I dag holder vi fødselsdag for Jackey. Vi har skrevet et lille brev til ham og købt gaver. Han bliver rørt, dels er indpakkede gaver ikke en tradition, han kender, dels havde han ikke forventet det.
Han får også en kuvert med kontanter, det er hans løn for næsten tre ugers guide-arbejde.
Bagefter går vi en tur hen til den smykkebutik, som han arbejder i. Vi får også historien om, hvordan han er tilknyttet: For 5-6 år siden var han temmelig desperat for at få et job. Hans bror foreslog ham den omtalte butik, den lå lige overfor hvor han selv havde job. Jackey tog derhen og fik at vide, at han kunne få et job med at gøre rent i butikken, herunder at moppe gulv. Det gjorde han så, men blev også ret interesseret i de ting, butikken handlede med og læste om sten, smykker og alt, hvad han kunne suge til sig. Og mens gulvet blev moppet udnyttede han sine talegaver i forhold til folk, der kom forbi. På den måde fik han også en plads bag disken.
Butikken ligger i en af de smalle gader i udkanten af Thamel (turistcentrum), men i dag er den lukket.

Vi skal jo også fejre Jackey med kaffe og kage, så vi går mod Pumpernickel cafe, som vi har frekventeret en del gange. Inden vi når så langt, skal der hilses på en del mennesker, som han kender, som vi tilfældigt møder på gaden.
Ved en anden smykkebutik siger han, at her arbejder han også og går ind. Han fortæller om sten og opaler med mere, han har allerede taget plads bag disken og jonglerer hjemmevant rundt med varerne. Ejeren har nok at gøre med at betjene et ungt par, der ser ud til at kigge på vielsesringe.
Vi smutter på Pumpernickel, Teit har taget kort over Annapurna-området med, og da kagen er spist spørger vi, om han kunne tænke sig endnu et guide-job med os. Det vil han meget gerne, og vi tager hul på de første forberedelser. Vi tænker, at vi måske kan komme afsted først i næste uge. Tilbage på hotellet låner han Teits rygsæk, så gaverne kan fragtes hjem sikkert, han er på MC hertil.

Vi har aftalt, at vi kommer hjem til ham i morgen tidlig, vi vil meget gerne vaske uldtøj hjemme hos ham, da der er tørresnor i gården. Her vil det tage dagevis at få vasket og særligt tørret. Vigtigst af alt vil vi tale videre om, hvor trekket kan gå hen, hvor mange dage, hvornår tage af sted mm. Måske vi kan være noget bedre forberedt denne gang. Anita glæder sig over, at der er tale om varme kilder, badning i ren sø og lettere trek end Makalu.
Aftensmaden tager vi på hotellet. Der stadig nogle dages blogs fra Makalu, der ikke er gjort færdig, så det arbejder Teit med, og Anita skriver denne blog, mens vi venter på maden.
