Forsidebillede: Tilbage i Pokhara

Vi spiser morgenmaden ude under halvtaget. Det er underligt, at vi nu er i gang med sidste vandredag. Vi har været af sted i 10 dage, de ni med Michael, det er vemodigt snart at skulle sige farvel. Desuden er det (vistnok) tredje og sidste vandretur for os i Nepal. Så også et farvel til det – og i hvert fald i den sammenhæng til Jackey.
Nå, men nu er vi her, og vi skal nyde hvert et sekund. Teit har haft et stort ønske på dette trek: At krydse en af de rigtigt lange hængebroer. Det får vi nu mulighed for. Broen, vi skal krydse er 287 meter lang og hænger 135 meter over floden. Anita har egenligt for længst overvundet sin højdeskræk, denne bro er dog lidt vild, så til at starte med skal der helst være en foran.
Det går nu rigtigt fint, også når Jackey foreslår, at hun skal kigge ned i floden og ned på trætoppene.

Der er et skilt, hvor der står, hvad man skal gøre, hvis der er muldyr på vej. Senere i dag får vi en fortælling fra det unge par fra Bruxelles om deres oplevelse: Da der var muldyr på vej til broen, blev de på land, men en lokal fyr med stor kurv på ryggen gik ud, så et godt stykke ude skulle de passere hinanden – og det så lidt nervepirrende ud.

Turen går herefter på grusvej, det første vi møder er jeep- og busholdeplads. 6-8 jeeps er klar til at køre os til Pokhara, men vi vil hellere gå til Birethanti, hvor vi startede turen. Der går ikke længe, før vi bliver overhalet af en bus, der viser sig at indeholde en gruppe 15-16 årige gymnasie-elever, der snart skal starte på civilingeniør-studiet. Nogle af dem hopper ud og løber ned ad den stejle vej, de tør ikke køre med bussen lige der. Det kan vi godt forstå. Sidste år styrtede en jeep ud over kanten lige her med unge studerende, de døde alle sammen bortset fra én.
De unge studerende vil meget gerne tale med os, de er nysgerrige, og de holder sig tæt til os for at få det hele med. De kommer fra området ved Rami Mahal i det vestlige Nepal og er på en tredages studietur. De siger, at de er stolte af at tale med os og høre, at vi nyder at være på besøg i Nepal. De gætter på Anitas alder; 43, nej 45, og de er lamslåede over den faktiske alder (og Anita er lidt smigret). Dem, de kender på den alder, kunne ikke finde på at tage på trek, og mange bevæger sig ikke meget uden for hjemmet.

Vejen er støvet, og da vi kommer på den sydlige side af den store by Gandruk, tager trafikken med busser og jeeps til, vi må holde noget stof op foran næsten for at undgå at inhalere alt for meget støv.

Vi passerer flere vandfald, og ved et af dem er der en pool, den ser fristende ud i solskinnet og ligger lidt oppe, så hvis man skulle finde på at dyppe sig, er det et passende stykke væk fra vejen. Det finder vi så på, Michael er en sand koldvandsbader, og de to andre mænd holder sig ikke tilbage. Anita er lidt mere tilbageholdende og nyder den varme sol på klipperne.

Vi er enige om, at vi har fået nok af støvet vej, så da første lille spisested viser sig, er vi ikke sene til at bestille mad og kolde drikke. Jackie har sørget for at bestille jeep, og chaufføren vil gerne køre den ekstra tur op for at hente os.
Med Michael på forsædet går turen nu ned mod Pokhara. Øjnene er ved at falde ud af hovedet på os, selv på en så simpel biltur er der meget at kigge på.

Heldigvis er vejen rimelig god, og Anita bliver ikke køresyg. Det tager et par timer, så er vi fremme. Vi tager kort afsked med Michael og aftaler at spise sammen i aften, hvor det unge par fra Bruxelles også kommer.
Vi går fluks til The German Bakery og får en kaffe, så brusebad – og derefter at sted til The Godfather. Det bliver en hyggelig aften, Michaels guide de første dage på trekket dukker også op. Anna og Dan skriver også blog, vi får sendt linket, det bliver spændende at se, hvordan andre skriver.
Vi tager alle afsked, måske ses vi igen – det må vi se.