Annapurna, dag 4, lør. 25. nov.

Tadapani 2675m – Chhomrong 2218m

Det er den flotteste udsigt. Det er lige så flot som Poon Hill i går. Annapurna South er overraskende tæt på, ligeså Fishtail Mountain. Annapurna 2 og Annapurna 3 kan også ses, dog kun en mindre spids. Vi kunne ikke se dem i går eftermiddag, da der var overskyet. I dag starter dagen igen skyfrit. Vi føler os så heldige. Så det er en kæmpe overraskelse at se bjergene på denne måde.

Udsigt fra hotellet, Annapurna South til venstre og Machapuchare også kaldet Fishtail Mountain yderst til højre.

Jackey har valgt stedet af samme grund. Han har taget billeder før sengetid af nattehimlen, foruden stjernehimlen kan bjergene ses så fint.

Michael, som vi mødte i går, er klar til afgang, det er vi (næsten) også. Turen er vildt smuk. Vi går lang tid gennem skov, som er tæt og jungleagtig. Det er super hyggeligt, at Michael har lyst til at følges med os. Vi er stille meget af tiden, men vi snakker også om alt mellem himmel og jord. Jackey underholder som altid på bedste vis med at fortælle om alt, hvad vi ser og hører. For eksempel hører vi høje lyde et stykke væk. Forklaringen er, at der hugges skiffer. Et andet sted kan vi høre en mand råbe højt, vi kan ikke se ham, for skoven er tæt. Her er det en mand, der råber til sine okser, han er ved at pløje.

Skov og bjerge

Vi får kaffe og køber Oreo og kokus-kiks, og vi lader solen bage på os og tørre sokker, T-shirts og sko.
Turen fortsætter lige så smukt, men nu med trapper nedad. Her er stejle sider og en formidabel udsigt over til den modsatte side af bakkerne. Der bliver knipset og knipset, ikke uden grund. Benene er gode, dog en smule træthed i lår og knæ efter de mange højdemeter i går. I dag skal vi samlet se noget op og ned (1045 højdemeter ned, 540 op), og vi ender i 2218.

Frokosten nydes også med skøn udsigt, og solen bager og tørrer igen vores svedige tøj. Vi sidder under stort halvtag, og vi får lidt mere tid til at tale om vores liv i Danmark.
Vi synes, at der lugter noget af hash, og da vi begynder at gå igen, sidder to kvinder og bearbejder den høstede hamp, den ene kvinde nulrer frøene til brun masse. Det er muligt, at der også bliver røget lidt af det, de griner ihvertfald meget.

Hamp

Vi kan på lang afstand se et kæmpe jordskred længere fremme. Da vi kommer tættere på, ser alt underligt blegt ud. Da vi kigger nærmere efter, er der støv på alt. Et stort område er simpelthen dækket af det fineste hvide sten-støv. Blade på træerne, beplantning i øvrigt, sten og trapper, alt der dækket. Vi kan mærke det i munden, det knaser lidt. Det viser sig, at stenskredet skete for 4-5 måneder siden. Støvet bevæger sig stadig i en sky opad skråningen, så indtil videre bliver der ved med at blive tilført støv. Det kommer sikkert først til at stoppe, når regnen kommer.

Hvid bjergside af støv fra jordskred.

Vi går i nogenlunde samme tempo. Michael er tømrer, han er 53 år og i god form. Teit er også i god form, og Jackey ung og trænet i lige præcis dette. Anita kan efterhånden gå med en vis fart, stadig uden stave. De tre mænd ville kunne gå hurtigere, men det er ikke et helt tosset tempo.

Vi nærmer os Chhomrong, hvor vi skal overnatte. Klokken er kun halv tre, men Jackey anbefaler os dette sted, som han allerede har booket, da han synes, at der er for langt at gå til Seduwa, den næste by. Vi er ellers klar til at gøre det alle tre, da vi kan se lige derover, men det skulle tage mindst 2 timer, og det er her og der temmeligt stejlt. Det viser sig dog også, at Jackie har ondt i den ene skulder, han er faktisk noget forpint. Det er så fint, at han siger, hvordan han har det. Alle er klar til at blive, det er et skønt sted, og Jackey får lidt behandling, iprener og Panodil.
Brusebadet er hot med vand i rigelige mængder, så dejligt. Vi får tilmed et håndklæde, det har vi ikke prøvet før noget sted.

Vi lægger en plan for dagene op til Annapurna Basecamp og turen tilbage igen. Michael vil gerne gå turen sammen med os, og vil vil meget gerne følges med ham – så win-win.

Vandrende købmand ved hotellet, vi køber en pose chips, en pose ostepops og en chokolade kage.

One Reply to “Annapurna, dag 4, lør. 25. nov.”

Skriv et svar til Mette Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *