Efter aftensmaden i går kom en større gruppe helt unge nepalesere til, alle piger bortset fra én. De grinede højlydt og havde en fest. Den blev ikke mindre, da en kinesisk fyr kom til, da de skulle gætte hans alder. De gættede på først i trediverne, men han er 45. Anita talte også lidt med ham. Han kommer fra det østlige Kina, hvor han har en souvenir butik. Der kommer kun kinesere i området, og de vil have bling-bling, guld og sølv. Han har siddet og flettet en lille kurv af rattan, som han har høstet på vej op. Den er så fin – Anita spørger, om hun må købe den. Han siger, at den slet ikke har en kvalitet, som man kan tage penge for. Det ender med, at vi laver en byttehandel – her indgår nøddebar og slik. Han bliver spurgt, om han har børn; det har han ikke, da han og hans kone ikke havde penge nok til at få børn, da tid var. Han fortæller lidt om styret i Kina, han er tydeligvis ikke helt tilfreds.
Vi nyder petroleumsvarmen under bordet og kan derfor klare at være oppe til klokken 9. Jackey har spurgt, om han må sove på vores ekstra seng, alternativet er fællesrummet, som ikke er særligt attraktivt, og selvfølgelig må han det. Vi får et grineflip, da vi ligger under dynerne, fordi han efterligner snorkelyde fra andre guider andre steder, han har overnattet i fællesrum, og det lyder simpelthen vildt sjovt.

Morgenmaden bliver indtaget i let kulde, der bliver lavet vand, og vi er klar til at gå. Eller rettere – Anita tror at alle er klar, men har ikke lige kigget efter om alle faktisk var klar – så da vi har gået lidt ser vi, at Michael mangler. Jackey suser tilbage, hvor Michael venter med tålmod på, at vi skal blive klar. Nå, men nu er flokken samlet, så afsted, afsted, vi skal 900 højdemeter op. Det er igen en smuk tur, og armene kommer op, da vi når
Machapuchare Basecamp (MBC). Fishtail Mountain står helt skarpt, så tæt på. Det er blæst lidt op, så vi spiser indendørs trods sol.

Ejeren sidder i vindueskarmen og spiser sin mad med udsigt over dalen.

Der er to tehusene her ved MBC, og da vi passerer det andet ser vi Anna og Dan (det spansk-engelske par) komme ned mod os. Det er dejligt at se dem igen, og det er især godt at høre, at de har haft en rigtig god tur op til Annapurna Basecamp (ABC) her til morgen. De valgte af overnatte i MBC i nat, så lod de baggagen være der og gik op meget tidligt i morges. Derefter retur til MBC, hvor de nu har fået frokost. Vi tager billeder, og vi tager afsked, vi når nok ikke at se dem igen – måske i Katmandu, hvor de har en enkelt dag, inden de rejser til Thailand.

Landskabet videre op er helt anderledes. Det er over trægrænsen nu, og her er meget åbent med store græstuer. Vi ser et par falke tæt på, og udsigten bagud er mageløs.

Vi når frem til ABC klokken 14, Jackey har booket Annapurna Guest House, som vi har valgt, fordi John – en af vores venner – var lige præcis her i 2005. Siden er kommet flere hoteller til ser det ud til, og her er ret fyldt. Det betyder blandt andet, at vi alle fire skal dele værelse, det bliver ikke godtaget, at man booker værelse til to, når alle rum har tre senge eller mere. Så i nat skal vi alle fire sove sammen, det er så fint.

Vi får en varm kop kakao og bagefter går vi en lille tur i området. Det skulle også mindske risikoen for højdesyge at bevæge sig. Vi går en god times tid op mod gletcheren. Blandt andet går turen helt ud til kanten af en stejl skråning, hvor selv Jackey siger, at vi skal passe på. Vi ser mange mindeplader for folk, der har forsøgt at bestige bjergene tæt på, men som er omkommet. Og vi ser Annapurna 1 helt klart.
Jackey leger bjergged og klatrer op på stor klippe, vi andre ser lidt bekymrede til. No worries siger han og griner.

Aftensmaden spises mens vi gentagne gange rejser os og lukker døren ud til. Det er en tilbagevendende sag, også i Makalu, at folk går ind og ud af rummet uden at lukke døren. Vi forstår det simpelthen ikke, det fryser 4 grader udenfor.

Vi får popcorn til dessert og godt med salt som vi alle trænger til. Jackey serverer som vanligt æble, det sidste han har. Så er det bare med at forsøge at holde ud længe nok til, at det giver mening at gå i seng.

Inden vi går til ro, nyder vi lidt tænderklaprende, en meget smuk måneskinsaften.