I dag skal vi vaske tøj, og i aften er der Mha Pujā (udtales Maha Pudja) hos Jackeys ven Biraj.

Anita er stadig ikke helt på toppen (træt, flad, og lidt hosten), så der skal også lades op. Morgenmaden tager vi på Pumpernickel, hold da op, hvor er der god kaffe. Anita skriver blog og Teit lægger blogs op, efterhånden som han får dem gjort færdig. (Pumpernickel ligger tæt på vores forrige hotel og blev anbefalet af vores datter Tine).
Vi har vasketøjet med og går hen til et vaskeri, vi har haft et godt øje til, der er lidt kø uden for den lukkede dør. Der er 5 minutter til åbningstid, dog viser det sig, at der er lukket på grund af Tihar. Dette overbringes af en fyr, der kommer ud derfra. Han fortryder, da vi står 4 kunder og siger, at vi hvis vi selv betjener maskinerne, er det ok. To kunder er hurtige, og dermed er de to eneste maskiner optaget. Fyren i vaskeriet siger, at han nok skal tage sig af vores, og vi skal hente det hele klokken ca 15. Det hele spiller, og posen er pænt pakket med al tøjet, da vi kommer retur som aftalt.

Vi har aftalt med Jackey, at vi kommer hen til ham først, og så tager vi sammen en taxa til Biraj. Taxachaufføren kan ikke et ord engelsk, og han kan ikke regne ud, hvor vi skal hen, da Teit viser ham kortet. Andre lokale kommer til, men til ingen nytte. Godt at vi kan ringe til Jackey, så han kan forklare. Det er ikke let, når der ikke er adresser, som vi kender det.

Det er kun Jackey i køkkenet. Hans forældre er hvert deres sted til Tihar, den ene bror er hjemme i landsbyen og den sidste bror sover. Vi smager en kyllingeret, som Jackey har lavet, det smager virkelig godt. Det er kylling stegt med tomat, dild og en lang række krydderier.
Vi beundrer akvariet, som straks blev rengjort efter tilbagekomst fra trek, et par nye fisk er kommet til og sten samlet fra turen er omhyggeligt anbragt.

Vi fortæller Jackey, at fyren på vores hotel inden afgang fortalte om de festlige løjer, der højlydt har gået for sig her til eftermiddag: Der fejres nepalesisk nytår. Det er ikke noget, Jackey kender til. Nytåret hedder Nepal Sambat og bruges mest af Newari folket, dem der oprindeligt beboede Katmandu dalen. Birajs familie er Newaris. Jackey er jo Gurung fra Annapurna området. Idag er det fjerde dag i Tihar, den falder tilfældigvis på nytårsdag. Det er også dagen for Mha Pujā, som vi er inviteret til.

Turen ud til Bijars familie er længere end vi husker den, men de bor også næsten helt ude i kanten af byen, meget tæt på svævebanen. På vejen køber Jackey øl til festen som gave (han drikker ikke selv), vi har købt forskellige slags chokolade. Hele byen er dekoreret med farverige og blinkende LED-kæder, de hænger i metervis ned over bygninger og hen over vejene.

Vi bliver taget godt imod, og de unge drenge er i gang med at fyre fyrværkeri af under hujen og grinen.
Vi får serveret øl og frisk mangojuice, og planen er, at der skal danses, velsignes og spises. Det kommer ikke helt til at foregå, sådan som vi forestiller os. Det er jo sådan, det er, når man møder nye skikke og vaner, som man slet ikke kender: Uden videre tænkes det, der skal foregå ud fra egen erfaring for forståelse, man har i forvejen. Det er megasundt at prøve at være dem, der overhovedet ikke kender til det, der skal foregå. Heldigvis er alle ret afslappede, vi føler os ikke udstillede, vi føler os meget velkomne. Bijars far er, som vi nu får det forklaret, folkevalgt, og han anses for vigtig i området her. Han kommer flere gange hen til os, han vil høre, om vi er godt tilpas.

