Forsidebillede: Mugne tæer.

Vi skal ned til Hot Springs idag, noget vi har set frem til hele vejen. Vi spiser morgenmaden udenfor, det er vist den eneste gang, vi har gjort det. Ikke fordi det er varmt, men indendørs er temperaturen ikke højere, og der er temmeligt mørkt.

Af sted med os, nedad. Men faktisk går turen ret meget opad også. Vi kigger efter languraberne, men de er ikke på bønnejagt i dag. Vi skal til Chomrong, hvor vi skal spise frokost, og igen passerer vi broen, hvor vi sidst så kvinden med hundehvalpen i en stofpose. I dag er det lige så livligt. Der ryges på en bong, den er lavet af en halvliters plasticcolaflaske og et bambusrør.

Vi kommer også forbi en lille shop, hvor vi køber en T-shirt hver, hvor Annapurnatrekket er syet på. Michael finder en hvid kastet, også med Annapurna på, han er glad, for han har længe ledt efter en hvid kasket til brug i solen, men har ikke kunnet finde en, der passer. Det gør denne her, lige på en prik.

Nede fra broen er der en ond og lang tur op. Vi bider den over halvvejs, hvor vi spiser lokale appelsiner og en nøddebar. Vi er derfor ikke vildt sultne, da vi når op, men lidt kan man heldigvis altid knibe ned. Og solen bryder gennem skyerne mens vi sidder der, udsigten er vild, vi er ret benovede over, at vi har gået den lange vej, vi kan se stien og trapperne langt ovre på den anden side. Jackey bemærker, at hele det støvede område er væk, alt er grønt, for mens vi var højere oppe (i tørvejr), har det regnet tilstrækkeligt til, at alt støvet er skyllet væk.

Så skal vi det sidste stykke til Jhinu. Det går bare nedad, der er meget sandet og jordet, muldyrene har trådt trapper og spor i stykker, og her og der er det ved at blive repareret. Vi er glade for, at vi ikke skal gå turen op igen. Vi møder en bærer med blikplader, der er rullet sammen. Han bliver spurgt, hvad de vejer, 45 kilo er svaret. Og han er på vej op! Og han vejer helt sikkert ikke over 55 kilo!

Endelig er vi fremme, nu skinner solen og vi tænker kun på at komme i den varme pool. Der er dog 45 minutters gå-tur ned gennem skoven til floden, så af sted med os! Vi går så hurtigt vi kan, vi vil gerne nå at være i så længe som muligt, men også gerne nå op igen før det bliver mørkt.

Det er skønt, wauww! Og primitivt. Vi får hurtigt smidt tøjet. Luften er kold, pølen er varm. Jackey og Michael hopper i floden, den er isnende kold. Vi er der en lille times tid, så tøj på, turen op igen er relativt let, nu da vi ikke har rygsækkene at bære på.

Vi lægger planer for i morgen, og da vi har spist aftensmad lidt senere end vanligt, får vi endnu et grineflip. Jackey har tidligere fortalt, at det kan kilde et bestemt sted hos mænd når man står højt oppe og kigger ned 🙂 Teit nævner det på engelsk og da det nu er jul, bliver det til “tingling in the jingle bells”. Det vækker stor moro. I øvrigt kan det kilde deromkring også hos kvinder har vi hørt. Vi griner og griner – og til sidst bliver døren indtil fællesrummet lukket (vi sidder ude), vi larmer måske for meget.

Anita har lånt Jackey sit kompas, lidt af et mysterium, han er meget optaget af dette nye vidunder og særligt da Teit viser ham, hvordan man lægger en kompaskurs.

I morgen er sidste vandredag, planen er at tage en jeep sidst på dagen det sidste stykke til Pokhara. Og måske kan det lykkes at mødes med Dan og Anna, der bor i Bruxelles.

Jackey sover hos Michael, alternativet er tætpakket rum med mindst 10 senge i kælderen til guider og bærere, vi så rummet gennem et vindue, da vi gik forbi på vej fra Hot Springs.