Dagen i går fik en helt anden afslutning, end vi havde troet. I går eftermiddag ville jeg betale for opholdet – og hvem kom så lige der i lobbyen? De to kvinder fra den australske gruppe! De havde set mig gå gennem haven, så de kom susende efter mig. Gensynsglæden var til at føle på 🙂 De var kommet fra Tumlingtar med fly tidligere på dagen. Samtidigt kom Teit til – og han var i telefonforbindelse med Jackey, der var på kontoret for at få permits, og vi skulle få det lange ben frem og komme der med det samme. Vi nåede dog lige at lave en aftale om at mødes klokken 18.30, så vi alle kunne gå ud og spise sammen.

På kontoret hos Giri var det nødvendigt at være præcise med, hvilken dag permits skulle gælde fra og hvor længe de skulle gælde. Det hele kom i orden, og Jackey hastede af sted for at få dem i orden, der var kort til lukketid. Det viste sig, at hurtigløbet var forgæves, da kontoret var lukket på grund af festival. Man kan også købe permits lokalt på trekket, men det er vist noget dyrere – og man kan også købe det i Pokhara. Men der vil det være dejligt, ikke at skulle bruge tid på det. Vi skal også brug TIMS kort – det er kun firmaet, der kan sørge for det.

Nå, men nu er det tid til at mødes i lobbyen med den australske gruppe. Vi går straks til Rosemay Garden, Jackey kommer også med, han har dog ikke meget tid, for der er en del af pakningen til i morgen, han ikke har nået.
Snakken går, og vi får historien om deres tur op – og tilbage igen.
De fortæller, at de kom op til Basecamp, men kun blev der en nat, da deres guide anbefalede at tage turen ned igen med det samme. De ville ellers gerne have været der længere. Men de nåede at gå op til udsigtspunkter ved gletcheren. De mødte også den engelske kvinde, Tessa – hun er 61 – vi er så imponerede over hende – vi troede at hun var midt i fyrrene. Sejt
Den ene af de australske kvinder fik en lungeinfektion på turen og måtte have antibiotika, men ellers havde de en god tur, også ned igen. Vi er også ret imponerede over dem, det var ikke en let tur.
Det var en rigtig hyggelig aften, og vi vil helt sikkert besøge dem, hvis vi kommer til Australien igen (i hvertfald hvis vi kommer i nærheden af Adelaide).

Tilbage på hotellet holder vi fødselsdag på facetime med Tine og vores andre børn og svigerbørn, det var så hyggeligt.

Vi skal være klar i lobbyen klokken 6.30 her mandag morgen. Vi kan gå hen til busholdepladsen, det tager 10-15 minutter, bussen går klokken 7. At finde bussen kræver en del talen i telefon, vi er glade for, at vi bare skal følge med.
Ind i bussen med os. Det er en luksusbus ved brede veloursæder og bredt armlæn. Et sæde på den ene side af midtergangen og to på den anden – vi har fået den forreste række, så må vi se, om Anita klarer turen hele vejen til Pokhara uden at blive køresyg. Vi kan stige ud i Bandipur, hvor vi kan se huler, men vi er nu mere interesserede i at køre hele vejen. Chaufføren kører godt og roligt, og vi kan se frem gennem forruden. Anita kan også krumme sig sammen på det store sæde med hovedet på armlænet og benene på rygsækken, og dermed er det muligt at sove noget af vejen.

Der holdes fine pauser, dog skal man kunne udholde ret klamme pedaltoiletter, når det behov opstår.
På denne bus spilles ikke musikvideoer – det er vi nærmest henrykte for. Godt nok virker den elektriske sædeindstilling ikke på Teits sæde.

9 timer godt og vel – så er vi fremme. Og som Nanna skrev for et år siden i samme situation: Smilene vokser helt op til begge ører ved synet af de hej bjerge. Og der er bestemt ikke noget at klage over, når vi kigger ud f vinduet fra vores hotelværelse.

Aftenen går let med at få lidt at spise og se på søen.