Tanker og planlægning er igen ved at tage retning mod nyt trek, det er morgenstundens omdrejningspunkt, for hvad er det, vil gerne vil? Anita vil gerne hygge-tur uden for meget koldt og goldt.

Og skal vi se noget på vejen til Pokhara, hvis vi tager bus? Der er noget med en flod, man kan bade i, der er huler, og der er svævebane op til udkigspost for at nævne noget. Og skal vi i det hele taget tage bus? Sidste år var min veninde Nanna her med sine to døtre, og bustur skulle tage 7 timer, men tog 10. Vi har hørt, at den sidste del af turen stadig kan tage meget lang tid, da der arbejdes på at udvide vejen. Jeg tjekker på kortet: der er 142 km. Gennemsnitlig fart er så cirka 14 km i timen, hvis de 10 timer holder. Og det er vejen mellem de to største byer i landet. Igen kan man have alle mulige tanker og meninger om det, men det er sådan, det er. Man kan også flyve, det tager 25 minutter (og dertil et par timer for at komme til lufthavnen og være der i tilpas god tid). Flyvning er meget, meget fristende. Men i disse tider har det også en bagside, og vi har fløjet en del allerede.
Dog var flyveturen for at komme til Makalu ikke et tosset valg, 30 timer i bus og jeep hver vej ville være i overkanten. Den taxachauffør, der kørte os i Scorpioen til Baratnagur airport fortalte, at han har kørt et amerikansk par, der var for længe om Makalu-trekket og derfor ind kunne nå deres fly til Katmandu – og derfor ikke kunne nå deres fly til USA – hele vejen til Katmandu. Det havde taget 30 timer, og han havde ikke sovet undervejs.

Vi har en aftale med Jackey om, at han kommer klokken 10 til hotellet, så vi sidder klar i haven. Han bliver en times tid forsinket, for Mutti skal sættes af et sted på vejen. Det er helt fint, det er første gang, at vi sidder og nyder solen i hotellets have. Det er dejligt varmt, og som alle andre dage er himlen blå. Der er klart forurening, den er et kæmpe problem for de lokale, hvis levetid alene af den grund forkortes gennemsnitligt med 7 år. Men lige for tiden er luften nogenlunde klar, og da vi så byen fra oven i går, kunne hele byen ses. Hvis forureningen er slem er alt gråt. Det oplevede vi lige da vi kom hertil, det er ikke rart.
Imens har vi også god tid til at snakke om, hvad vi gerne vil og kommer frem til, at vi gerne vil tage bussen og bide turen over i to – og så se noget på vejen. Det er således oplægget, da Jackey kommer. Han fortæller om badestedet, som er en slags badeland, og vi ser billeder og video, han var der med nogle venner for et år siden.
Han fortæller om hulerne, som er de største i Nepal, og at der i det hele taget skulle være spektakulært i området. Vi vælger at tage bussen, stoppe og overnatte ved hulerne og så tage derfra videre til Pokhara.

Vi kigger på kortet og laver en plan for vandredage fra Pokhara. Det er meget lettere end Makalu, får vi at vide, for der er altid flere overnatningsmuligheder at vælge imellem, og der er et utal af muligheder for at forlænge og forkorte trekket. Jackey udpeger også den landsby, han er født i. Vi kommer dog slet ikke i nærheden.
Planen alt i alt vil betyde, at vi er på tur i 14 dage. Men hvem ved? Ingen af os har noget, vi skal nå, så hvis der er skønt, kan det være, at vi forlænger. Anita glæder sig allerede til de varme kilder, der er ligger på vejen.

Lige som ved turen til Makalu er det også vigtigt for os, at alt det formelle er i orden. Det betyder, at vi og Jackey skal være knyttet op på et firma, der har en forsikring ud over den forsikring, vi selv har. Det tænker vi vil give en ekstra sikkerhed, hvis uheldet skulle være ude. I hvert fald vil vi gerne hyre Jackey som guide, også på denne tur, det vil han heldigvis gerne. Vi gider ikke prøve andre guider, vi har set tilstrækkeligt til at vide, at vi får ikke nogen, der er bedre for os. Så nu skal han på arbejde: Han skal i kontakt med Giri, han skal sørge for permits, han skal undersøge bustider og andre ting, som vi måske ikke ved. Vi aftaler, at vi bestiller overnatning ved hulen og to nætter i Pokhara. Vi tager afsted mandag morgen, hvis Jackey kan skaffe busbilletter og alt det andet. Ellers bliver det, når det er muligt.

Vi går på shopping og får købt småting til turen, som vi mangler. Blandt andet nogle super lækre nøddebarer, som vi kun har set her i byen – og kun i én bestemt forretning. Anita køber et par nye sokker og vi køber nogle bestemte bolcher, som vi også har fået et godt øje til. Vi bliver enige om at gå ud og spise godt og drikke øl, det bliver sidste gang i lang tid. Vi spiser pizza på Marcopolo, som vi har læst skulle være byens bedste sted. Det ligger underligt i en form for indkøbscenter, men lever i øvrigt op til stjernerne. Der er propfyldt (og det er et stort sted), så vi får plads ved baren. Pizzaerne er gode, den brændefyrede ovn er rødglødende og det er vældigt hyggeligt.

Hjemme igen er der besked fra Jackey: Han har brug for fotos af os, så dem henter han i morgen, de skal bruges til permits.