Torsdag den 26. oktober

Vi har aftalt at mødes og spise frokost med Jackey, Vi vil spørge om han vil være vores guide på en tur omkring Annapurna. Vi har allerede købt kort og forestiller os Poon Hill og Mardi Himal trek i en eller anden kombination. Inden vi får spurgt spørger han selv, om vi vil med på en tur til Makalu base camp. Jackey har ikke været der før, og en god håndfuld venner skal også med. Måske allerede i aften! Vi synker lige engang. Vi skal med bus, måske en tur på 16-24 timer. I mørke og måske med den samme chaffør. Teit griner lidt fjoget og tænker “nåh hvad”, optændt, men også lidt betænkelig. Anita siger at det vil hun ikke. Og det er også godt. Vi spørger om det er muligt at flyve, det er det. Efter lidt debat frem og tilbage beslutter vi at gøre forsøget. Jackey vil forsøge at få en flybillet i morgen tidlig.

Fredag den 27 oktober

Vi kan ikke få billet til Tumlingtar Airport, der er nærmest vores trek. Vi skal istedet flyve til Bhadrapur, det er ‘kun’ 274km fra Num hvor vi skal starte. Vi står op kl. 6 for at hæve penge. Vi hævede penge igår, men det er stadig for tæt på igår åbenbart. Vi har ca 50000 rupies og skal helst hæve 2×35000 mere til turen. Vi har fundet ud af, at i Nabil ATM kan vi hæve lidt mere end andre vi har prøvet. Vi må prøve at hæve på turen.

Jackey ringer mange gange på vej til og i lufthavnen for at arrangere turen til Num. Der er bus eller bil eller kombinationer, det er ikke nemt. Så vi må se.
Flyveturen til Bhadrapur forløber fint med klar udsigt til Himalaya.

Vi kom afsted kl. 10 og turen tager bare 45 minutter. Det er varmt da vi lander i den lille lufthavn i Bhadrapur. Vi sætter os ind på en lille cafe lige uden for lufthavnen, rettere et halvtag over nogle plastic borde og stole.

Jackey opdager, at den taxi, han har bestilt, holder i en anden lufthavn. Det lykkes at få en aftale med en lokal taxi, så afsted mod en byen Dharan halvvejs mod Bhadbari, hvor vi skal overnatte. Her skifter vi til den oprindelige taxi og her lykkes også at finde en ATM, hvor vi hæver max. beløb.
Der er allerede ud på eftermiddagen. Vi spiser frokost i en lille by på vejen, de er berømte for deres stegte grisekød. Ikke helt ulig danske revelsben. Med spagetti er det en fin ret. Vi må om bagved og ned af en stejl trappe for at nå toilettet. Vi venter længe på vores tur og overvejer at banke på døren. Og bliver lidt flove da storebror bærer lillebror med brækket ben ud fra toilettet.

Resten af turen tager noget længere end beregnet. Inkl. et hjulskift undervejs. Da vi når frem er klokken 20, Anita er køresyg og må ofre sig i rendestenen. Hun må direkte i seng.

Jackey og Teit får en sen aftesmad.
Sengen er med fast myggenet og madrassen er stenhård, så vi puster vores luftmadrasser op. Jackey skræller et æble til Anita og Teit laver vand.

Lørdag den 28 oktober

Vi har sovet rimeligt, glade for luftmadrasserne.
Vi skal med 4-hjulstrækker kl 630 – 700. Morgenmaden er forsinket og det er bilen også. Der er åbenbart ingen andre passagerere idag, derfor vil de kun køre hvis vi betaler noget mere. Jackey er lidt sur over at aftalen ikke bliver holdt, så han ringer efter en anden bil. Kl. er nu 7:30. Vi skal starte trekket i byen Num og det er forventet at turen derop tager 4 timer. Vi kommer først afsted 8:30. 4-hjulstrækkeren er fyldt op, 3 på forsædet, 4 på bagsædet og os 3 på det midterste sæde. Vi har betalt for 4 pladser og det er vi glade for, vi sidder rimeligt presset sammen. Lige bag os sidder en lokal fulderik og snakker højt og hoster. Med minderne om corona trækker vi vejret forsigtigt. Det hjælper nok ikke meget. Turen er for at sige det mildt meget skrumlet. Vi bumler afsted med 5,10 måske 20 km/t når det går vildt til. Man sidder pænt dårligt, sæderne er glatte og der er ikke meget at holde fast i.

Turens længde er endnu engang noget undervurderet, reelt tager turen 6 timer. Anita kæmper igen med køresyge, trods køresygepille. Tanken om at vi skulle tage første del af trekket idag er helt umulig. Selvom det ikke er så sent vælger vi at overnatte her i Num, 1500 moh.

Søndag den 29 oktober.

Vi starter dagen med pandekage og medbragt knækbrød. Vi køber ekstra kiks og toiletpapir, efter sigende kan vi ikke være sikre på, hvad man kan købe videre frem.

Vi kommer afsted, godt nok med shaky ben for Anitas vedkommende – køresygen og manglende madindtag sidder stadig i kroppen. Vi skal direkte ud på meget stejl nedstigning, 700 højdemeter ned ad stejle trapper.

Anita har en krise, der er ingen kræfter. Vi holder en pause, vi tager kortet frem, og Anita er faktisk blev helt i tvivl om, hvorvidt det er ok at fortsætte. Men med rigeligt at drikke, en del snacks, og ved at Jackey tager rygsækken de sidste par hundrede højdemeter ned, så er Anita klar til de 800 højdemeter opad med sæk på ryggen igen.

Vi går turen parallelt med 4 australiere og to mænd fra Tyskland og Schweiz. De er venner og har været i Nepal 6 gange før på trek. Den ene er læge i Nürnberg og har en stor pose lægegrej med til landsbyen – det blev taget meget fint imod i går aftes.

Vi er alle plus 60, og alle er mere eller mindre udfordrede.

Turen går gennem tæt skov, kæmpe bambus, kardemommeplanter, bananer og vi ser de smukkeste kæmpe sommerfugle i klare farver. Der er varmt, solen skinner, og sveden driver til junglelyde og fuglekvidder. Meget idyllisk.

Vi ankommer til den lille landsby Seduwa, og vi skal tjekke ind i Nationalparken. Derefter er der kun få hundrede meter op til tehuset, hvor alle dem, vi har fulgtes med, kommer godt frem. Vi får koldt brusebad, det er skønt.

Vi bliver tilbudt nepalesisk the (der er mælk og salt i) og frugten squash – ikke at forveksle med squash, som vi kender det. Frugten er kogt og mangler bare at blive pillet. Den er fuld af pigge, men de stikker ikke slemt. Det smager som meget sød kartoffel, men med en vis friskhed.

Vi er klar til aftensmad, blogskrivning og så er det også sengetid!