Dag 6, Fredag den 3. november

Dobate 3900m – Yangla Kharka 3650m

Natten har været udfordrende (vi har frosset, der har været højlydt snorken mv), og vi står op til frostklar morgen. Haveslangen hen til pedaltoilettet er fuldstændig frosset, de lokale mener at det fryser 5 grader, Teit mener måske mere.

Vi laver morgenfitness 15-20 minutter for at få varmen, det er bedre end ingenting. Solen når ikke ned til os, før vi skal gå. Vi nyder at blive gennemvarme, og snart må dynejakker og lange uldunderbukser pakkes væk.

Det går stejlt ned mod en stor flod, og vi har forstået, at frokoststedet ligger lige efter, at vi har nået floden. Vi kæmper os nedad, og på vejen møder vi Jackeys ven, som vi også var til Tika hos og var med i svævebane tilbage i Katmandu. Gensynsglæden er stor, det er tydeligt at se. Vi skulle jo egentligt have taget trekket sammen, men vi kom ikke frem i tide. Med det tempo, de har haft for deres tur, ville vi alligevel ikke kunnet følge med, så det er nok meget fint. Biraj, som vennen hedder, inviterer os til Tihar, når vi er tilbage i Katmandu, vi siger på gensyn og vinker farvel.

Det viser sig, at dagen bliver yderst krævende. Det begynder at regne, de uendelige stentrapper nedad bliver glatte, og da vi kommer ned til floden, går det udfordrende opad. Særligt vildt bliver det, da vi skal passere meget bredt og stort jordskred, hvor Anita slet ikke synes, at det er sjovt, og i fuld alvor udbryder: “Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg laver her”. Og den halvanden time, det tager at passere, er der banden og svovlen og lovninger på ALDRIG igen at gøre noget så sindssygt. Selv Teit var nervøs på egne vegne.

Der er mange steder, hvor der er meget smalt og gruset og langt ned, hvis underlaget skrider. Andre steder er der kæmpe stenskred, der skal klatres over, så Anita tør ikke bare gå, men klatrer som en Spiderman. Jackey bærer Anitas rygsæk, og indimellem hjælper han også med en hånd de mest scary steder.
Vi kommer langt om længe frem til frokoststedet, 5 timer i alt, Anita er udmattet, så vi er blevet enige om at overnatte. Men en kombi af nudelsuppe, hvil og et ret så primitivt sted gør, at energien til de to timers tur til det planlagte overnatningssted findes frem. For en gangs skyld er det faktisk ret let gået, og vi er fremme på godt en time. På vejen tager Jackey noget af et styrt, men heldigvis sker der ikke noget.

Hele turen gået i regn, og da vi når frem, vælter det ned.
Bygningerne er også her lavet af blik, plastik og træ, men lidt bedre kvalitet end de andre steder. Vi får et godt værelse med kort afstand til toilettet, dørene larmer ikke skingert, og rummet har et lille bord. Total luksus!

Vi puster vores Thermarest op, madrasserne er også her enten hårde som sten eller my-tynde og slidte.
Fællesrummet er også dejligt: Der er vinduer, der er gode bænke hele vejen rundt og gode borde, så der plads til alle.
Køkkenet ligger for sig selv, så det er også med til at skabe ro. Vi er ikke ret mange. Kun den tyske læge og hans schweiziske ven samt den canadiske gruppe på tre – og så os, tre guider og 3-4 bærere. En ny gæst er kommet til, en nepalesisk fyr, der har gået 12 timer.
Huset ligger i en meget stor dal, og for første gang ser vi yakokser igen. Det er en stor flok, der lever vildt, men trækker ned mod husene om aftenen. En af de andre huse i dalen holdes der yak, som de malker, mælk og ost sælges så til naboerne.

Der kommer også en stor karavane med pakkede mulddyr forbi, de er muligvis på vej til Basecamp.
Da aftensmaden er spist, viser der sig ret overraskende, at der gemmer sig et lille tv i hjørnet med satelitforbindelse, og der kommer gang i nepalesiske nyheder.

Den canadiske gruppe fortæller, at de hjemmefra har bestilt helikopter tilbage ti Katmandu. Den vil lande ude på det åbne område, når de har været oppe ved Basecamp og returneret hertil igen. De synes at turen op er hård i sig selv, og de tænker, at når først toppen er nået, er nedturen lidt af en – ja, nedtur.

Vi har forøvrigt mødt en meget stor gruppe unge nepalesere på vej tilbage til Num. De ser temmeligt trætte ud, men de har også tager turen hurtigt. En kan ikke bøje sit knæ og går turen op, et trin ad gangen.

Trekket er meget anderledes end Langtang. Først og fremmest er det sværere at gå. Der er meget færre mennesker, og der er ikke landsbyer. Kun tehuse, det er første gang i dag, at vi ser et par små gårde. I Langtang er der utallige små salgssteder med strikkede huer, pandebånd og vanter, smykker og de lokale, vævede bælter til kvinder. Der er intet her – kun hvad der kan købes i tehusene (cola, mariekiks, toiletpapir og Snickers og Tuborg). I Langtang er der kun skov i den nederste del, her er der ret meget skov. Vi har ikke set nogen unge trekkere her (bortset fra nepalesere), i Langtang var der masser af unge mennesker og mange, der gik på egen hånd. Her har vi ikke set nogen uden guide (bortset fra nepalesere). Vi har heller ikke mødt nogen her, der bærer sin egen bagage (bortset fra os selv og nepalesere). Her er der næsten ingen kvinder – og ingen grupper af kvinder, det var ikke ualmindeligt i Langtang.
Langtang har stentrapper – men slet, slet ikke som her.