(Forsidebillede: Poon Hill morgen)

Vi har sovet dårligt. Teit var generet af naboerne (væggene her er også tynde blikplader), der snakkede og snakkede. Tre gange dunkede han på væggen uden resultat. Og en af de meget unge kvinder fra en større gruppe skreg pludseligt højt og derefter besvimede hun. Jackey fortalte i dag, at hun så syner da hun kom til sig selv og troede at nogen var efter hende og andre ubehagelige ting. Han fik fat i en sygeplejerske, men ret ubehageligt for ham at overvære. Og stakkels pige.
Anita faldt hurtigt i søvn men vågnede igen, måske af skriget. Dernæst umuligt at sove, men godt så at kunne kommunikere med dem derhjemme og læse bog. Sidste mail sendt 0.45. Vi er ved grænsen fir højdesyge, og søvnløshed er et af symptomerne, som Anita også har oplevet ved de to tidligere treks (2850).

Vi stod som planlagt op 04.45 og kom i tøjet i en fart, klar til afgang klokken 5. Med pandelamper tog vi turen op og var fremme i god tid inden solopgang. Trapperne er virkelig gode og velholdte, men glatte her og der på grund af is.

Der var vild stjernehimmel, og meget smukt med rækken af pandelamper i mørket.

Vi var bestemt ikke alene. Vi prøvede at tælle, men det var umuligt. Et gæt er 200 andre. Der er rigtig god plads, og alle var afdæmpede, så det var helt ok.

Vi gik ned i relativt hurtigt tempo, kun afbrudt at et område med isglatte trin. Jackey tog et styrt, men der skete heldigvis ikke noget.
Tilbage på hotellet skal vi have morgenmad, vi har lyst til americano og pandekager oven på turen. Det smager himmelsk.

Vi er ude på sporet igen kvart i ti. Ret hurtigt er vi i rhodondendronskov igen. Det er store træer, nogle af dem har form som egetræer. Stien er i skyggen af træerne, det er dejligt, for solen bager. Benene er overraskende gode, og Anita går nu på trekkets tredje dag uden stave. Det er en stor frihed.

Vi kommer til at gå med mange andre, der er blandt andet en stor gruppe fra Korea og en gruppe fra Kina. Vi kommer til det det første frokoststed efter et par timer, og heldigvis sætter alle andre sig der. Vi går videre, og nu er det trapper, de er også her lette at gå på.

Vi skal ned mod en flod, og her skifter det til at være ret uregelmæssige trin, og mange af dem er høje, så der skal arbejdes med haser og stabilitet. Der er utallige flotte pools, men vi er ikke fristede, det er skygge og vandet ser meget koldt ud.
Vi ser et stort område med varder, det er et flot syn.

Vi kommer til et spisested ved floden og sidder i solen. Maden er rigtig god, og Jackey serverer guava og æbler.
Vi får øje på en mand, som vi synes at kunne genkende fra Poon Hill i mørket på vej op, og det særlige var at han var dansk. Vi kom væk fra ham fordi hans guide talte lidt med Jackey. Men nu går vi hen til ham, han hedder Michael og går alene. Hans guide var blevet syg i morges og tog hjem, så nu går han alene. Vi bliver enige om at følges, og det er rigtigt hyggeligt. Vi går også parallelt med et ungt par, kvinden er fra Barcelona og manden fra England, og senere vil det vise sig, at vi kommer til at bo på samme hotel. Det er meget hyggeligt at tale med dem, blandt andet skal de til Thailand efter Nepal.
Da vi er fremme i Tadepani, tager vi afsked med Michael, han skal bo på at andet hotel end os, og vi bliver enige om at følges i morgen.

Vi bliver indkvarteret, og her er varmt brusebad på gangen, det kaster vi os fluks ud i. Det var været en svedig dag. Vi vasker også sokker og underbukser, og senere hænges det hele til tørre i fællesrummet rundt om den lune brændeovn. Vi køber en Snickers hver til os alle tre og kaffe, det er så meget luksus. Og vi hygger med det spansk-engelske par, der bor i Bruxelles og har fået orlov fra deres arbejde.