(Forsidebillede: Tidlig morgen i Chhomgrong)

I aftes sad vi nogle stykker rundt om bordet i fællesrummet. Tre unge mennesker var fra New Zealand, de fortalte om deres genvordigheder med højderne. Den ene måtte opgive at gå helt op til Poon Hill, han kunne ganske enkelt ikke få vejret. De to andre havde det heller ikke godt, så de havde besluttet at blive på hotellet et par dage for derefter at gå ned – og opgive ABC. Et andet ungt par har vi talt en del med (englænder og spanier der bor i Bruxelles). De kom senere afsted på trek end planlagt, fordi hun blev syg. Så nu har de ikke tid til at komme helt op til Basecamp, hvilket er et stort ønske. Men også bøvlet at forlænge turen, da det kræver ombookning af fly til Bangkok, ændring af hotel- og busbilletter og alt muligt andet, der ikke er let at fikse med vekslende adgang til wi-fi. Men derudover har de heller ikke helt kontanter nok med. De havde troet, at de kunne betale med Visa her og der, men det har ikke været muligt, heller ikke her, selv om det står på et stort skilt på hotellets gavl. Vi tilbyder dem at låne kontanter af os, vi har fået hævet rigeligt. De takker og siger, at de nok bare tager tilbage.
Der er også en ung kvinde, der vandrer alene, hun er på vej ned. Hun læser på sin Kindl og siger ikke så meget, men hun kan fortælle, at der er udmærket wi-fi i Basecamp.
Vi drister os til at dele en øl til aftensmaden. Det er vist første gang på trek, at vi drikker øl, i hvert fald på vejen op. Stemningen er meget hyggelig, vi vælger at suse tidligt i seng, da vi skal tidligt op.

Vi vågner til endnu en vild udsigt. Annapurna South er så smuk med solens stråler, der rammer og gør bjerget orange. Vi skal spise morgenmad 6.30, så vi kan have en lang dag ude på sporet. Her er de gode til at have maden klar til tiden, så da klokken er 7.20 er vi på vej.

Det går seriøst stejlt nedad – og da vi kommer ned til floden, som vi skal krydse via hængebro, kommer to kvinder os i møde og vi kan se, at en flok heste med fører er på vej bagved. Vi bliver derfor stående, og da de to kvinder kommer over, lægger den ene kvinde sin stofpose fra sig, og ud kravler en hvalp på ca 10 uger, noget fortumlet mens den tisser. Da hestene kommer over, bliver kvinderne tilbudt et lift på hestene, så de bliver hjulpet op under stor tumult. Jackey oversætter og siger, at kvinderne er bange. Hunden er kommet tilbage i stofpose og sidder nu på ryggen af en af hesteførerne. Mens vi ser på, nyder vi nogle lokalt dyrkede appelsiner, som Michael har købt på vejen.

Vi skal nu opad – og det går lige så stejlt op, som det før gik ned. Vi får dagens pulstræning, og solens rammer os og alle sveder. Vi kommer igen gennem skov, det er egetræer og rhodondendron, men også slyngplanter med lange nedadhængende rødder, så vi tænker tit på Tarzan. Der er heldigvis en del af turen, der går på almindelig sti, så vi får en pause fra trapperne.
På vejen møder vi vores spanske/engelske unge venner. Meget overraskende, men de besluttede i morges at ombooke fly mv for at komme til basecamp. Vi lånte dem en slat penge ved morgenmaden i fald, de ville gå op – og det gjorde åbenbart, at de tog beslutningen. Så vi kommer til at møde dem igen, de er nu foran os, men om ikke andet vil vi krydse hinanden, da turen tilbage (en del af vejen) er samme vej som op.

Formiddags-teen får vi på en stor terrasse med udsigt ned gennem slugten. Det er stadig skyfrit, og solen varmer dejligt. Pludseligt er der tumult ude ved kanten, folk samler sig og peger. Der er aber – det er languraber – de er i træerne lige nedenfor, så vi kan se dem meget tæt på. Der er mange, og de frækkeste stjæler bondens bønner. De kigger hele tiden op, de er måske vant til at blive jaget væk. Det sker heldigvis ikke, så vi kan nyde synet af dem, mens de springer rundt, solbader, snupper bønner og leger.

Michael har medbragt myslibarer hjemmefra, det er de gode fra Thy, så på vejen spiser vi en hver, det er en stor nydelse. Og et godt supplement til de sultne maver, vi kan godt mærke, at der skal noget energi til alle de trapper.

Mens vi går videre, taler vi om planen videre frem. Jackey mener, at vi kan gå til Annapurna Basecamp i morgen, fordi vi går hurtigt og er udholdende. Vi kan ikke lade være med at blive lidt smigrede og synes, at det lyder som en fin plan. Men da vi vi sidder ved frokosten og kigger på kortet over trekket, der ses malet på et stort skilt, bliver vi i tvivl. Det vil betyde, at vi skal 2000 højdemeter op på halvandet døgn, hvilket strider noget imod anbefalinger for at undgå højdesyge. Det er muligvis muligt, da vi alle var på Poon Hill for få dage siden, men dog en chance at tage. Vi snakker om det, os tre danskere, og vi er rørende enige: Selv om det kan være fristende vil vi hellere vælge det sikre, så ingen af os bliver syge. Kortet tages frem, og planen er nu at gå til den lille flække Dovan, som kun er et par timers gang væk. Derfra til Deurali i morgen – og i overmorgen Basecamp.
Da vi har god tid, forlænger vi frokostpausen med en lille halv time, igen nyder vi solen og ikke mindst at slå mave.

Jackey har drillet Michael lidt og sagt, at han ikke er rigtigt medlem af flokken, før han har badet i floden. Og nu dukker muligheden så op – Jackey udfordrer grinende, og Michael og Teit er ikke sene til at gå med på spøgen. Alle fire ender i floden under hujen – ikke mindst de forbipasserende er imponerede. Det er nu easy peacy for Michael, han har et vildmarksbad hjemme, som han bader i uopvarmet hele vinteren 🥶.

Vi er fremme ved 15-tiden, og vi får fluks kaffe.
Senere drister vi os til igen at købe en øl til deling og en portion pomfritter, også til deling. En luksus vi ikke før har gjort brug af. Det er muligvis vanedannende – vi må se.