Dag 2, mandag den 30. oktober

Seduwa 1500m – Tashigaon 2150m

Overnatning i Sherpa Guest House, Seduwa

Vi er blevet klar over, at vi kun har kontanter til 8 dage endnu – og det er ikke dage nok til nå til Makalu Base Camp. Vi må snakke med Jackey om, hvad vi kan gøre.
I aftes var husets tre børn nysgerrige, de suger til sig, hvad de kan. Jeg fik tre stykker papir fra Jackeys bog og begyndte at tegne. Det gjorde ikke interessen mindre. Jeg spurgte pigen, om hun ville have en tegning, det ville hun gerne. Også drengene ville have en. Med hver deres tegning gik de i gang med at tegne videre eller på bagsiden, og Mutti kom også hen og tegnede et tempel og skrev sit fulde navn. Meget rørende.

I nat har det været fuldmåne, og hele området var badet i lys. I aftes var der det karakteristiske lyserøde solnedgangslys over bakkerne.

Morgenens havregrød er rigelig og fast i kødet. Det veksler, nogle steder har grøden mere karakter af havresuppe. Indtil videre har smagen altid været fin. Vi drikker ingefærte, kaffen de fleste steder er nescafe, desuden siger Jackey at det ikke er godt med kaffe pga. højdesyge. Vi ved ikke om der er noget om snakken.
Alle vandrere kommer afsted cirka samtidigt ved otte tiden, senere på vejen op skiftes vi til at overhale hinanden.

Vi ankommer til dagens frokoststed, som stik mod forventning har nærmest har alt.

Der er jakker, soveposer, alle former for snacks, sukker i tønde – flere gange kommer lokale og køber en pose sukker, der bliver vejet af på gammeldags vægt – alle former for drikkevarer, sækkevis af mel og ris, sandaler, crocs, nudler, cigaretter, batterier, alt i store mængder. Det viser sig, at stedet leverer til Makalu Base Camp.
Vi går stadig stejlt opad, der er stentrapper med høje trin, dybe trin, ultra korte trin, det varierer konstant. Tusind tak for alle dem, der har knoklet med at lægge dem.

Dagens rute er 650m op til Tashigaon, vejret er skønt, vi holder mange pauser, for der er meget at se på. Husene er nu tildels lavet af bambus, livet i de små huse er mere primitivt end hvad vi før har set. Der dyrkes især hirse men også ris på de små terassemarker. Børnene er nysgerrige, nogle få småbørn kommer løbende os i møde og råber Nameste chocolate, men de fleste ser os an før de spørger, hvor vi kommer fra, hvad vi hedder – og enkelte hvor gamle vi er. Når de hører det, løber de hujende af sted. Jackye er forundret over, hvordan de har lært at sige chocolate. Vi undrer os mere over, hvorfor vi ikke har hørt det før, da vi har hørt andre fortælle, at det sker konstant, i hvert fald ved Annapurna.

Vi går lidt af vejen på grusvej. Der er ingen trafik for vejen er alt for dårlig, selv for den vildeste firhjulstrækker. Vejen er første skridt på vej til at kunne bruges af jeeps, men processen ser ud til at være gået i stå for en del år siden. For eksempel ligger der væltede træer hen over vejen, og de har ligget der nogle år.
Vi ankommer til overnatningsstedet, og som lovet er det mere primitivt. Bygningen er lavet af metalplader, også mellemrummene mellem værelserne, så det er bare med at undgå at røre dem alt for meget, når man ligger i sengen.
Toilettet er det sædvanlige pedaltoilet i et selvstændigt lille hus, i hjørnet er en pose med toiletpapiraffald, og værst af alt ved dette sted er, det ligger godt og vel 50 meter fra vores værelse, ikke helt fedt hvis man skal tisse om natten.
Men derudover er det ikke længere muligt at oplade telefoner og powerbanks, så nu skal vi spare på det, vi har.

Kvinden, der står for stedet, har en pige på knap to, der suser rundt mellem gæsterne. Kvinden har travlt og stoler på, at gæsterne holder lidt øje. Der ret crowded i fællesrummet, der snakkes og hygges, men lige i dag er det lidt i overkanten, så vi går tidligt i seng. Som det sidste ser vi, at der er faldet sne i bakkerne højere oppe.