I dag er det Tines fødselsdag 🇩🇰🇩🇰🎂 – til lykke med de 35 år ❤️ (vores ældste datter).
Vi er glade for, at facetime findes. Klokken 15 dansk tid skal vi holde familiekomsammen. Børnene er samlet i dagens anledning, og vi kommer med på skærmen.

Vi sidder nu på Pumpernickel, her sad Tine for snart en del år siden, når hun var inde i byen på weekendtur. Vi har stadig til gode at se den skole, hun arbejdede på. Vi har været i nærheden, men da var det skoleferie på grund af Tihar.
Vi har tænkt meget på denne dag, fordi vi ikke er hjemme, Tine har fødselsdag, og vi er der ikke. Inden vi tog af sted så vi “The Journey – 15 dage i Nepal”, to gange endda. Det gjorde et vist indtryk, da Søs Egelind ringer hjem, hendes datter (der også er i 30-érne) har fødselsdag, og det er første gang, de ikke fejrer dagen sammen.
I øvrigt var det en god serie for os at se som en opvarmning til turen. Den gjorde noget godt for os og var med til, at vi fik en idé om, hvad vi kunne glæde os til.
I dag er det også halvanden måned siden, at vi ankom til Katmandu. Det er så umanerligt fedt, at vi har masser af tid. Det har været godt for sjælen. Vi tænker, at hele december måske let kan gå, inden vi vender næsen mod Thailand. Vi har i øvrigt overhovedet ikke sat os ind i noget, der har med Thailand at gøre, men vi skal i hvert fald starte med “Bountyland” med gode bademuligheder. Hvis nogen har gode ideer til, hvor vi finder det, så skriv endelig.
Mens vi sidder på Pumpernickel, kan vi høre tre unge kvinder tale dansk bag os. Vi har ikke hørt dansk siden før vi tog til Makalu. Heller ikke andre skandinavere. Og i det hele taget er der få turister i forhold til, da vi kom.
Her på caféen er målgruppen vesteuropæere og amerikanere, og lige nu er 6 ud af 7 besat af lyshudede folk. Der er travlt og rod i ordrerne, personalet er noget forvirrede og undskylder. Det gør ikke noget – vi har masser af tid.
Vi smutter ud i byen og senere tilbage på hotellet i solskin, hvor Jackey kommer susende. Han skal omkring firmaet med penge til permits til Annapurna Nationalpark og til busbilletter, Giri er på kontoret lige nu. Vi skal af sted i morgen tidlig, måske tager vi en overnatning halvvejs og ser de store huler ved Bandipur, måske kører vi hele vejen til Pokhara i et stræk.
Resten af dagen kommer til at gå med pakning, blogs fra de sidste dage, afslapning, spise, læse – faktisk helt utroligt, hvordan tiden går med den slags 😅

Kære Jer,
Stort tillykke med Jeres datter 🇩🇰🇩🇰🇩🇰
Hvor er det fantastisk at følge med I Jeres rejse 😊
Jeg vil blot lige sende en anbefaling ift Thailand. Da vi var afsted sidst boede vi blandt andet en uge på Railay Beach, Krabi. Der er så smukt, der skal vi tilbage til en dag 😊
Ha det godt og fortsat god tur, kh Susan
Hej Susan
Tusind tak for svaret 🙏
Hvis du ikke havde svaret, ville jeg have spurgt dig, kan godt huske at I havde en fantastisk tur 🤗