Storebror inviterer os op på husets øverste etage, hvor der er udsyn over det meste af Katmandu. Der bor alt i alt hele huset far, mor, tre sønner, en svigerdatter og to børnebørn.
Etagerne er på størrelse med vores hus, og på denne er ét stort rum med meget gulvplads, der er sofamøbler, der er madrasser på gulvet (til solbadning fortælles det – de store ruder kan skubbes fra), og der er nogle skriveborde ude i kanten. Jackey giver den som TV vært i en stol, der kan dreje rundt, og vi griner, det er simpelthen så sjovt, han er ret god til det. Han giver også en prøve på kinesisk.

Nedenunder igen får Anita en lang snak med storebror, som også denne gang meget gerne vil tale storpolitik, Nepals tilstand og manglende muligheder for at få job på trods af uddannelse. Vi oplever, at han er den, der virker mest påvirket af situationen, det går ham på, at han ikke kan få et selvstændigt voksenliv, men er afhængig af sine forældre. Også selv om det ser ud til, at de ydre rammer er gode (kæmpe nyt hus og familie, der har status).

Teit taler med en anden bror, der har boet en hel del år i USA. Pludselig lyder virkelig høj musik. En flok mænd er kommet ind i den store, lukkede gård, én har en mikrofon, og der er en kæmpe højttaler. Så skal der danses, Teit hives med, men Jackye undslår sig. Anita og husets Mutti står oppe på trappen og skuer ud over det hele. Det går for sig en halv times tid, så drager mændene af sted igen.

Dernæst er det aftenens højdepunkt. Det foregår i kælderen (hvor der også er fitnessrum). Der er dækket op på gulvet, det er smukt, sirligt og farvestrålende.

Da alle har sat sig, starter kvinderne ritualerne. Først får alle et kogt, pillet æg, der er rullet i noget gult farvestof, der ikke smager af noget. Dernæst drysses blomsterblade ud over hver enkelt, startende med manden i huset.
En hvid blomst sættes bag øret, og der sprøjtes lidt vand over hovedet. Tilsidst påføres tika i panden. På den måde renses kroppen og det er også fejringen af kroppen.
Den nærmeste familie sidder på række efter faderen på den ene række, og på den anden led sidder børn og de unge. Overfor mændene sidder vi sammen med Jackey.

Så serveres maden. Frugterne på gulvet skal vise sig at fungere som pynt. Stemningen er løssluppen, og nogle af mændene kaster mad og pynt efter hinanden og griner og driller hinanden. Der serveres risvin i små mæssingbægere, der skal bundes. Anita nipper, men Teit og Jackey gør som man skal, hvortil Jackey udbryder: “Ohh my God, my throat is burning”. Vi griner – og det bliver ikke mindre af, at han kort tid efter siger: “ohhh, now my feet are burning”.

Så skal vi i gang med maden på fadet. Det er risflakes med sovs, og flere gange kommer en af kvinderne forbi med gryde, indeholdende små kødstykker. Der er blandt andet kylling, der smager dejligt, og det gør gedekødet og grisen også. Der er også fyldte gedelunger (en form for melblanding). Det er vi ikke helt så tossede med. Rundt i kanten af fadet er forskellige bønner, pickles og andet.
Der er også en tørret fisk til hver, som er en udsøgt delikatesse. Den er fuldstændig crunchy og smager fint af fisk. Vi spiser ikke hele fisken, smag og konsistens gør at vi må vælge bidderne med omhu.
Måske skyldes det, at kroppen ikke er helt frisk, men Anita må arbejde noget for at få spist lidt af det hele. Teit går det bedre for, men også han må levne.
Til sidst serveres yoghurt fra Baktapur, det er en særlig delikatesse. Det kan vi godt lide, heldigvis, og vi kan spise op.
Alle går op i stuen igen, nu er det tid til kortspil og mere øl. Til sidst sluttes aftenen af med mere krudt udenfor, noget kan sige ret højt knald.
Det nærmer sig midnat, da vi når hotellet efter at have sat Jackey af på vejen. Vores hoveder summer af alt det nye, vi har oplevet. Det skal være godt at komme i seng.