Dag 13, fredag den 10. november

Vores værelse ligger på første sal, gulvet hen over gangen virker en smule gyngende, og man kan få den tanke, at det muligvis ikke holder til, at man går på det. For første gang er der toilet på første sal, det er vi ret tilfredse med. Trappen er mildest talt ikke fed at skulle ned ad midt om natten. Vi er også ret tilfredse over den udsigt, der er, når vi åbner trælågerne (= vinduer).

Vi betaler en diminutiv sum for aftensmad og overnatning, og af sted med os nedad. Vi skal besøge Hems familie, og i solskin når vi frem til dette smukke sted. Der er gang i hele familien, også i det udendørs køkken, der er bygget ud over kanten af bambus. Det er virkelig smart, al vandet løber igennem mellemrummene og er til gavn for det, der gror nedenfor. Der vaskes op og der vaskes tøj, og vi vasker hænder inden teen. Banantræer og guavatræer skygger for terrassen, hvor vi sidder, det gør, at temperaturen er rar. Hem plukker frugter til os, vi føler os meget heldige. Vi siger, at det er som et paradis, høns med kyllinger futter rundt, også i pelsen på hundene, der hygger sig i solen, man kan høre gederne, der er en fantastisk udsigt, alt er grønt og frodigt. Hem siger, at han mest har lyst til at rende væk på grund af fattigdom og konstant fare for jordskred.

Da vi kommer over på den anden side af dalen, kan vi tydeligt se det jordskred, der for to år siden var ved at rive deres hus med sig – det er ikke mange hundrede meter væk. Hem siger det ret tørt – det er sådan, det er – men det gør indtryk!

Jackey taler med Hems far, som fortæller, at også de har plantet kardemomme, det er dét, der giver mest udbytte for tiden. Men fra man planter til man kan høste, går der nogle år. Så nu håber de, at priserne holder sig oppe.
Vi er klar til at gå videre, og inden afgang tager vi billede af næsten hele familien. Ikke alle kommer ud af huset, men mor, far og nogle søskende bliver foreviget.
Det er, som vi husker det – det går stejlt ned ad. Ikke det store problem, vi er blevet virkelig gode til at have fart på. Vi ser kæmpe sommerfugle, og Teit får optaget en enkelt fin video, de er ellers svære at få hold på, så flygtige som de er i deres flyvning hid og did.
Ved floden holder vi en pause inden det går opad.

Vi tænker, at det kan ikke være det store, vi er nede i dalen, hvor tynd luft ikke hæmmer arbejdet. Men det bliver lidt udfordrende, for Anitas hals og lunger svider efter mange dage i kulden. Men igen – op kommer vi med god pædagogisk støtte og flere pauser, blandt andet sidder vi i solen og spiser de frugter, Hem har fået med.

Så pludselig er vi alligevel nået helt op. Jackey fortæller, at det er lykkedes ham og Hem at skaffe en Jeep, der holder klar, så snart vi har fået lidt frokost. Med den kan vi komme næsten ned til Tumlingtar, hvorfra vi kan flyve til Katmandu. Det bliver alt i alt en langt kortere tur end da vi skulle her op, da denne lufthavn kun ligger 4 timers jeep-tur væk.
Det er nu tid til at tage afsked med Hem. Vi betaler den aftalte sum, de udlånte rupees og giver ham tips. Det foregår ved, at Jackey nu kan overføre til ham via mobile pay. Vi giver Hem vores ubrugte kort over hele området, det ser ud til, at han er glad for det. Vi har de tidligere dage lagt mærke til, at han har været meget opmærksom, når Jackey har haft sit kort fremme. Hem kender området som sin egen bukselomme, men at se det på et kort er måske en anden dimension.
Vi tager igen afsked og billeder, det er nu tid for Hem at gå (løbe) hele turen tilbage til sin familie, helst inden det bliver mørkt. Anita har købt en sort fleece og en hue til turen, men i Katmandu venter flere af slagsen i bagagen. Vi tilbyder Hem tøjet til familien, hvis han tænker at det kan bruges, en vask inden brug vil nok være nødvendig. Det vil han gerne, måske han får brug for det på turen tilbage, da kulden i skyggen allerede kan føles.

Vi får bakset os ind i Jeepen, og på vejen gennem landsbyen kommer en kvinde og hendes cirka 10-årige datter ind på forsædet og fire unge nepalesere ind bag os, og så er bilen fuld. Vi har ikke kørt mere en få meter, før vi genoplever de sindssyge bevægelser, som kørslen på disse aldeles ufremkommelige veje fremkalder. Anita kæmper næsten fra starten med kvalme trods køresygepille, og da der er gået et par timer, begynder hun at tvivle på, om hun kan klare turen til ende. Teit siger, at han ikke ved, hvad der er at gøre ved det andet end at holde ud. Så sagt som gjort, men nu er det ved at mørkne, og det er umuligt at holde fokus på noget fremefter, og kvalmen bliver ligesom ikke mindre. Flere tiltag forsøges, så som at chaufføren bliver bedt om at lukke for musikken, dybe åndedrag, troen på at den sidste 30-50 minutter nok skal gå – men sådan går det ikke. Anita siger, at nu skal hun ud! Teit er lidt uenig – for hvad skal vi gøre midt på en støvet vej? Men da der er nogle huse, insisterer Anita, ud vælter vi, Anita brækker sig, og Jackey løber rundt og finder et sted, vi kan overnatte bare 100 meter fra Jeepen. Det er en form for landevejskro, og ejeren siger, at de normalt ikke lejer ud til fremmede (= ikke- nepalesere), det er værelserne for primitive til. Anita kunne ikke være mere taknemmelig – bare hun kan ligge ned og komme sig. Det viser sig at være ganske fint og bestemt mindst lige så godt som de steder, vi har overnattet på trekket. Anita bliver puttet, og Jackey og Teit går i vanlig stil til aftensmaden. Det er i anledning af Tihar en alvorlig sag, det er det største og det mest velsmagende måltid, der er serveret på hele turen. Det indeholder kylling og bøffelkød, helt uvant.

De lægger planer, som senere forelægges Anita: I morgen går vi til Khadbari (endestationen for jeepturen), det tager et par timer. Krofatter har sagt, at en del af turen kan tages af småstier nedover, der skærer en god del af vejens hårnålesving. Det lyder godt! Derfra kan vi så gå eller tage taxa til Tumlingtar lufthavn, der kun ligger 10 km derfra. Det lyder helt overkommeligt, så nu er det bare at få en god nats søvn.