Birethanti 1000m – Tikhe Dhunga 1540m

(Forsidebillede: Ret koldt vand)

Vi spiser morgenmad klokken 7, vi har bestilt yoghurt med frugt og mysli, det er nok sidste gang længe, at det er en mulighed. Jeepen er klar klokken 8, Anita hopper ind på forsædet. Stik mod alle forventninger er vejen virkelig god og allerede lidt over halv 10 er vi fremme. De friske permits bliver vist frem ved kontrol posten. Det er en lidt alvorligt sag.

Her er ret mange jeeps med turister på vej på trek eller på vej tilbage fra trek. Nogle fortsætter turen videre op med jeep, og andre gør som os og går her fra landsbyen Birethanti (ca 1000 moh).
Solen skinner, men vi kan mærke, at vi er kommet lidt op, så jakkerne kommer på, så er det derudaf med os. Det går opad, og det er hurtigt så varmt, at jakke, bukseben og sweatshirt må af igen. Det ligner hverken Langtang og da slet ikke Makalu-trekket, her er mange flere mennesker og mange flere huse og tehuse. Selv den lokale bus passerer os, gyngende og hoppende på den nu noget ufarbare vej, som også er der, hvor vi går. Vi køber guava frugter på vejen og nyder det gode vejr.

Vi får øje på en smuk pool i floden, der flyder langs vejen, og der er ingen tvivl: Folket vil bade, det er alt for fristende med det klare vand. Vi er ellers ikke nået langt men er enige om, at det hele jo handler om at have det sjovt. Og det har vi! Det er megasjovt! Teit og Jackey står for underholdningen, Anita dypper sig lidt mere adstadigt, vandet er noget køligt.

Vi får frokost, og denne egn har sin egen Dal-Bath, som ikke smager Teit. Anita får en vegge-omelet, og vi nyder udsigten til appelsin- og guavatræer og køer der græsser ved floden lige neden for.
Planen er, at vi skal gå til Tikhe Dhunga (1540moh), det er ikke en ret lang tur, hvilket er meningen. Vi satser på ikke alt for lange dagsture, indtil ben og krop igen er kommet i trekking-modus.

Vi er fremme klokken 14.30, og byen har små forretninger og en del tehuse. Vi spiser en pose chips, ret vildt, men det var fordi den blev købt i går i Pokhara, da chips kan være rart at spise efter en kvalmekøretur. Men det blev der jo ikke behov for, så nu fylder chipsposer den halve rygsæk. Godt at der blev gjort et indhug.
Vi går en tur ned til floden, og Jackey finder et sted, han ikke har været før. Vi nyder stedet, kaster med sten, leger med en bambusstang og kigger efter dyr i den junglelignende bevoksning inden vi tager turen tilbage igen.

Mens vi arbejder med bloggen kommer en lille gedeflok forbi, nogle engelske piger køber et par armbånd og de lokale snakker og griner. Men ellers sker der absolut ingenting.
Der er rigtigt mange værelser her på dette hotel, 25 så vidt vi kan tælle, (det er vist mere hotel end tehus), men stort set kun os, der bor her. Så også her kunne det se ud, som om at det er ved at tynde ud i turisterne. Der er dog turister hele året her, har vi hørt, også under monsunen, så der er altid åbne tehuse.
I morgen skal vi gå noget mere og kun opad, vi skal op til Poon Hill. Stort set hele turen foregår på trapper, så i morgen kommer vi nok til at mærke skankerne.