Forsidebillede: Det er ikke altid helt nemt at få øje på dyrene.

Anita har haft en udfordrende nat med mavesmerter og dårlig mave og har derfor ikke sovet ret meget. Det har i øvrigt været hundekoldt, vi har begge frosset. Også Gokarna viser det sig. Han har forsøgt sig med at lægge et håndklæde over sig og tage alt sit tøj på, uden at det helt havde den tilsigtede effekt.

Familien har allerede gang i det lille ildsted, hvor morgenmaden fremstilles. Anita springer over, men Teit spiser løs, han får chapati som de flade brød hedder her. Der er også lidt curry til, det er forskellige stegte grønsager, og bruges også som tilbehør til dal bhat. På chapatien kommer Gokarnas honning. Vi har været i tvivl om hvorvidt det er passende at tage vores egen neskaffe frem, men Gokarna er ikke i tvivl, han kan godt lide kaffe.

Der er igen en solid morgendis over området, og det er ret køligt, så vi har alt vores tøj på. I dag skal vi ikke have pakket sammen, for vi skal sove her igen i nat. Så med bare een rygsæk er vi klar til afgang, Gumar har alledere været ude på længere gåtur for at købe billetter til dagens tur i Nationalparken. De kunne være købt på forhånd, men pengene er spildt, hvis man af en eller anden grund ikke kommer af sted.

Den meget lille landsby ligger lige ud til Nationalparken, og da vi går derudaf, er der ingen checkposter eller andet, der tydeligt viser, hvor parken starter. Vi er hurtigt i skov, og på vores højre side er floden. Det er en bred men lavvandet flod, og derfor er der ikke krokodiller her.

Vi går en god time og kommer frem til et plateau, som ligger ca 10 meter over floden, og herfra har vi overblik over et stort område. Vi skal være her en times tid, hvor vi som vanligt er stille og udelukkende kigger efter dyr op og ned langs floden. Vi ser en helt blå fugl, noget større end den blå kingfisher/isfugl, som vi ser en del af, den sidder længe kanten af modsatte flodbred. Det er en bi-æder-art. Den ses akkurat med det blotte øje, i kikkerten ses den så fint. Afstanden dertil er i ca. 100 meter, så vi har ikke fotoudstyr, der er godt nok til et billede, desværre.

Det med at være stille har vi helt generelt praktiseret, både når vi går og når vi kigger. Også her. Vi bevæger os lidt frem og tilbage på det lille plateau for at kunne se forskellige vinkler at floden, men vi siger ingenting. Kun hvis vi får øje på en fugl eller et dyr, så siger guiderne, hvad det er for en slags.

Vi ser ingen af de store dyr, det vil vi selvfølgelig også gerne, men nyder især bare at være her, midt i naturen.

Vi går således videre langs floden, vi er nu i niveau med vandet, som ikke er til at se på grund af meter højt elefantgræs. Vi ser slæbespor fra han-næsehorn, han laver dem som en del af parringsritualet. Vi ser tiger-spor i sandet, de er helt friske. Og store! Guiderne er på dupperne, og udsynet er de fleste steder ikke mange meter. De er tydeligvis ikke helt rolige ved at være her, så inden længe går vi op i skoven igen, og snart er vi tilbage på plateauet. De fortæller, at det her sted er det bedste at være, så resten af eftermiddagen skal tilbringes her, hvor vi starter med frokosten. Anita får en lur på store blade, som guiderne plukker til formålet – og derover Gokarnas tørklæde.

“Look, look”, hviske-råber Gumar, og der er den så! En tiger er på vej fra den modsatte bred – som er en bred sandbred – i langsom gang ned mod floden. Den går lige så roligt ud i floden, som den krydser og forsvinder så roligt ind i det høje græs – præcis der, hvor vi lige har gået. Afstanden til tigeren er cirka 250-300 meter. Vi er noget overraskede, det havde vi ikke regnet med. Vi er ret tilfredse med at have set den på sikker afstand.

Den bengalske tigerhan vejer mellem 180 og 258 kilo. En han, der blev skudt, vejede 350 kilo. Arten har været særdeles truet i Nepal, men effektivt arbejde med at fremme leveforhold for tigrene har gjort, at antallet er fordoblet på 15 år, så der nu er 355. Mange mener, at det er grænsen for, hvor mange tigere, der er plads til, hvis det ikke skal gå ud over den lokale befolkning. For eksempel blev 12 dræbt, oftest mens de samlede græs til deres dyr i 2021.

Det, der gøres for at fremme tigrenes leveforhold, er at sørge for åbne græsarealer, hvor de kan jage råvildt.

Vi spørger guiderne, hvor tæt på de har set en tiger. Gumar griner og siger 10 meter. Det var for ca 15 år siden, han var lige kommet op fra floden efter kanotur som vores igår – og samme sted – og havde kun gået 100 meter med de to gæster fra Tyskland, da en tiger pludselig krydsede grusvejen, stoppede op og kiggede direkte på dem. “Så var det bare at stå helt stille og lade som om, at jeg ikke var bange”, siger han og griner lidt, “men det var jeg”, fortsætter han. “I to minutter stod den helt stille og kiggede på os – og så gik den roligt ind i det høje græs”. Så griner han højlydt og fortæller at de to tyske gæster havde fået rigeligt jungletur og ville hjem igen. Således blev det, og om aftenen mødte han dem igen, da var de godt i gang med at fejre at have fået endnu et liv forærende over et par øl.

Vi bliver en times tid mere, imens kommer en belgisk mand med guider også til. Vi nyder sammen udsigten til Annapurna South, som står tydeligt over bakkerne i det fjerne.

På vej tilbage flyver en stor ugle hen over vores hoveder. Den lander på en gren, hvor den heldigvis bliver, så vi kan nyde synet af den. Det er en brun fiskeugle, som ikke er truet, men som vores guider dog sjældent har set.

Tilbage hos familien får Anita endnu en lur, igen tilberedes maden over det lille ildsted, mens Teit fornøjet følger med i alle processerne. Blandt andet smøres ler på ydersiden af gryden, dels for at dæmpe varmen, dels for at beskytte gryden. Han køber også en Tuborg på dåse. Tuborg kan købes ALLE steder her.

Vi får et ekstra tæppe til natten og sætter sengene tæt sammen og håber på en lun nat.