Dag 4, onsdag den 1. november

Dhara Kharka 2900m – Khongma Danda 3600m.

Vi vågner tidligt. Der er igen mange lyde fra metaldøre, snakken, lyde fra køkkenet og ikke mindst guiderne og bærerne, der skal pakke sammen i fællesrummet, hvor de har sovet, så der kan serveres morgenmad. Der bliver dog spist udendørs, solen skinner, og vi når at få tørret tøjet fra i går. Vi har fået havregrød hver dag, substansen varierer fra suppe til lidt tørt de forskellige steder. Men i dag perfekt – og vi nyder stilheden efter at cirkusset er draget af sted.

Stille og roligt pakker vi sammen, pludselig afbrudt af, at onklen i huset har fået øje på en abe. Teit når at se den, det er en lille abe. Manden fortæller, at de aldrig før har set den abeart før, så den lille famile er glad.
Familien består af kvinden og hendes to-årige søn. I aftes fortalte hun, at hun har to sønner mere på 5 og 7, de er i Katmandu hos familie for at komme i god skole. Derudover er der hendes lillesøster på knap 20 vil vi tro. Hendes mand er på Makalu på ekspedition som guide. Og så er der kvindens onkel.

Vi siger på hensyn og går opad, der er stejlt også i dag. Det er skov, helt anderledes end Langtang. Mange af træerne er kæmpe rhodondendron. Det er træer, ikke buske. Vi møder et par bærere og et par lokale, ellers ingen. Området er meget mere øde end Langtang.

Vi kan mærke, at det bliver køligere, jo højere vi kommer op, og T-shirten må suppleres med sweatshirt. I den lille pause vi holder, får vi blikket op og får øje på Makalu i det fjerne -fedt! Hvis vi ikke klarer hele turen, har vi nu set bjerget.

Vi kommer frem til frokost- og overnatningsstedet, og vi ser de samme trekkere, som vi har mødt før. Der er også nye gæster, en gruppe fra Toronto hvoraf den ene er nepaleser og kommer på familiebesøg og trekking 1-2 gange om året. Hun fortæller, at landet undergår store forandringer, hun ser det fra gang til gang. Dette trek er ingen undtagelse.
Førhen var der kun trekking med telt her, fortæller hun.
Vi er næsten de eneste på dette trek, der er i Nepal for første gang. Alle har været i Nepal flere gange, næsten alle som unge. Det gennemgående er en vis skuffelse over, at alt ikke er så fantastisk og paradis-agtigt som dengang. Vi lukker ørerne lidt for det, for vi er lykkelige for vores eget lille eventyr.

Vi får frokost, og naturligvis går det ikke at sidde og hænge en hel eftermiddag, så vi må op på nærmeste top. Det er yderligere 300 højdemeter op, vi hiver lidt efter vejret, og ilt- og pulsmåler kommer frem. Vi bliver målt stående, iltsaturation er 93%, pulsen 85, så ret fint. Det er stadig ret uklart for os, om disse målinger siger noget brugbart om højdesyge. En af lægerne mener ikke, at det er tilfældet. På toppen er udsigten formidabel, men flygtig, skyerne kommer og går.

Vel tilbage går Anita i gang med at skrive denne blog for de sidse tre dage. Tasturet er glemt i Katmandu, så det foregår med højre pegefinger på telefonen. Det er svært at genskabe allerede, så der må bruges kort, fotos og samtale for at rekonstruere. Fællesstuen har nu brændeovn, vi er kommet op i de kolde højder. Der er stuvende fuldt. Og igen – der er stuvende fuldt, fordi rummet er lille, kombineret med at der er mange timers trek mellem hvert af de øde beliggende overnatningssteder.

Da det er blevet mørkt, går vi ud og kigger på den flotte stjernehimmel. Der er ingen lys, der kan forstyrre billedet.
Da vi nyder udsigten får vi øje på 4 pandelamper på vej op mod os. Det er unge nepalesere på trek. Ret modigt at gå i mørket trods pandelamperne.
Mens vi står derude siger Jackey: “That matress, I think I am really going to need it tonigth”. Klokken er nu kvart over syv, og han ved endnu ikke, hvor han og de andre guider og portere skal sove – men det bliver ikke luksus!