Dag 8, søndag den 5. november

Langmale Kharka 4450m – Makalu Base Camp 4870m

Vi har sovet overraskende godt. Vi har ikke frosset, og der har været ret stille. Vi måtte ud en til enkelt tissetår, og sikke en himmel! Der er en stjernehimmel uden lige. Det er dog alt for koldt til at blive ude og nyde synet. Vi vågner til en fuldstændig blå himmel. Solen rammer græsset foran husene, og vi står op og spiser havregrøden, samtidigt bliver vi tøet op.

Vores venner fra Schweiz og Tyskland har bestilt en helikopter fra Basecamp – de tør ikke gå tilbage over stenfald og jordskred og tusindvis af stejle trapper. Der er ret godt klaret af dem hertil – det er ikke nogen let gået tur for at sige det mildt. Den ene er 70, den anden 75.
Og så er det i dag, at vi skal nå turens slutdestination: Makalu Basecamp!
Vi har heldigvis filtreret vand i går – i dag er det hele frosset til igen.
Vi skal op gennem dalen – det er en skøn sti, der er ingen trapper. Der er meget høje bjerge til alle sider, brusende flod og skove lidt op langs siderne. Tre gange lyder der høje lyde, det er laviner. De to kan vi ikke se, men den tredje ser vi tydeligt, og Teit når at fange en bid video.

Vi nyder varmen fra solen. Og da vi når frokoststedet, er solen så kraftig, at vi kortvarigt kan få sko og strømper af og ligge lidt på stort skumunderlag, der er bredt ud til gæsterne. Det er et minimalistisk sted, som betjenes alene af meget ung kvinde. Senere finder vi ud af, at hun er 17 år, og der er familieomstændigheder, som bestemt ikke er misundelsesværdige. Vi kan vælge mellem nudelsuppe og kiks, så vi vælger nudelsuppe, den smager dejligt. Og dertil varmt vand.
Luften er dog kølig, så det er fint at komme af sted igen. Og måske kan vi være heldige at nå Basecamp i fuld sol.

Det går nu ikke helt sådan. For det første er den sidste halve kilometer ned til Basecamp noget angstprovokerende for Anita, som panikker lidt. Teit og Jackey er fantastiske støtter, så ned kommer vi. Højeste punkt før nedstigning til Basecamp er godt 4900 meter – Basecamp ligger i 4870. Vi får fluks et værelse, får taget billeder – overskyet er det, så vi kan ikke se hele bjerget.

Vi har hørt rygter om god varm kakao her, noget vi ikke har fået før (jo, i Danmark 😅). Koppen er stor og god, vi får fyldt efter med varmt vand og får drukket godt. Vi har drukket en liter hver på turen plus det vi fik til frokost og det, vi drak i morges. Planen er at få rigeligt at drikke for at modvirke højdesyge. Teit får det alligevel dårligt (kvalme, fryser og hovedpine) og må ned at ligge. Anita putter med tæpper og soveposer – og liggeunderlag bliver pustet op så kulden ikke trænger op nedefra.

Der er en stor gruppe tyskere her. De har været her et par dage og skal starte turen tilbage i morgen. Kvinden, der er på vores alder, er ikke glad, hun bekymrer sig for den hårde tur. De er 10 af sted, men 2 er blevet hentet i helikopter pga influenza og/ eller muligvis højdesyge.
Parret, der står for stedet, har en baby. Ret vildt i disse omgivelser. Babyen hænger på ryggen på Mutti, mens hun arbejder i køkkenet. Her er køkkenet klart afskilt fra fællesrummet, og der står “Don’t entry” på døren. Godt, det giver mere ro for alle, ser det ud til.
Teit har fået det lidt bedre og er kommet med i fællesrummet, hvor vi har spist omelet og chapati til aftensmad. Der er lige nu 21 personer i lokalet, herunder er der 3 kvinder inklusiv Anita. De to andre er fra den store tyske gruppe. Senere går det op for os, at der i barakken bagved gemmer sig endnu to kvinder – de kommer fra Spanien.
Jackey har fundet sin dagbog frem og er ved at tegne turen, det er hyggeligt.

Vi overvejer om helikopter ned for os kan være en mulighed. Det har været en hård tur op, og vi ved ikke rigtigt, hvor meget mere, vi orker. Vi får spurgt vores venner fra Tyskland og Schweiz, om vi må købe de ledige sæder, der er i den helikopter, de har bestilt til i morgen. De vil meget gerne lave en aftale, og vi taler med Jackey om muligheden. En stor ulempe er, at der kun er to sæder, det vil sige, at han selv skal tage tilbage. Det er fint for ham, han vil følges med to bærere, vi har fulgtes med på hele turen (og vi betaler selvfølgelig alle hans udgifter). En anden ulempe er, at det koster 15.000 kr + 13 % i skat. Men vi er klar til at springe til, for vi er lidt flade. Det er ikke bedre af, at her er iskoldt. Vi sidder i fællesrummet og ryster trods god opfyring med Yak-kager. Vi får at vide, at vi skal være klar til afgang mellem klokken 7 og 10. Inden sengetid aftaler vi med Jackey, hvad vi kan tage med til Katmandu for ham, og han kan låne vores oppustelige luftmadras, vanter og et par andre sager.
Vi smutter i seng, vi har rykket de to senge sammen, og vi kan kun lige holde varmen, hvis vi ligger tæt sammen og har alt vores tøj på. Herunder både uldne lange underbukser og vandrebukser, halsmuffedisse, huer, vanter, sweatshirt og dunjakke.

Teit har drukket alt han har kunne klare for at få bugt med højdesygen. Den uheldige bivirkning ved det, forstærket af kuldens krampetag i nyrerne, er at der skal tisses mange gange i løbet af natten.