Forsidebillede: Gumar i morgentågen

Der er tyk tåge, så det er for farligt at gå. Vi kommer derfor lidt senere af sted, det er vi meget tilfredse med, for vi synes stadig, at det er lidt spooky. Nogle på hotellets terrasse når at se en sjakal på engen, vildt nok overhovedet at få øje på noget.

Da vi er vel på den anden side af floden, går vi ad en smal sti, Gumar nu også bevæbnet med en sten i hånden.

Vi går gennem skov, igen egentligt på kedelige, lige grusveje. Vi stopper ved et vejkryds med udsigt ned ad en meget lang lige vej. Vi står, sidder og tripper lidt rundt i en time eller to, men uden at få øje på noget.

Næste stop er ved et bedaget vagttårn af træ, hvor vi får frokost. Vi får talt lidt med Gokarna, rart at lære ham lidt at bedre at kende. Vi bliver nær tårnet længe, flere jeeps med turister kommer forbi, de holder typisk stille fem minutter, så af sted igen.

Det er et godt sted, for der er en sø. Der er blandt andet marabu-storke, men også andre fugle. Pludselig giver Gumar tegn, vi skal være stille og kigge. Et næsehorn er på vej fra skoven, ind over grusvejen og ned i søen, og lige efter følger en unge. Wauww, det er vildt! De er ca 100 meter væk.

Da de er lidt ude i søen, går vi ned på vejen og tættere på. Vi har oplevelsen i total stilhed og kan følge dyrene ud i vandet, hvor de højlydt smasker, når de æder af vandplanterne. Efter cirka 5 minutter kommer den første jeep med turister, og hurtigt derefter følger to mere. Nogle af turisterne taler meget og højt, men det lader ikke til at forstyrre. Efter nogle minutter kører alle jeeps videre, og vi går langsomt af sted. Men lyden af os, der går musestille er nok til af få de to næsehorn til at forsvinde op på land, ind i den tykke bevoksning.

Der sker ikke meget mere, bortset fra at vi skal krydse en flod ved at gå på en træstamme. Galant tilbyder begge guider Anita assistance, og tørskoet kommer vi over.

Så er dagens tur slut. Vi er kommet til en bredere grusvej, og her skal vi med en bus. Der er afgang inde fra byen hver 20. minut, vi venter dog ikke længe, så er vi tilbage i civilisationen, en topproppet bus, hvor det går derudaf i 15-20 minutter. Så skal vi af, der er marker til alle sider og vi skal til en landsby en kilometers penge langs floden. Så ud ad en smal sti, imod kommer lokale med en flok bøfler, så er det af med skoene, vi skal vade over en krokodillefri flod og kommer så frem til det lille homestay. Der er måske otte små lerhytter, vi skal sove i den ene. Familien, der har stedet, er allerede i gang med aftensmaden over et lille udendørs ildsted, det er meget intenst.

Vi spiser ude, her spiser alle dal bath. Vi sidder og snakker længe med Gokarna, vi hører om nedlukningen under corona og de svære tider efter – også grundet den politiske og økonomiske situation. Han klager ikke – slet ikke! – han konstaterer knastørt.

Han er dog ærgerlig på sine børns vegne, for eksempel skal de vente i op til to år på svar på deres eksamen, og deres jobmuligheder er i forvejen under pres. For eksempel er den unge søn her, hvor vi overnatter, uddannet farmaceut, men det er ikke lykkedes ham at få et job. Og Gokarnas søn har et bijob ved siden af biologistudiet, han underviser børn, men lønnen kan kun lige betale benzinudgifterne til scooteren.