blevet fløjet til Katmandu, men i stedet til Lukla. Derfra skal de så med fly til Katmandu i morgen tidlig. Og guiden kom ikke med, da hans navn ikke var registreret. Så han må selv finde tilbage til Katmandu, og han er nu lige ankommet til stedet, hvor vi skal overnatte. Rigtigt ærgerligt for ham.
Vi møder den australske gruppe igen og hygger os sammen. Vi nyder, at det ikke er så koldt som de sidste dage. Vi har gået 1200 højdemeter ned og befinder os i 3600 meters højde.
Vi har noget af en dag foran os i morgen, vi skal gå ned til 3250 moh, hvorefter vi når det frygtede jordskred, det er kæmpesten hulter til bulter, krydret med stejle, smattede jordstykker. Jordskreddet er halvanden kilometer bredt, så det kommer til at tage et par timer at passere. Derefter skal vi op ad de sindssyge trapper, hvor vi ender i 3900 meters højde.
Lang dag, så vi håber på en god nat.